Tørklædedebatten er stadig styret af frygt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De er ikke sådan at slippe af med, de tørklæder. Hverken i Iran eller Ishøj. Det første sted er det ayatollahens moralpoliti, der beskytter maskeringen, det andet sted er det feminister og venstrefløj. Dernede er det en pligt for kvinder at bære det, hos os opfattes det som en hellig ret – og ve de racister, der kritiserer tørklædet, det er jo bare et stykke stof.

Det sidste er tydeligvis løgn. Kvinder forfølges, fængsles og dræbes på grund af det. Tørklædet konnoterer ære og seksuel kontrol, hvilket vi stadig ikke forstår på vores breddegrader, fordi vi har surfet på selvrealiseringens bølge siden 1968 og følgelig bilder hinanden ind, at menneskelig adfærd udspringer af lyst og frie valg. Men frivilligheden er ikke altid konge eller dronning, ikke alle vegne, heller ikke i dit eget liv. Selv mange af vore egne »valg« er formet af andres forventninger og normer, det er helt normalt. Overalt på kloden bliver mennesket sig selv i mødet med sine nærmeste og andre i ens nærhed. Intet menneske er en ø – og tak for det.

Tørklædet rummer naturligvis også kultur, men vi ser det helst ikke. Vi foretrækker ubetinget at opfatte hinanden som lige og frie, det er sandelig også nemmere at skrige fra balkon og salon. Derfor tøver vi igen og igen med at forbyde tørklædet på offentlige arbejdspladser, i skoler og andre institutioner, før vi gerne afviser det som diskrimination, selv om det ville medføre et kæmpe skridt for muslimers integration i Danmark, hvis de blev tvunget til at tilpasse sig omgivelserne, ligesom det ville minde alle danskere om, at her insisterer vi på at stå ansigt til ansigt med hinanden, fordi det understøtter gensidig tillid og social sammenhængskraft.

Men vi er børn af friheden uden at forstå frihed som andet end et slogan. Glemt har vi, at friheden ikke kan stå alene ret længe, før den opløses indefra af dekadence og udefra af en selvbevidst kultur som den islamiske. I takt med at flere og flere kvinder går maskerede rundt i plejesektoren og andre steder i den offentlige sektor, vil det med al sandsynlighed føre til, at retten til at bære tørklæde over tid bliver en norm for til sidst at forvandle sig til en pligt.

Vel findes der i de vestlige lande endnu ingen stærk tørklædeideologi, der presser forvandlingen igennem, men der findes en islamisk demografi og en kulturel homogenitet, der gør den mulig. Motoren er så sagte, at kun få hører den. Islamisering – ikke ved bål og brand, men med børnefødsler og kulturel reproduktion. Det sidste bunder i en regel, der aldrig er blevet anerkendt på Christiansborg: Des mere homogen en befolkningsgruppe er, desto sværere vil den have ved at modtage og acceptere impulser fra værtslandet, og jo vanskeligere bliver integrationen. Den islamiske homogenitetsgrad har med andre ord afgørende betydning og er forklaringen på, at vores kulturpåvirkning vil miste mere og mere betydning, så vi kommer til at leve i en stat med flere folk.

Processen er tilmed begunstiget udefra. EU står i praksis på tørklædets side. Takket være unionens føderale dynamik må intet medlemsland i dag indføre love, der lægger vægt på religion, etnicitet eller køn, hvis det betyder, at den enkelte kan miste sit arbejde. Tørklædet er med andre ord politisk beskyttet og legitimeret af EU, og der er tilsyneladende intet, nationalstaten kan stille op – bortset fra netop at sige rend og hop. Men det kræver et politisk mod, der synes at være fraværende alle andre steder end i England.

Her kan det være gavnligt at se en smule tilbage. Modsat hvad man godt kan få indtryk af i medierne, har Danmark aldrig været noget stort indvandringsland, tværtimod er mange danskere udvandret til andre lande. Den første tilvandring i 1960’erne var af udenlandsk arbejdskraft. Så fulgte familieflytningen, primært fra Jugoslavien, Pakistan, Tyrkiet og de nordafrikanske områder. I begyndelsen lovgav man pragmatisk på baggrund af erhvervslivets ønsker, mens den organiserede fagbevægelse var skeptisk; siden stillede SF og andre venstrefløjspartier krav om en langsigtet og liberal indvandringspolitik.

I 1978 blev antallet af udlændinge i Danmark med islamisk baggrund anslået til 24.000. Blot få år efter gik det galt, som i fuldstændig grassat med udlændingeloven af 1983. Anført af Dansk Flygtningehjælp, venstrefløj og Socialdemokratiet slog Danmark ind på en vanvittig kurs, som de borgerlige ikke formåede at standse, delvis fordi de slet ikke forstod konsekvenserne. Resten er historie.

Var muslimerne kommet til landet i langt mindre antal, kunne man muligvis have integreret eller måske endda assimileret dem. Men i den fart og mængde, som det skete efter 1983, viste projektet sig at være umuligt, og siden er problemet kun vokset. Dagens tørklædedebat er symbolet på denne forværring. Jo større sandheden bliver, jo mere frygter vi den.