Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Er du en tvivlende rød stemme? Så er her en valgguide til dig

To professionelle socialdemokrater skuer ud over landets valgkredse og giver deres bud på, hvem den tvivlende venstreorienterede vælger skal krydse af. Og hvem de ikke skal stemme på...

Artiklens øverste billede
Statsminister Mette Frederiksen med lederne for støttepartierne, Radikales politiske leder Sofie Carsten Nielsen, Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen og SFs formand Pia Olsen Dyhr. Arkivfoto: Jens Dresling

Kandidattests er stærkt overvurderede, og paneldebatter i denne valgkamp er ulidelige at se på, da mængden af opstillede partier er gået over gevind. Derfor har vi inspireret af Rune Selsings borgerlige valgguide, lavet en guide til den venstreorienterede vælger.

Vi er begge professionelle socialdemokrater af værste skuffe, så vi vil i videst muligt omfang undgå at anbefale kandidater fra vores eget parti, så vi derved undgår at blive tænkt ind i kaffeklubfavoriseringer, der kan puste til fortidens interne konflikter.

Anbefalingerne i nærværende indlæg tager udgangspunkt i hvilke kandidater på tværs af den rød-grønne blok, som vi mener kan gøre den største forskel på Christiansborg for kongerigets arbejderklasse. Af den grund er vi desværre nødt til i næsten alle tilfælde at se bort fra radikale kandidater. Hvad er det man skal huske og aldrig må glemme? En stemme på de radikale, er en borgerlig stemme. Sådan er det jo.

Politik er blevet meget personligt og derfor vil vi selvfølgelig også kun anbefale dig at stemme personligt. Indenfor partierne er der, på trods af at partiledelserne ikke vil lade dig få det indtryk, stor forskel på hvad man mener, og det kan blive udslagsgivende for den førte politik efter et valg.

Københavns Storkreds:

Sikke en perlerække af stjerner der er stillet op i Københavns Storkreds. SF og Alternativet har deres partiformænd Pia Olsen Dyhr og Franciska Rosenkilde opstillet her. Enhedslisten har gjort det samme med deres grå eminence, skyggeleder og chefideolog Pelle Dragsted.

Det Radikale Venstre stiller igen med deres stærke kort, cykelmyggen Klaus Bondam, bedst kendt for hans sublime præstation i Langt fra Las Vegas. Han skal udfordre den siddende MF’er Samira Nawa. Dem kan vi ikke anbefale dig at stemme på. Hvis du absolut skal stemme på en radikaler, så vil vi anbefale det unge håb Thomas Rohden, der som en af de eneste politikere i det her land tør tale det kinesiske kommunistdiktatur midt imod, for deres menneskerettighedsovertrædelser.

Hvis vi skal bevare et progressivt flertal i folketinget, så skal flere stemme på Alternativet, så vi ikke risikerer stemmespild. Franciska Rosenkildes stil virker også mere seriøs end forgængernes sexgyngefester og rusketure, og hvis du overvejer liste Å, så vil vi gerne anbefale dig at stemme på Christina Olumeko, der med kombinationen af at være model og kunne kode i Python er en sjældent set kapacitet for venstrefløjen.

Enhedslisten stiller både overvinterede koldkrigere som Jette Gottlieb op, samtidig med den nye generation af Nørrebro-Left-Wing-Yuppier som Rosa Lund og Leila Stockmarr. Hvis du derimod vil stemme på en rigtig venstreorienteret arbejder med hård hud på fingrene, og som kan organisere en byggeplads, så skal du stemme på mureren Louis Jacobsen. Vi har brug for flere tillidsrepræsentanter på tinge.

Udover at SF stiller med selveste partiformanden i København, så har de også de to stærke kvinder Lisbeth Bech-Nielsen(tidl. Poulsen) og Halime Oguz, som er flankeret af veganer-rapperen Carl Valentin. Halime Oguz er et stærkt bud, og vi kipper i største respekt for at hun som både venstreorienteret og indvandre tør at tale den politiske korrekthed midt imod, og går til modangreb på social kontrol.

