Når folket ikke vil være folk, hvem vil så?

Man må give den siddende statsminister med velvillig bistand fra Folketingets ja-partier og de mange ja-medier, at det var smart at udskrive folkeafstemning om forsvarsforbeholdet i skyggen af krigen i Ukraine. Resultatet blev som forventet. Politisk snilde i topklasse!

Men det hører med til historien, at vores villighed kommer til udtryk på en særlig dansk måde. Vi siger ja til mere EU i den tro, at EU er og bliver et mellemstatslig samarbejde. Det var det engang, men ikke længere. Vores valg bygger med andre ord på fri fantasi.

Denne tro og fantasi er næret af mange kilder. Unionen er stendød, lovede statsminister Poul Schlüter. Der kommer aldrig en EU-hær, lyder det i dag. Vi kan altid sige nej, det forsikrede Mette Frederiksen os om så sent som på valgaftenen. Igen og igen og fra øverste hold får vi at vide, at der ikke er nogen bånd, der binder os, og at vi for øvrigt ikke skal tage sorgerne på forskud. Vi skal sidde med ved forhandlingsbordet! Ja, vi skal med Mette Frederiksens ord helt ind i »hjertet af EU«. Sagen er bare den, at EU’s hjerte er føderalt. Det banker for Europas Forenede Stater.

For nu blot at skære det ud i pap, så lyver Romtraktaten fra 1957 mellem Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Tyskland ikke. Traktaten skitserer en målsætning om at skabe et stedse tættere samkvem, først økonomisk, siden juridisk og politisk i retning af en stærkere enhed i Europa.

Fællesmarkedet, som vi naivt troede blot var et marked, solgt på udsigten til øget eksport og højere levestandard, da vi trådte ind i det i 1973 sammen med Storbritannien, er ikke alene et handelsforum. EF har for længst forvandlet sig til en politisk union med politiske institutioner, særligt i kommissionen, Europa-Parlamentet, domstolen og integrationen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk ret i 1992. Denne institutionalisering bidrager til en stedse tættere politisk fussion mellem EU’s 27 medlemsstater. Og den får vi mere og mere af, så længe vi er med. Og det er vi – med – så længe musikken spiller. For vores politikere og meningsdannere kan nemlig slet ikke forestille sig et Danmark uden EU.

Røde eller blå – partierne og de såkaldte eksperter på tv, aviser og lobbyorganisationer er slående enige. Midten er massiv. Afvigerne er sat uden for indflydelse. Heldigvis, vil nogen sige.

Jeg er derimod ikke så tryg ved dette klumpspil på midten i medier og blandt meningsdannere. De er for enige, for skråsikre, og de synes stadig at tro, at hvis bare den sidste tredjedel af vælgerne får adgang til mere information om EU, så ser de lyset.

Før afstemningen blev jeg mindet om en tråd tilbage til mellemkrigstiden, da jeg talte med sognepræst Marianne Wagner om hendes debutroman med titlen ”Når den stærke vogter sin gård”. Det er en glimrende roman i sin egen ret, som rummer både visdom og følelse og familiekonflikter og giver et prægnant panorama over det 20. århundredes storhed og fald – fra krig og besættelse til unionsborgerskab.

Sognepræsten ser vores tilslutning til en stedse tættere politisk union som udtryk for en historisk tendens i snart 100 år. Nemlig den, at vi lægger os ned for Tyskland i stedet for at pleje vores venskab og alliance med USA og Nato. Vi er stadig børn af krigen og ser os selv som de små, ja, nærmest uduelige idioter. Socialdemokratiet gik simpelthen til valg på dette slogan og skrev i en helsidesannonce i bl.a. JP: »Danmark er for lille til at stå alene«.

Men det gør vi jo heller ikke. Vi er medlem af Nato sammen med 29 andre nationer og har været det siden forsvarsalliancens grundlæggelse i 1949, men skiftende regeringer har i årtier misligholdt vores forpligtelser hertil og ikke villet bidrage til det militære forsvar – og netop drømt om at stå alene. Nu synes vi så i stedet at overgive os til tysk (og fransk) dominans og reducere Danmark til en administrativ filial under EU.

Det er godt nok skrap kost – og så på grundlovsdag, der plejer at minde os om, at loven må og skal være knyttet til et konkret folk, ikke til staten, ikke til EU, ikke til internationale konventioner, ikke til Menneskerettighedsdomstolen, men til det konkrete danske folk. Folkets liv er lovens fylde. Den tid er tydeligvis forbi. Men når folket ikke længere vil være folk, hvem vil så?