Slip den private sektor fri

I regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering er der et helt afsnit om frisættelse af den offentlige sektor i form af et opgør med administration og bureaukrati. Her står indledningsvist: »Regeringen vil gennemføre den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie og grundlæggende forandre den måde, velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på.«

Dette er en ambition, som flere tidligere regeringer har ønsket at kunne bidrage til, men hidtil uden større succes, hvorfor det bliver interessant at følge, om det denne gang lykkes, idet der i regeringsgrundlaget ikke er nærmere indikationer af, hvordan ambitionen skal gennemføres. Men endnu mere interessant og tankevækkende er det nok, at der i regeringsgrundlaget ikke stiles mod et opgør mod administration og bureaukrati i relation til den private sektor.

Kontrolmani med dertilhørende bureaukratisering er jo også en realitet i den private sektor. For at være rimelig konkret vil jeg nævne de tiltag, der efter finanskrisen er gennemført inden for realkreditområdet og efter Danske Bank-hvidvasksagen.

Efter finanskrisen blev den oprindelige ide med realkreditinstitutionen opgivet, idet realkreditlån ikke længere kunne ydes med sikkerhed i alene ejendomsværdien, sikkerheden skulle derimod primært bygge på låntagerens personlige økonomiske forhold.

Skiftet er gennemført ved lovgivning og ved Erhvervsministeriets konkretisering heraf i bl.a. ”Bekendtgørelse om god skik for boligkredit”. Denne bekendtgørelse indeholder et helt kapitel om kreditværdighedsvurdering.

Dette kapitel afliver definitivt den oprindelige ide med realkreditinstitutionen med formuleringen: »Kreditværdighedsvurderingen må ikke basere sig alene på værdien af en fast ejendom.« Dette suppleres – så ingen skal være i tvivl – med, at realkreditlån forudsætter, at der foretages »en grundig vurdering af låntagerens kreditværdighed«, der endvidere skal baseres på »oplysninger om låntagerens indtægter og udgifter og andre finansielle og økonomiske forhold, der er nødvendige, tilstrækkelige og forholdsmæssigt afpassede«.

Ovenstående afspejler de drastiske ændringer, der har ændret realkreditsystemet, så det nu nærmest ligner traditionel bankvirksomhed til private med pant i fast ejendom, hvad der vel også hænger sammen med bankernes indtog i realkreditten.

Og skiftet har også medført en bureaukratisk opblomstring. Forudsætningen for at yde et realkreditlån efter kapitlet om kreditværdighedsvurdering er nemlig – foruden den meget informationstunge og detaljerede undersøgelse af personlig kreditværdighed – at långiveren (realkreditinstituttet) selv skal vurdere den ejendom, der skal belånes. Og det gælder, uanset hvilken belåningsgrad der bliver følgen. Så selv om belåningsgraden forbliver meget lav (f.eks. under 25 pct.), sættes en sådan vurdering i gang, selv om der næppe er eksempler på, at lån, inde nfor 25 pct. af ejendomsværdien, nogensinde er blevet nødlidende.

Danske Banks medvirken til hvidvask via bankens filial i Estland, der blev erhvervet i 2007, har udløst et administrativt monstersystem, som næppe har sin lige i det offentlige. 

Det skal givetvis ses i forlængelse af, at der i den estiske filial var pengegennemstrømninger på svimlende 1500 mia. kr. fra især kredse i det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa. Pengestrømme, der også i mange tilfælde var forbundet med hvidvask og anden meget alvorlig kriminalitet, bl.a. våbensalg til kriminelle organisationer.

Det er ikke mindst hvidvaskloven fra 2020, der har udløst dette monstersystem. Hvidvask, som der kan ligge grov kriminalitet bag, skal naturligvis stoppes, og de skyldige skal dømmes. Men i implementeringen af hvidvaskloven skydes der med spredehagl.

Hvorfor skal f.eks. alm. kunder i pengeinstitutter i henhold til hvidvaskloven belemres med en bunke spørgsmål mv., som har meget lidt med hvidvask at gøre? Jeg er derudover overbevist om, at såkaldt fysiske personer, altså mennesker af kød og blod, ikke direkte er knyttet til hvidvask, idet personlig medvirken da er alt for let at påvise. Derfor skjules den personlige forbindelse via alskens former for selskabskonstruktioner, også kaldet juridiske personer, gennem ofte flere led og lande. Det var, så vidt jeg er orienteret, også tilfældet i Danske Banks estiske filial. På denne baggrund vil jeg mene, at hvidvaskloven er uintelligent og ufokuseret, hvorfor den snarest må ændres.

Opgivelsen af den oprindelige ide med realkreditinstitutionen, dvs. belåning med sikkerhed i ejendomsværdien, til primært at basere realkreditlån på den personlige sikkerhed med den tilhørende administrative opblomstring, samt det administrative monstrum udløst af hvidvaskloven, har i øvrigt et fælles udgangspunkt: centrale aktørers svigt. Det var realkreditinstitutioner (med uansvarlig långivning til ikke mindst ejendomsspekulanter o.l.) og Finanstilsynet (ved ikke i tide at gribe ind mod den uansvarlige långivning), der svigtede op til Finanskrisen, og det var Danske Bank, der lukkede øjnene for medvirken til omfattende hvidvaskaktiviteter, der nu har betydet, at banken til amerikanske myndigheder har måttet betale over 10 mia. kr. Trods dette er ingen af de centrale personlige aktører blevet idømt straffe.

F.eks. opgav Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet i april 2021 at sigte direktionsmedlemmer i Danske Bank for medvirken til hvidvask.

Dette er tilfældet, selv om Danske Bank over for amerikanske myndigheder nu har erkendt at have udvist »bevidst eller grov uagtsomhed« i forbindelse med hvidvask, hvorfor banken nu har måttet betale over 10 mia. kr. til de amerikanske myndigheder.

Derfor må det stærkt undre, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet i april 2021 frafaldt at sigte direktionsmedlemmer i Danske Bank. 

Det er let at forstå, hvorfor denne lumpne udvej forsøges. For var der kendskab til disse oplysninger, var og er tiltalefrafaldet uantageligt. Og hvis der ikke var kendskab til disse oplysninger, må ledende medarbejdere i Danske Bank åbenbart have fortsat med at lyve og bedrage, som det også i lang tid skete over for de amerikanske myndigheder. Og så burde straffesagen også genoptages.

Men derimod er det andre, som er blevet ramt af disse svigt – og uretfærdigt ramt – hvilket ikke er i orden. Nemlig låntagere i realkreditinstitutioner, og ikke mindst dem, der ikke længere kan få realkreditlån med de heraf følgende mulige alvorlige konsekvenser, samt alm. bankkunder, der skal besværes af og betale for den ekstra informationsbehandling – ofte unyttig information – der følger af hvidvaskloven.

Det er min opfattelse, at vejen til at stoppe det administrative makværk i de her skitserede to eksempler i den private sektor kræver samme fremgangsmåde, som jeg tror også er nødvendig i den offentlige sektor: nemlig ansvarliggørelse. I den offentlige sektor må frisættelse, efter min vurdering, ledsages af lettere adgang til afskedigelse af ledere, der svigter. Og i den private sektor især ved skærpede bøder/straffe til personer for afgørende svigt.

Det har en flertalsregering mulighed for. Måske på andre måder end her anført, idet bedre fremgangsmåder kun er ønskelige, men tillige ved at tilbagerulle dårlig lovgivning, bl.a. i relation til realkredit og hvidvask.