Både Thomas Rohden (RV), Christina Olumeko (Å), Halime Oguz (SF) og Louis Jacobsen (Ø) har vores dybeste respekt, men i sidste ende må vi også kigge på hvem der kan gøre den største strukturelle forskel for manden på gulvet (m/k), og her tager Pelle Dragsted altså førstepladsen, da vi tror at han er den der kan trække Mette Frederiksen hårdest i ærmet til fordel for den danske arbejder.

Københavns Omegns Storkreds:

På Københavns Omegn stiller de radikale med deres formand Sofie Carsten Nielsen. Hende kan vi ikke anbefale dig at stemme på efter hendes katastrofale håndtering af rollen som Socialdemokratiets støtteparti. Ellers kan man stemme på Stinus Lindgren, der har den mindst LA-agtige hestehale i verden, Kashif Ahmad der engang stiftede et pakistansk indvandrerparti helt uden kvinder på opstillingslisten og en række andre kandidater som du hverken vil eller bør kende. Undgå her helt liste B.

Alternativet har ikke stillet nogle navnkundige kandidater op her, men de ser meget søde ud, og du bør overveje at stemme på dem, hvis du ikke nærer meget varme følelser for de andre partier i den rød-grønne blok, men du stadig gerne vil have et progressivt flertal efter valget.

Det virker generelt ikke som om, at Enhedslisten prioriterer denne storkreds i særlig høj grad, for udover endnu en overvintret koldkriger i Søren Søndergaard, så ser listens kandidatfelt her heller ikke sindsoprivende ud her.

I SF har man heller ikke rullet nogle store kanoner ind i Københavns Omegn til dette valg, men vi vil fremhæve at de har opstillet en vaskeægte arbejder, nemlig en elektriker der hedder Rasmus Peter Henriksen. Vi kendte ham ikke, og vi vidste heller ikke at der var flere privatansatte tilbage i SF, men vi vil gerne have flere arbejdere ind på Christiansborg.

Da det ovenstående udvalg ikke er fra øverste hylde her, og da vi nægter at anbefale Søren Søndergaard, så vil vi bryde vores eget dogme og anbefale en sosse her. Stem på Mattias Tesfaye. Han har været i næsten alle partier og fraktioner på den danske venstrefløj. Han er murer og kan tale til folk i øjenhøjde. Han holder nogle meget flotte lange tænkepauser. Og til de woke venstreorienterede, så kan I jo stemme på Tesfaye, da han er den første dansk-afrikaner og efterkommer af flygtninge, der er nået et af samfundets højeste embeder, hvor han nu kan være inspirator for unge med indvandre- og flygtninge baggrund.

Nordsjællands Storkreds:

I det nordsjællandske stiller Alternativet desværre heller ingen big shots op. Men som tidligere skrevet kunne de måske stadig være en stemme værd, hvis du ikke synes, at højrefløjens fodlænke-bærende, ”perker”-udråbene og privat-diplomat-rejsende bud på kommende samfundsledere skal til fadet.

På den yderste venstrefløj stiller Enhedslisten to navne op i det rige Nordsjælland, som får en klokke til at ringe hos os. Den første er Christoffer Jexen der er svømmetræner, og husbond til forfatteren, instagrammeren og podcastmageren Gry Jexen, der har gjort kvinder kendte på deres historie. Den anden er Sinem Demir, der sidder i Københavns Borgerrepræsentation og som tjener tog kampen op mod Jensens Bøfhus, da restauranten opsagde sin overenskomst med 3F.

I SF har man opstillet Peter Westermann fra regionsrådet, og derudover en række kandidater, som vi aldrig har set eller hørt om før. Peter virker meget flink.

Radikalerne derimod tager deres valg i Nordsjælland seriøst, da de har opstillet den moderate, forstandige og behagelige Martin Lidegaard. Han har vores varmeste anbefaling, da Lidegaard med et stærkt valg vil stå stærkere i kampen for, at de radikale står på en mere balanceret og fornuftig linje i næste valgperiode, hvor man kommer af med Carsten Nielsens skøre påfund. Vi må holde sammen på den rød-grønne side af stregen, og så går det ikke, at vi går rundt og vælter hinanden eller hele tiden truer herom. Lidegaard er nok også de radikales bedste garant for en dag at kravle ned for moralens høje træ, men uden at man saver grenen, man sidder på, over.

