Derfor taber de borgerlige med et brag på tirsdag

Der er flere grunde til, at de borgerlige partier taber tirsdagens folketingsvalg med et brag. En af dem er, at de i forvejen befinder sig i en dyb identitetskrise. Værst står det til hos de to gamle – De Konservative og Venstre – mens Liberal Alliance og Nye Borgerlige i det store og hele har fundet deres naturlige plads på Christiansborg ved netop at tilbyde et alternativ til den dominerende dagsorden og vinklingen heraf i mainstreammedierne.

Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Moderaterne er kapitler for sig selv, som jeg vil lade ude af ligningen her, fordi jeg tvivler på, at det giver mening at opfatte dem som borgerlige. OK, ledelsen af DF er nok; partiets vælgere er næppe. Heraf følger partiets historiske kollaps.

Hvad er der galt med de gammelborgerlige partier? Ja, de er, som historikeren Christian Egander Skov har peget på i en nøgtern analyse af den borgerlige krise i en bog af samme navn, blevet liberale, ja, venstreliberale. De har omfavnet internationale konventioner, et stedse mere føderalt EU, den tiltagende klimaideologi, multikulturalismen, normstormeriet og velfærdsstaten – og ført an i en optimistisk og liberal globalisme alt for længe uden sans for de geo- og energipolitiske kendsgerninger. De har også ignoreret den demografiske forandring af Danmark, nægtet at forstå islams politiske konsekvenser, øget statens centralisering og medvirket til at ødelægge folkeskolen.

Den blå tråd i dette synderegister er, at de to traditionelle borgerlige partier har overtaget venstrefløjens trosbekendelser én efter én for at gå i ét med tidsånden i et naivt håb om at placere sig selv på den ”rigtige side af historien” og vinde status hos de smarte og rigtige i de progressive byer, virksomheder og selskaber.

De er med andre ord holdt op med at tænke selv, og modsat hvad man godt kunne være hovskisnovski at tro, bliver det gerne straffet. Folk foretrækker den ægte vare for kopien.

Der findes talrige eksempler herpå. Den partiløse Martin Henriksen fremdrog ét i torsdagsavisen, da han undrede sig over, hvorfor borgerlige politikere har hjulpet den virkelighedsbenægtende kønsdagsorden på vej, medvirket til at give grønt lys til juridisk kønsskifte for børn og deres progressive forældre og ukritisk taget LGBTQ-bevægelsen til sig. Lad dog venstrefløjen om det.

Et andet og større eksempel er adoptionen af klimaideologien. Hvorfor vil de borgerlige lege Gud ligesom venstrefløjen?

Tag for eksempel De Konservatives spritnye klimaudspil, der ligner SF’s eller Enhedslistens til forveksling, men er underskrevet af Søren Pape Poulsen, selvfølgelig med en vindmølle på forsiden. Udspillet begynder med en sigende trosbekendelse og udarter snart til den rene og skære overtro: »Vi tror, at det er muligt at sikre den nødvendige grønne omstilling, uden at det samlet set koster vækst og arbejdspladser i Danmark. Naturligvis kan der være enkelte brancher, som påvirkes, men samlet for samfundet skal det ikke gå ud over vækst og arbejdspladser.«

Jeg læste citatet op for mine teenagebørn, som må siges at være i målgruppen, og de begyndte at grine. »Vi tror,« gentog min søn. »Kan de ikke høre det selv?« Det kan De Konservative helt sikkert ikke, så længe de deponerer deres fornuft hos vindmølle- og solcelleindustrien.

Man kan gå så vidt som til at sige, at det eneste vedvarende ved partiets klimaudspil er dets fortsatte afvisning af atomkraft, brint, throrium og anden ny teknologi. For De Konservative handler klima om naturromantik. Konservative politikere er ligesom mange andre politikere bymennesker, som nemt forledes af sloganet om ”urørt natur”. Her glemmer de bare, at skov- og træproduktion er en af de mest effektive måder at binde CO₂ på, ligesom træ er langt mere klimavenligt end beton og andre byggematerialer. Skoven skal ikke fredes, men anvendes smart og forsvarligt. Hvor skal træet ellers komme fra? Skal vi også til at importere det, ligesom vi har importeret russisk gas? Naturromantik er ikke klimapolitik. Og en ”klimapolitik” uden en grundlæggende forståelse af, hvor energien til vores samfund skal komme fra – ud over vind og sol – og hvordan vi beskytter forsyningssikkerheden i volatile tider, er politisk gas.

Problemet for de venstreliberale borgerlige partier er ikke alene, at venstrefløjsere er bedre venstrefløjsere, og at socialdemokrater er bedre socialdemokrater, men også at Mette Frederiksen på flere måder er bedre til at være konservativ end det parti, der smykker sig med titlen. På tirsdag får Venstre og De Konservative som fortjent.