Sig mig en gang, lider du af tykofobi?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Alting vokser tilsyneladende i denne tid, herunder prisen på gas, olie, korn, stål, træ, byggematerialer, vaskemaskiner, mikrochip, mælk, kød og andre fødevarer. Læg dertil renten, inflationen og størrelsen af den offentlige sektor side om side med antallet af politiske partier eller idioter i trafikken. Det hele stiger og stiger, inklusive danskernes indkøb af elbiler i den tro, at de er klimavenlige. Eller – jeg tør næsten ikke sige det – tag danskernes kropsvægt. Uha, uha! Hvorfor jeg iler med at henvise til tre publikationer, som Danmarks Statistik linker til fra sin hjemmeside, ”Flere overvægtige danske kvinder” (2015), ”Vægtøgning i den danske befolkning” (2016) og ”Sundhed og sygelighed i Danmark 2010 – og udviklingen siden 1987”.

Man kan også grave familiens gamle fotoalbum frem og konstatere, at unge og gamle var slankere, dengang fotografierne var i sort-hvid. I min tid havde vi én tyk dreng i klassen, i dag sidder der en håndfuld eller mere i hver klasse og spiser shawarma og chips.

Inspireret af den amerikanske levevis og vor al for menneskelige appetit bliver danskerne tykkere og tykkere, især de unge og yngre. Men, for der er et men: Sig det ikke til nogen! For du må ikke stigmatisere! Ergo: Ingen er tykke, nogle er blot større end andre. Sådan let og elegant kan vi trylle ting og sager helt væk.

Ingen evner denne kunst som de mange djøffere i stat, region og kommuner, og i Region Syddanmark arbejdes der ihærdigt på at præsentere overvægt som et mindre problem end normen om, at det er sundt og attråværdigt at være slank. Også her har socialdemokratismen sejret ad helvede til. Alle er lige smukke, så lær det dog!

Det skal tilføjes, at de skam gør deres bedste, djøfferne. I det ”gratis” magasin Sund i Syd, der trykkes i et imponerende oplag på 43.000 eksemplarer, er sommerens tema overvægt, og allerede på forsiden slås tonen an med den kække rubrik: »Hellere sund og tyk end trist og på slankekur«. Åh ja.

Magasinet ligner journalistik, men er – som du nok allerede har gættet – ren og skær lyrik, hvor så godt som hver eneste stavelse handler om, hvad den enkelte har lyst til her – tilsat en obligatorisk kritik af den »stigmatisering, som tykke mennesker bliver udsat for«.

Fysisk bevægelse og træning skal derfor helst være »nydelsesfuld«, og mad helst være frit valg på alle hylder. Hvis jeg vil have kage, så spiser jeg da kage! Det skal de tynde ikke forhindre mig i!

En af de sigende overskifter lyder: »Børn kan godt være sunde og glade, selv om de vejer lidt for meget«, og naturligvis kan de det. Det er blot ikke helt så uskyldigt, som det lyder, fordi vi ved, at børn som regel tager deres vaner med ind i voksenlivet, hvor lidt for meget nemt bliver til alt for meget. Alle ved det, men færre og færre tør tale om fedme, selv i sundhedssektoren, der åbenbart er blevet så bange for den offentlige mening, at det nærmer sig fagligt forræderi.

Et yndlingsord i regionens tykhedspropaganda er ”glæde”, det lader til at være vigtigst af alt. Glæde og selvtilfredshed er den nye sol i magelighedens univers. Se stort på virkeligheden – og vær glad!

”Kropsro” og ”madro” er ligeledes nye plusord – til bekæmpelse af tykfobi. Bliver du rolig af at spise for meget, så bliv ved. Alternativet er åbenbart værre, for det er som bekendt ikke rart at være på kur eller sige nej tak, anden gang fadet går rundt. Ligesom det saftsusemig ikke er sjovt at dyrke motion, der er hård og kontant. Alligevel kan den slags være karakteropbyggende, al den stund mennesket er et væsen, der er dømt til at øve sig, endda på det mest basale.

Man forstår, at det slet ikke er et problem at være tyk – eller – kun er et problem for de tynde. Det er derimod samfundet, som er sygt, når det taler om tykke og tynde. Ordene skaber, hvad de nævner. Ingen er fede, alle skal være glade, mætte og tilfredse. Det er simpelthen for tykt til at være sandt.