Sjællands Storkreds:

I Sjællands storkreds kommer der endelig lidt Titanernes Kamp over det. Socialdemokratiet stiller her med Næstved-drengen Magnus Heunicke, der kommer til at rydde bulen og måske slå rekord for antallet af personlige stemmer i storkredsen. Han skal slås med Lars Løkke og Jacob Mark om, hvem der bliver den største stemmesluger i Sjællands Storkreds.

Enhedslisten stiller med den tidligere SF’er Trine Pertou Mach som den eneste semikendte kandidat hos os, og melder sig derfor helt ud af kapløbet i denne storkreds.

Radikale Venstre giver dig som borger i Sjællands Storkreds mulighed for at stemme på Zenia Stampe. For en god ordens skyld vil vi anbefale dig ikke at gøre dette. Derudover har de Anne Sophie Callesen, som åbenbart sidder i Folketinget og den tidligere RU-formand Lukas Lunøe på listen, og så en række andre kandidater, som vi heller ikke kan anbefale dig at stemme på.

Michael Monberg fra Alternativet er en frisk kandidat. Han var med til at stifte Veganerpartiet og er nu gået med i Alternativet. Hvis man vil have et rødt flertal, men ikke vil have flæskesteg og and til jul, så kunne Michael Monberg være manden du skulle sætte kryds ved.

Som nævnt stiller SF med Jakob René Mark, men vi kan kun anbefale kandidater der har et efternavn, så får du ikke et rygstød herfra, Jacob. Efternavne har været påbudt i Danmark siden 1828, og hvis man har svært ved at finde på et kan man jo altid kalde sig Hansen.

På helt gammeldags nepotistisk socialdemokratisk vis er vi nødt til at anbefale alle i Sjællands storkreds at stemme på Frederik Vad. Kammerateriet er ikke dødt i det gamle arbejderparti, og både for gammel venskabs skyld, og fordi vi er henholdsvis kampagneleder for og mangeårig ven og samarbejdspartner med Frederik, så skal han selvfølgelig have en anbefaling herfra.

Bornholms Storkreds:

Spændingen udebliver som sædvanlig på Bornholm. Faktisk så lige meget hvad du stemmer på, så går solskinsøens to mandater til Lea Wermelin fra Socialdemokratiet ,og hvem det end er, Venstre stiller op denne gang. Alle andre stemmer er spildte i Danmarks eneste storkreds, der har et valgsystem, der minder om det, vi kender fra USA og Storbritannien.

Nordatlanten:

Fra Østersøen til Nordatlanten. Vi er i modsætning til andre, ikke for fine til os at blande os i, hvem der skal vælges i de oversøiske områder af kongeriget. Det kan vi sagtens gøre med ro i maven, da den ene af os er vokset op på Grønland, og den anden af os engang har været på Færøerne i tre dage.

Lige så kedeligt, som valget på Bornholm bliver, lige så spændende bliver valget på nogle af rigets andre øer. Sjúrður Skaale, hvis ordførertaler er lyspunkter ved alle åbnings- og afslutningsdebatter, problematiserer hvordan de nordatlantiske mandater kan afgøre hvem der kan blive statsminister. De nordatlantiske mandater har i en årrække fordelt sig med tre til rød blok og et til blå blok, men det kan ændre sig til det kommende valg.

Skaales eget genvalg er stensikkert. Han er et sandt renæssancemenneske, der inden han blev valgt til Folketinget første gang i 2011 har gjort karriere som gymnasielærer, reklamemand, embedsmand, journalist foruden at have skrevet og redigeret flere bøger, produceret en tv-serie og udgjort halvdelen af duoen ”Pipar & Salt”. Behøver vi at skrive mere?

