Tænk, de var mere glade for at gå i skole, end forældrene – og skolen – regnede med

I går læste jeg en nyhed, som gjorde mig i virkelig godt humør. Nyheden er, at andelen af elever, der starter på en ungdomsuddannelse på Tingbjerg Skole, er steget fra 62,8 pct. i 2016/2017 til 97 pct. i 2020/2021. Landsgennemsnittet ligger på 85,9 pct.

For dem, der ikke måtte vide det, ligger Tingbjerg Skole i et område, som historisk har været belastet af kriminalitet og høj arbejdsløshed. Tingbjerg har i flere år været på den såkaldte ghettoliste, men er for nylig blevet taget af den. At en skole i et såkaldt udsat boligområde formår at få stort set alle sine elever til at gå videre på en ungdomsuddannelse, er et lille mirakel, som fortjener langt større opmærksomhed, end det har fået.

Det interessante ved historien er, hvad der ligger bag udviklingen. Det, skolen har gjort, har nemlig været i første omgang at lave en undersøgelse, hvor den sammenlignede elevernes tilfredshed med at gå i skole og forældres og lærernes idéer om elevernes tilfredshed. 

Det viste sig, at der var et stort mismatch mellem de to parametre – eleverne var simpelthen meget gladere for at gå i skole, end forældre og lærere forventede. Det gav skolen mod på og lyst til at give eleverne endnu bedre undervisning, bedre rammevilkår og i det hele taget vise eleverne, at de troede på dem. Som skoleleder Marco Damgaard siger i et interview i Politiken: »Det, vi vander, gror.«

Tænk, hvis vi vandede de af vores samfundsborgere, for hvem livet ikke er en dans på roser, lidt mere. Tænk, hvis vi sagde til de arbejdsløse, at vi tror på, at de gerne vil have et arbejde. Hvis vi sagde til indvandrere og efterkommere, at vi tror på, de gerne vil bidrage til det danske samfund. Hvis vi sagde til de slidte langtidssygemeldte, at vi tror på det, når de siger, at de ikke kan varetage et almindeligt arbejdsliv. Hvis vi sagde til de kriminelle, at vi tror på, at de gerne vil ud af kriminaliteten og oppebære en lovlig tilværelse.

I stedet har vi en statsminister, som siger, at hun er bange for at gå i vaskekælderen og at køre i S-tog. Og bevæge sig rundt i Storkøbenhavn i det hele taget. Hvor er det uværdigt, verdensfjernt, privilegeret og ualmindeligt kynisk at bruge sin politiske position til at fortælle de af vores samfundsborgere, som kæmper allerhårdest og har de dårligst mulige betingelser for at skabe et hverdagsliv, der fungerer, at man ikke tror på dem.

Forfatter og psykolog Glen Bech har adresseret præcis denne mistro i sin bog ”Jeg anerkender ikke jeres autoritet”. Den burde alle politikere læse. Han var også årets nytårstaler på DR2’s ”Deadline”. Her sagde han blandt andet sådan her: »Som samfund frarøves vi nogle af de største talenter, potentielt set dygtigste politikere, ledere, journalister, og ja, også forfattere og psykologer, bl.a. pga. pengemangel samt dennes mangels afledte konsekvenser for en familie.«

Tænk, hvilket samfund vi kunne skabe, hvis politikerne begyndte at tro på alle borgere – ikke bare dem, der lever det almindelige (kedelige?) liv efter socialdemokratiske forskrifter. Som Glen Bech siger – tænk, hvilken forskel det ville gøre, hvis vores magt- og beslutningstagere kom fra andre samfundslag end dem med klaver i stuen og bogreol i hjørnet. 

Det første skridt på den rejse er, at vores politikere begynder at tro på, at vi alle gør det så godt, vi kan. Tak til Tingbjerg Skole for at vise et smukt eksempel på, hvad sådan en tillid kan betyde. Nu må Christiansborg tage ved lære.