Værre end idealismen er partiernes og topchefernes kapløb med tidsånden

Valgkampen er kun få dage gammel, og jeg er allerede træt. Fornemmelsen af, at det hele kan være ligegyldigt, kommer snigende, og risikoen for, at en levebrødsteknokrat som Lars Løkke Rasmussen kan gå hen og blive tungen på vægtskålen, udløser spontan hovedpine, som kun kan kureres af en tur på landevejen op om Dronningmølle, langs kysten og hjem over Helsingør, før jeg tværer hjernen ud på Klampenborgbakken og forbander det smilende skuespil, dansk politik er blevet til. Tilbage ved tasterne er det eneste, der holder mig vågen, håbet om, at De Radikale med alt, hvad dette lille, højrøvede parti symboliserer, bliver slagtet den 1. november.

Det vil blot ingen betydning få, om den næste statsminister hedder Frederiksen, Poulsen eller Ellemann – og hvem de allierer sig med; de mener alligevel det samme og vil i hvert fald agere ens, uanset om spørgsmålet er EU, klima, energi og geopolitik, demografi og islamisering, velfærdsstat og national gældsætning – eller om det handler om den progressive ødelæggelse af folkeskolen og statens dannelsesinstitutioner for slet ikke at nævne pseudoarbejdet i stat, regioner og kommuner. Alt dette vil sandsynligvis fortsætte derudad. Fordi politikerne i de største partier paradoksalt nok ikke tør være politiske, men kæmper om en plads ved ”voksenbordet”, hvor alle snakker og ingen vil spolere den gode stemning, sådan som folketingsmand Henrik Dahl formulerer det i sin nyeste debatbog.

Virkeligheden banker imidlertid allerede på døren, mens konsensuspolitikerne skruer op for musikken. Alligevel ved vi, at det næppe bliver dem, der afgør landets fremtid, men snarere de økonomiske kendsgerninger en sildig mandag morgen kl. 8, når brevet med rykkeren, inklusive gebyr, ligger i postkassen. Den undgår ingen, skønt det må tilføjes, at mange prøver, ikke mindst oppe i de højere luftlag på direktionsgangene, hvor penge ikke er noget, man taler om, men noget, man finder i andre folks lommer.

For eksempel lyder det i en fælles erklæring fra 12 topchefer med milliongager hos Mærsk, Carlsberg, Lego, Vestas, Ørsted, ISS, Danish Crown og fem andre store virksomheder, at »klimaindsatsen« stadig må stå øverst på det politiske repertoire, så Danmark kan »accelerere den grønne omstilling«, til trods for at vi står ved indgangen til en historisk energikrise med uhørt høj inflation, stigende priser på alt (bortset fra bullshit) og udsigt til bitter recession.

Topchefernes udmelding kommer interessant nok efter en festlig aften med en vis Sanda Ojiambo, der bærer titlen »assisterende generalsekretær« for noget, FN kalder Global Compact, hvor virksomhedsledere fra hele verden kan lege politikere for en dag eller to, og følgevirkningen er, at de alle lyder som assisterende generalsekretærer i FN. Nonchalant sender de ekstraregningen videre til alle de virksomheder og husholdninger, der betaler for politikernes årelange og snotdumme afhængighed af russisk olie og gas og deres rød-grønne drømme om vind og sol og ren samvittighed.

Tænk, hvis blot én af de 12 dristede sig til at tænke, at vind- og solenergi aldrig bliver mere end et udmærket supplement til andre, mere sikre energikilder, og vi alt for længe har dyrket en såkaldt grøn omstilling blottet for forsyningssikkerhed, lukket vore egne gasfelter og forbudt atomkraft for at tækkes de overvejende røde, kvindelige vælgere, segmenter og medier i EU’s bonbonland. Det ville være vildt – og kommer naturligvis ikke til at ske. I stedet kræver de 12 millionærer, at vi satser endnu flere af andre folks penge på vind og sol og fromme bønner. At Vestas går forrest med idealismen, kan ikke undre, de lever af illusionen. Men hvad er de andre millionærers undskyldning?

Og så er valgkampen endda kun lige begyndt. I skrivende stund springer Venstre, der lever bedre og bedre op til sit navn, på klimavognen og lover vælgerne endnu flere grønne eventyr for 60 mia. kr. »Vi vil betale klimaregningen, så vores børn ikke skal«, lyder det i partiets valgreklame, skønt enhver kan være 100 pct. sikker på, at med Venstre ved magten kommer næste generation til at betale den to gange, hvis ikke flere. Hvad der plager mig allermest ved Venstre og de andre venstreorienterede partier i Danmark, er faktisk ikke idealismen, men partiernes kapløb med tidsånden. Dét skræmmer mig mere end den rykker, som jeg ved, kommer til at ligge i min postkasse. Og i din.