Det andet færøske mandat står mellem to borgerlige partier, men kan også ende med at gå til partiet Tjóðveldi, som ikke på forhånd vil melde ud, hvem partiet peger på. De er venstreorienterede, men først og fremmest optaget af Færøsk løsrivelse fra Danmark og må derfor forventes at være til salg til den statsminister, som kan garantere mest på den konto. Måske skulle nogen overveje at gentage Lars Løkkes stunt fra sidste valg og tage en dag til Færøerne for at føre valgkamp

Men intet slår kandidaten, som sammenligner politikere med sindssyge verdenskrigssoldater. Den venstreorienterede færing kan trygt sætte sit kryds ved Skaale, der også har meldt ud, at han peger på Mette Frederiksen som statsminister, med mindre alle nordatlantiske mandater holder sig fra at pege på nogen.

Straks værre bliver det længere mod nord. Begge nuværende repræsentanter fra Grønland, Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit og Aki-Mathilda Høegh Dam fra Siumut, genopstiller og fik flotte personlige valg sidst. Da de er søsterpartier til henholdsvis SF og S, skulle der ingen slinger i valsen være. Men denne gang har Inuit Ataqatigiit ikke på forhånd meldt ud, hvem de peger på som statsminister. Det afhænger af om Mette Frederiksen eller Lars Løkke kommer mest flest indrømmelser og dermed kan SF’s søsterparti måske være med til at bringe de borgerlige til magten.

Aki-Mathilda Høegh Dam er anderledes sikker i sin sag, men har gennem de sidste tre år været mere optaget af postkolonial symbolpolitik end af at levere konkrete forbedringer for det mange udsatte grønlændere, som har brug for en stærk stemme. Den klassebevidste grønlandske folketingsstemme bliver derfor svær at sætte her.

Man må derfor trodse partifarven og overveje at sætte sit kryds ved Atassuts Arnánguak Jeremiassen eller Samarbejdspartiets Tillie Martinussen. De har ikke en jordisk chance for at komme ind, men kan sende et signal om, at Rigsfællesskabet skal udvikles, ikke afvikles, hvis vi skal hjælpe helt almindelige grønlandere.

Fyns Storkreds:

På Fyn stiller de radikale med intet mindre end en repræsentant fra den radikale højadel, nemlig Rasmus Helveg Petersen. Ironisk nok at netop Radikale minder mest om DF, når det kommer til de nepotistiske tendenser. Med sig har han nogle kandidater, som vi ikke kender, og vi er igen-igen nødt til at advare mod at stemme på nogen fra Liste B.

Alternativet har igen en perlerække af kandidater vi ikke ved hvem er, men vi vil gerne kvittere for forvirringen i, at i på Fyn har en kandidat der hedder Nyborg til efternavn, men som bor i Odense. Her kunne det være rart med noget stringens.

Vikaren fra helvede, også kendt som Karsten Hønge, er opstillet for SF på Fyn, hvor han bliver gjort selskab af partiets næstformand Lise Müller, som vi aldrig har hørt om, men som er sygeplejerske, hvilket er flot af hende. De andre SF-kandidater har vi heller ikke hørt om.

Enhedslisten har Victoria Velásquez i spidsen på Fyn. Vi vil gerne kvittere for det seje efternavn, der får os til at tænke på hede revolutioner og cigarrygende kommandanter i den latinamerikanske verden. Vi er sikker på at det giver point i Ø’s bagland, hvor mange ynder at bære t-shirts med tryk af massemorderen Che Guevara. De andre Enhedslisten-kandidater på Fyn har vi ikke hørt om.

Vi vil gerne sende en honourable mention til Thomas Skriver Jensen fra Socialdemokratiet, og Camilla Dalum Jensen fra Enhedslisten. Det er to unge arbejderkandidater, og sådan nogle har vi brug for, hvis Folketinget ikke skal sande helt til som beskæftigelsestilbud for kandidater fra universitet, der gerne vil bevise hvor dygtige de er. Thomas er industritekniker, tillidsmand og tidligere formand for Metal Ungdom. Camilla er frisk udlært møbelsnedker.

