Afmagten er porten til mennesket i sorg

Jeg tænker på ordene, hun sagde, hvert år ved allehelgen: »Der går et år – så kommer lyset.«

Sådan sagde en ung kvinde engang til mig. Hun havde lige mistet sin mand. Hun sørgede. Hun græd. Hun var enke nu – alene med to små børn.

»Der går et år – så kommer lyset,« sagde hun og stod dér i mørket – og der var mørke foran hende.

Og hun havde ret, sådan er det med sorgen – vi skal udvise en tålmodighed, der er uvant for det moderne menneske – og på en eller anden måde, ja, så skal der gå et år: Vi skal forbi den første juleaften, hvor to hænder mangler for at kunne nå i dansen omkring træet, forbi ungernes fødselsdag, forbi afdødes fødselsdag, forbi påsken og tomme grav – forbi sankthansbålet, der åbner døren til sommerens solmættede lykke og lyse uendelighed.

Vi skal igennem sensommerens melankoli, efterårets forfald og de oktobermørke haver – igennem de korte dage og lange nætter ved allehelgen – og hele tiden mærke, at sorgens stille sted er det mest ensomme sted, vi nogensinde vil opleve at stå.

For i sorgen er vi et sted, hvor vi ikke kan nå hinanden, fordi døden ikke kun er kommet imellem os og den døde, men erfaringen af døden er kommet imellem os og de andre levende. Ingen – end ikke det kærligste menneske, du kender, kan trænge helt ind til dit ensomme mørke og hente dig ud derfra.

Men det er kun gennem at dele mørket – at du og jeg kan mødes – dele mørket. Tåle mørket. Have mod til at tåle, at mørket er tæt, og tiden ufremkommelig. Tåle smerten. Være tålmodige. Og vi kan ikke andet end det, for vi kan ikke lindre eller lette sorgen for hinanden:

Og vil den sørgende egentlig trøstes? Nej, for trøst er det samme som at svigte den, vi har mistet. Men afmægtig er den, der gerne vil trøste, for der er kun afmagten tilbage, som det moderne menneske af alle kræfter forsøger at undgå – og bemægtige os livets allermest afmægtige forhold.

Derfor gør vi sorgen til en sygdom, en diagnose – en afvigende tilstand, vi på en eller anden måde kan håndtere. Gøre noget ved. Behandle – lindre – få til at gå over. Det må vi ikke – for sorgen er hjemløs kærlighed og den eneste måde at være i livet på, når den elskede er død – ja, det er at sørge.

Og afmagten er porten til det menneske, der sørger og har brug for følgeskab i mørket. Vi kan ikke give hinanden lyset – men vi kan blive siddende sammen i afmagtens mørke, i smerten og i håbløsheden – være og vente med hinanden på, at der går et år – at lyset kommer tilbage. Og i afmagtens mørke være hinandens lys, være hinandens liv, vække morgenrøden i den andens hjerte, så den sørgende ikke mister troen på lysets bærekraft.

Men vi lyser ikke i kraft af os selv, og det er, som om det moderne menneske har opdaget det og valfarter i kirke til allehelgen, hvor der kommer flere til gudstjeneste end til påske.

Hvorfor? Ja, fordi vi måske mere end nogensinde har brug for at blive mindet om, at livskraften kommer fra herlighedshåbet – evighedshåbet – håbet om, at vi skal mødes igen i Guds lysende land. Og kun som lysets børn, som Guds børn, kan vi lære, at mørket kan være vores ven, fordi noget har været fint – at det var ubærligt at miste.

Og derfor er det ikke alle huller i hjertet, der skal syes sammen. Ikke al smerte, der skal lindres, men der er noget, vi må leve med som en del af alt det, livet er. Kærlighed, der var, det kærlighedsaftryk, vores elskede har sat på vores liv, vil altid være der.

Men »der går et år – så kommer lyset«, sagde den unge kvinde. Det var hendes afdøde mand, der havde sagt ordene engang til hende, til lys, til liv.