Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Bekymringen flygter fra virkeligheden

Håbet lever ikke i fremtiden – bekymringen lever i fremtiden, frygter fremtiden og drages imod den – mod den forestående undergang.

Fornemmelsen af en nærtstående undergang er næsten uundgåelig, når man læser nyhederne, mærker til den kriseorienterede samfundsstemning, lytter til de vrede unge og knap så unge, der forsamler sig i taktfaste klimademonstrationer og forvisser os om, at fremtiden ikke længere er – og at verden ikke længere er et sted for børn at fødes.

Verdenshavene stiger, indlandsisen smelter, skovene brænder, jorden slår revner af tørke, dyrearter uddør, og mennesker jages på flugt, mens breaking news døgnet rundt fylder vores stuer og sind med krigens rædselsskrig, krigsforbrydelser, massegrave i dybe skove, hvide kors, tomme blikke og trusler om brug af biologiske og kemiske våben.

Undergangsangsten er gået i blodet af tidens menneske og akkompagneres af alarmerende trivselsundersøgelser blandt unge – ja, ikke kun de unge, aldrig har det vestlige menneske været så bedrøvet som nu. Men undergangsangsten har løbet i menneskets blodbaner også i glade tider, uden inflation, ubetalelige varmeregninger og udhulede bankkonti. Undergangsangsten hører selve menneskets eksistens til: »Der skal være klingrende frost og skarpe vinde, ingenting har gavn af solen. Der er tre sådanne vintre, uden sommer imellem,« fortæller den nordiske mytologis Eddadigtning om fimbulvinteren, der er indledningen til verdens undergang, til Ragnarok.

Undergangsangsten har løbet i menneskets blodbaner også i glade tider, uden inflation, ubetalelige varmeregninger og udhulede bankkonti. Undergangsangsten hører selve menneskets eksistens til.

Sneen vil falde i alle verdenshjørner, solen sortner, jorden synker i havet, og stjernerne slukkes på himlen. Og såvel som angsten for opløsningen i en fjerntliggende fremtid altid har hørt til menneskets eksistens, har vi også altid haft erfaringen af, at undergangen kan være temmelig nærværende i det, der lige nu er vores tilværelse og liv – med alt det, et menneskeligt liv er.

For også i vores lille konkrete liv viser den store undergangsfortælling sig som tegn i sol og måne på, at afgrunden har åbnet sig, og hele tiden står lidt på klem, når vi taber kærligheden, taber blikket for hinanden, taber modet og meningen og mærker, at i denne blygrå tid på året er sjælen lidt mere gennemsigtig end på alle årets andre måneder – sindet er tungt, og hjertet stille. Tilværelsens undergangstoner forsvinder nemlig ikke ind under jul, tværtimod, men kan dæmpes i adventstiden af håbets nænsomme berøring af vores menneskehjerte.

Og jeg tror, ja – jeg er helt overbevist om, at vor tids bekymrede undergangsængstelige menneske måske mere end nogensinde før trænger til at høre forkyndelse af det håb. Det kristne håb. For »mens bekymringen søger at få fremtiden i sin magt og derfor falder ind under fremtidens forbandelse, så giver håbet sig i fremtidens vold – i nådens vold«.

Sådan skrev præst i Esajas Kirke i København Kristoffer Olesen Larsen i 1972 i et adventsbrev til sin menighed. Hvor bekymringen tror, at fremtiden alene er menneskets hovedpine – da ved håbet, at fremtiden er i Guds hånd. Og derfor er det alene håbet, der sætter os i stand til at blive i verden og i det liv, der nu engang er vores, uanset i hvilken skikkelse det viser sig for os. Og når vi bevæger os gennem hjertets tyste landskab i adventstiden, da er det håbet, der kommer os i møde.

Kun i håbet føder moderen sit barn under udslettelsens kår og bombardementernes hærgen, i håbet bliver menneskene ved deres grave – for håbet lukker ikke øjnene for døden, men forventer opstandelsen. At håbe betyder ikke, at vi fortrænger øjeblikkets nød, for bomberne, der faldt i nat og tog livet ud af mennesker. At håbe betyder ikke, at vi lader kriserne og katastroferne stå til uden at tage ansvar, eller at vi lader himlen rulle sammen som en tapetrulle over vores lille menneskeliv uden at kæmpe imod det – nej, at håbe betyder at tro på en forløsning, vi ikke kan give os selv. Glædelig advent.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.