Vores anbefaling på Fyn må og skal gå til Karsten Hønge, fordi han er skideskæg og tit fortæller sjove historier om dengang, han var tømrerlærling og altid gik i korte bukser. At han, jævnfør ovennævnte afsnit om de nordatlantiske mandater, er den eneste MF’er til venstre for midten der interesserer sig for de nordlige egne af riget trækker bestemt ikke ned. Vi undrer os dog meget over, at Hønge på flere af hans valgplakater poserer med en forhammer så stor at han er ved at segne under vægten. Det er ikke så prof at blære sig med værktøj, hvis man knap kan løfte det.

Sydjyllands Storkreds:

I det syd- og sønderjyske kender vi heller ikke Alternativets kandidater, men du kan jo overveje at stemme Å, hvis du vil være sikker på, at der er et flertal uden om Vermund, Messerschmidt og Støjberg.

SF i Sydjylland imponerer os ikke. Karina Lorentzen som vi i researchen til denne artikel fandt ud af er gruppeformand i SF, er opstillet her sammen med den tidligere ret så slagkraftige SFU-formand og tidligere DM i Debat vinder Nanna Bonde. Bonde var tidligere højt på strå og en inspiration for mange unge piger i politik, men det politiske projekt der dengang stod skarpt, er ikke så tydeligt længere. Nanna er dog rigtig flink.

I Sydjylland har Enhedslisten ikke stillet nogen op, som vi kender, men vi bed mærke i Rasmus Vestergaard Madsen, der både er økologisk landmand og socialpædagog, der er i teorien måske er den bredest mulige appel på venstrefløjen.

I Sydjyllands Storkreds vil vi anbefale dig at stemme på en radikal for engangs skyld, nemlig the one and only Lotte Rod. Anbefalingen af Rod skyldes til delvist det svage kandidatfelt i Sydjylland, delvist at hun er den eneste mulige arvtager til Radikales engang så hæderlige skolepolitik. Men først og fremmest vil vii gerne vil kvittere for at Lotte satte gang i en kædereaktion, der lige nu ser ud til at lede de Radikale mod afgrunden i dansk politik. Lotte besad det lår, som Morten Østergaard berørte uden at have samtykke. Lårberøringen resulterede som bekendt i et meget langt møde i Den Sorte Diamant, som endte med at MØ ikke længere kunne være formand for de radikale.

I stedet indtog Sofie Carsten Nielsen, på trods af at hun kendte til Østergaards krænkelser, rollen som politisk leder, og siden da har Carsten Nielsen kun brugt sin skarpladte radikale pistol til at skyde på sin egen og sine alliancepartneres fod. Vælgerne i dette land er ikke dumme, selvom man ofte mistænker radikalerne for at mene det modsatte, og vælgerne står lige nu til at halvere RV’s mandattal. Tak Lotte!

Østjyllands Storkreds:

I det østjyske har SF opstillet Kirsten Normann Andersen der har en for politikere, sjælden baggrund i fagbevægelsen. Det er dog i FOA skal det bemærkes. Derudover så har de partihopperen Rasmus Nordqvist, Charlotte Mølbæk som vi ikke kender, og så Sofie Lippert der har været tidligere formand for SF Ungdom.

Liste Ø har opstillet deres ikke-formand Mai Villadsen i Østjylland. Hun er faktisk både ufaglært og fra landet, nærmere bestemt det golde og ubamhjertige hedeland lidt uden for Herning. Villadsen er næsten et autentisk bud på en venstreorienteret politikere, hvis ikke det var fordi hun lugtede så meget af Nørrebro. Villadsen er flankeret af en række mennesker som vi ikke kender og derfor ikke kan anbefale.

En kandidat i det østjyske som fortjener respekt og stemmer er til gengæld Alternativets Torsten Gejl, der i modsætningen til sine partikammerater har bevaret integriteten og varetaget ikke mindre end 33 ordførerskaber siden nedsmeltningen i 2020. Torsten, du nyder vores dybeste respekt, og du fortjener samtlige venstreorienterede stemmer i Østjylland.

