Skammen er blevet et våben
Vi er nået dertil, hvor vi bruger skammen mod hinanden. Det er ikke kønt at se på – og helt forkert. Skam burde få os til at sænke blikket i stedet for at pege fingre.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Udskamningen har sin storhedstid. For nylig var det den folkekære skuespiller Flemming Jensen, der for åben skærm og i bedste sendetid blev anklaget for rendyrket racisme.
Ja, han skulle i den grad skamme sig, mente det renfærdige tæskehold bestående af en ung krænkelsesparat grønlænder, studerende i arktiske studier, og pragteksemplet på en politisk korrekt venstrefløjspersonage journalist David Trads.
Og de så ligefrem ud til at nyde tilintetgørelsen og udskamningen – fryde sig over udraderingen af et andet menneske – begge så høje af selvgodhed, at man næsten hører dem tænke: ”Tak Gud, at vi ikke er som racisten dér, Flemming Jensen.”
Efterfølgende udtalte Jensen selv: »Jeg mindes ikke, at noget har ramt mig så hårdt« – nej, det er klart, for det menneskelige blik havde dømt ham moralsk underlegen og ude.
Den kynisme vokser frem i disse år, hvor udskamningen takket være de ideologiske altopløsende massebevægelser har særdeles gode vilkår, og det menneskelige blik hæves op til det dommersæde, der alene tilkommer Gud.
Udskamningen giver en lun følelse af selvgodhed, men det samme sker, når forståelsen af skammen som et eksistentielt forhold udvandes.
Skammen er blevet et våben, vi bruger mod hinanden, som når den vredladne Greta Thunberg med den anklagende pegefinger sender flere generationer i skammekrogen, og Politiken på lederplads udskammer (den ikke så lidt hykleriske) grønne politiker Theresa Scavenius, der vist både havde klimaskadelige flyrejser og taxature på samvittigheden.
Nuvel – udskamningen giver en lun følelse af selvgodhed, men det samme sker, når forståelsen af skammen som et eksistentielt forhold udvandes.
Forleden hørte jeg bioetiker Mickey Gjerris i P1-programmet ”Genstart” fortælle, at når han i mangel af havremælk hældte en sjat komælk i sin kaffe, ja, så skammede han sig.
Han burde vel have tilsidesat sine egne behov af hensyn til biodiversitets- og klimakrisen, fordi han efter eget udsagn søger livet igennem at sætte mindst muligt klimaaftryk.
Selvretfærdigheden var svær at overhøre, og programmets vært påpeger, at den lille sjat mælk ikke gør nogen forskel for koen – ej heller for klimaet.
Men Gjerris’ pointe var, at vi ikke skal være så bange for skam – for skam er et resultat af, at du ikke har gjort det godt nok.
Hvad Gjerris og alle mulige andre glemmer, er, at skamfølelsen skal have en forankring i andet end vores egen moralske eller etiske mavefornemmelse. For skam ender i selvretfærdighed og selvfrelse, hvis man alene skammer sig over ikke at leve op til sine egne forventninger til sig selv – for skammen er et eksistentielt forhold.
Den, der af hjertet skammer sig, skammer sig ikke over en enkelt bemærkning eller fejl, en flyrejse eller en sjat mælk, der er anledning til skammen – nej, man skammer sig over sig selv.
Skammen er totaliserende – og som cand.teol., ph.d. Mikkel Christoffersen formulerer det, peger skam »ud på en totalitet, som mennesket står i forhold til og derfor må have en slags ærefrygt for«.
Den skam kan man ikke vriste sig fri af eller lægge afstand til. Og skønt man gør modstand, holder skammen én fast – fordi den ikke bare er forankret i tidsåndens kollektive ideologiske norm, men er forankret i noget transcendent, noget evigt. Den egentlige samvittighedsskam er derfor ikke mulig at distancere sig fra.
Man har forholdt sig forkasteligt og er dermed faktisk selv forkastelig.
Skam er det selvforhold, der ikke skal få os til at pege fingre ad andre, men sænke blikket og hviske: »Gud, vær mig synder nådig.« For skam er en afsløring af vores syndighed. En afsløring af dem, vi er.