I år er det 500 år siden, Sverige slap fri fra Danmark

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I Sverige vil 2023 blive et særligt år. Ikke blot vil landet måske blive medlem af Nato, og den svenske konge Carl XVI Gustaf vil have 50-års regeringsjubilæum.

Svenskerne vil også kunne fejre, at det er 500 siden, at landet endegyldigt løsrev sig fra Kalmarunionen og de danske kongers overherredømme. Og det vil blive markeret hele året i forbindelse med en lang række arrangementer.

Det er så vigtigt i Sverige, at den svenske konge ligefrem gjorde et nummer ud af det i sin juletale til nationen den 25. december.

Det var den 6. juni 1523, at kong Gustav Vasa kunne tiltræde som konge for et selvstændigt Sverige, som ellers havde været under dansk herredømme – reelt siden 1389 – formelt med Kalmarunionens indstiftelse i 1397. Af samme grund er den 6. juni Sveriges nationaldag. Svenskerne fejrer simpelthen hvert år, at de blev fri for at være under Danmark. Og i år giver de den endnu mere gas, fordi det som sagt er 500 år siden.

Sverige havde været en selvstændig stat tidligere – før 1389. Men med løsrivelsen fra Danmark i 1523 blev det moderne Sverige født. Og Sverige har ikke siden været underlagt nogen fremmede magter.

Hvad ikke mange danskere er opmærksomme på, er, at de første knap 300 år efter løsrivelsen i 1523 var det nuværende Finland også en del af Sverige. En stor del af Finland var faktisk allerede i midten af 1100-tallet kommet under de svenske kongers overherredømme, og da dronning Margrete I underlagde sig Sverige i 1389 (1397), kom Finland således med ind under Danmark.

Dette er med til at forklare det særligt tætte bånd, som stadig i dag eksisterer mellem Sverige og Finland, og som – ud over de strategiske og sikkerhedspolitiske overvejelser – var medvirkende til, at de to lande valgte at søge om optagelse i Nato samme dag.

I løbet af tiden fra 1523 og frem til 1900-tallet blev det moderne Sverige udviklet. Det var et land, hvor de mange råstoffer i undergrunden var med til at sikre en rigdom, som gjorde det muligt for Sverige i løbet af 1600- og 1700-tallet at blive en stormagt i Europa. Dette kom blandt andet til at gå ud over Danmark med de mange nederlag i Svenskekrigene til følge.

Finland var med hele vejen – sammen med det øvrige Sverige – indtil landet blev erobret af Rusland i 1808 og i 1809 formelt blev udråbt til at være et uafhængigt storfyrstendømme. Reelt var Finland dog herefter underlagt Rusland, idet det altid var den russiske zar, der var finsk storfyrste.

I løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet tog industrialiseringen i Sverige til, og Sverige begyndte på den måde at adskille sig fra Danmark, hvor landbrugssamfundet i højere grad kom til at spille en stor rolle langt op i tiden. Helt frem til 1960 var værdien af den danske landbrugsproduktion således højere end værdien af den danske industriproduktion.

Til gengæld kom Danmark og Sverige til at ligne hinanden med hensyn til blandt andet udviklingen af den særlige nordiske velfærdsstatsmodel (sammen med Norge og til dels Finland, som blev selvstændigt fra Rusland i forbindelse med Den Russiske Revolution i 1917).

Mange svenskere mener, at Sverige spillede en særlig rolle i udviklingen af den nordiske velfærdsstat i begyndelsen af 1900-tallet. Derfor har de også et særligt begreb for den, som stammer den socialdemokratiske politiker (og statsminister) Per Albin Hansson (i 1928): ”Folkhemmet”.

Mange danske politikere og historikere vil nok mene, at den nordiske velfærdsstat i lige så høj grad i praksis er udviklet i Danmark og Norge. Det var i høj grad begivenhederne under Første Verdenskrig (Fra 1914 til 1918), der gjorde, at man i alle de tre skandinaviske lande rykkede sammen – både internt, så staten i hvert af landene begyndte at bidrage til at sikre velfærden for både arbejdere og bønder i de vanskelige økonomiske tider – og mellem de skandinaviske lande gennem en udvidelse af samarbejdet landene imellem (også selv om ingen af de skandinaviske lande faktisk var med i krigen).

Det er således heller ikke noget tilfælde, at de Norden-foreningerne, hvis hovedformål var at fremme det nordiske samarbejde, blev dannet i både Danmark, Norge og Sverige i netop 1919 – i kølvandet af Første Verdenskrig. Siden blev det praktiske nordiske samarbejde endnu kraftigere udbygget i praksis – ikke mindst i årene efter Anden Verdenskrig, som endnu engang fik de nordiske lande til at stå sammen. Blandt andet om at etablere et fælles arbejdsmarked (fra 1946 for Sveriges og Danmarks vedkommende og fra 1954 desuden med deltagelse af Norge og Finland), en pasunion (fra 1951), Nordisk Råd (fra 1952), Nordisk Ministerråd (fra 1971) og en lang række andre initiativer.

Dog har der også været mislykkede forsøg på at udvide det nordiske samarbejde, blandt andet forhandlingerne om dannelsen af et skandinavisk forsvarsforbund i årene 1948-49 og om etableringen af en nordisk toldunion og et nordisk fællesmarked i perioden 1947-1959 og 1968-1970 (NORDEK).

Når disse initiativer ikke blev til noget, skyldtes det, at der – trods alle lighederne mellem landene – alligevel eksisterede visse forskellige nationale økonomiske og politiske interesser, som selv den stærkeste nordiske fællesskabsfølelse ikke kunne udrydde.

Svenskerne vil således med fejringen i hele 2023 markere, at der for 500 år siden begyndte en udvikling, som skabte det moderne Sverige, som blev en konkurrent og modpart til de tidligere overherrer, danskerne, men som i løbet af 1800-tallet og – navnlig 1900-tallet og frem til i dag – i meget høj grad også begyndte at samarbejde fredeligt med Danmark og de øvrige nordiske lande og folk, fordi det var nogle af dem, som de havde det største historiske og kulturelle fællesskab med.