Advarsel: Både Katrine Robsøe og Andreas Steenberg fra RV er opstillet her. Undgå venligst at stemme på dem eller deres medkumpaner.

Vestjyllands Storkreds:

Her har Enhedslisten i erkendelse af at deres vælgergrundlag sjældent findes i det vestjyske ikke opstillet nogle nævneværdige kandidater og man kan kun ærgre sig over at Jakob Sølvhøj falder for rotationen. Men i øvrigt kan de personlige stemmer på Enhedslisten være ligegyldige, da det langt mere demokratiske organ ‘Enhedslistens årsmøde’ allerede har truffet beslutningen for os uoplyste vælgere. Det er nemlig deres interne listeplacering der afgør hvem der kommer i Folketinget og i så vidt vi ved kun et enkelt tilfælde hvem befolkningen har størst tillid til. Men lad nu det ligge.

Alternativet har heller ikke her stillet nogen op, som vi kender. Hvis vi skal give dig en personlig anbefaling, så stem på Lars Holstein fordi han har et meget stort og langt hageskæg. Det er en sjælden skægfrisure i Danmark og særligt i politik, men vi synes det kunne være sjovt at se ham på Christiansborg.

SF Vestjylland har Signe Munk som er en sød og klimakyndig stemme. Som sygeplejerske er hun en af de få unge folketingsmedlemmer, som har gennemført en anden uddannelse end det udvidede avislæsningskursus statskundskab. Så har de opstillet Karsten Filsø, som åbenbart har siddet i Folketinget allerede (WTF???), hvor han ikke har gjort sig bemærket som kirke-, kommunal og indfødsretsordfører. Han ligner et koldkrigslævn fra Enhedslisten, måske har de lavet et facemash med Søren Egge og Søren Søndergaard.

I mangel af bedre i denne storkreds, så må vores anbefaling gå til Signe Munk.

Nordjyllands Storkreds:

Peder Hvelplund er spids for Enhedslisten flankeret af Astrid Vang Eliassen. Eliassen tilhører den understrømning i listen, som er koldkrigsveteraner genfødt i yngre kroppe. I hendes opstilling står der “Enhedslisten er i opposition til både højrefløjen og regeringen. Vi har vores eget politiske projekt.” og det projekt lyder mistænkeligt meget som revolutionen.

SF Nordjylland er virkelig intetsigende, her kan vi ikke komme med nogle anbefalinger. I stedet kunne man overveje at hjælpe Alternativet over spærregrænsen og stemme på Theresa Scavenius. Efter at have tabt kampen om at blive politisk leder til Josefine Fock, der udover sit mærkelige efternavn er mest kendt for sin konfliktfyldte ledelsesstil i tolerancens eget parti, meldte Scavenius sig egentlig ud af Alternativet, men har tilsyneladende meldt sig ind igen i denne måned og er nu på stemmesedlen. Ja, det er en omgang gøgl, men hun er ikke desto mindre det bedste bud på deres liste.

Radikale stiller her med Christian Friis Bach, tidligere minister med mere. I modsætningen til andre Radikale mænd, holdt det vand, da han benægtede krænkelsessager og nu går han til valg på at prioritere udviklingspolitikken, som virkelig er en mærkesag der tiltrækker stemmer uden for de københavnske saloner.

Vi var tæt på at anbefale endnu en af vores egne partikammerater, nemlig formanden for 3F Ungdom, Morten Ryom. Morten har været en stærk stemme for erhvervsuddannelserne, både i sin nuværende rolle i 3F’s ungdomsarbejde og i hans tid som formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation, hvor han også vandt DM i Debat. Vi har brug for flere folkevalgte (socialdemokrater), der rent faktisk vil prioritere erhvervsuddannelserne.

Anbefalingen ender dog med at tilfalde Peder Hvelplund, der udover at have været pædagog før han gik ind i politik, har vist sig som en utrolig driftsikker og dygtig sundheds- og coronaordfører. I storkredsen med de store dramaer bør han få din venstreorienterede stemme.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.