Nu er næste skridt at få de andre forbehold væk

Jeg er en af dem, der også stemte i både 1992 og 1993. I 1992 var jeg lige blevet 18, og afstemningen om Danmarks tilslutning til Maastrichttraktaten var mit første bekendtskab med demokratiets fineste ritual – at sætte et kryds i en stemmeboks. Det var en tirsdag, og jeg var som altid til fodboldtræning om aftenen. Jeg havde tidligere på dagen sat mit helt overbeviste kryds ud for ja. Da jeg kom hjem fra træning, uvidende om resultatet – det var jo før mobiltelefoner – så jeg min mor sidde i sofaen i vores udestue og se helt forkert ud i ansigtet. »Det bliver et nej,« sagde hun, og jeg husker, hvordan overraskelsen satte sig i min krop. Det var ikke ligegyldigt. Vi er en blandet familie – min far er spansk – og for os var det helt afgørende, at Danmark var med i det europæiske fællesskab.

Året efter stemte jeg ja igen. Da skulle vi stemme om Danmarks tilslutning, men nu med fire forbehold. Denne gang blev det et ja, men det var et bittersødt et – det føltes, som om Danmark var den forkælede pige i klassen, som kun sagde ja, fordi hun fik indrømmelser.

I onsdags viste hele Danmark endelig, at tiden er en anden. Selvfølgelig har krigen i Ukraine alt med det at gøre. Ikke med, hvad vi stemte om, men med, at det blev så utvetydigt et ja. Det er på den ene side trist, at et så tragisk bagtæppe skal få os til at vågne op. På den anden side er realiteten, at vi nu er vågnet op. Hvis man vil være en del af et fællesskab, så yder man godt af dets goder og forpligter sig på dets kollektive ansvar. Det er det, vi nu gør på forsvarsområdet. Næste skridt bliver at få afskaffet de øvrige forbehold – det må være en klar opgave for en kommende regering.

Og hvem kan vi takke for resultatet? Først og fremmest alle de danskere, der valgte at stemme. Vi kan også takke politikerne for at knokle fra tidlig morgen til sen aften for at tale for deres position. Det særlige sammenhold, som ja-partierne formåede at etablere i valgkampens slutspurt, var en fornøjelse at følge. Det må være et eksempel til efterfølgelse, når der lige om lidt er folketingsvalgkamp. Ikke på den brede bane, naturligvis, men der kan sagtens være specifikke emner, som nogle partier går sammen om at tale op.

Men den største tak går til folkeoplysningen, som har leveret en Goliat-indsats med at oplyse borgerne om, hvad det egentlig var, vi skulle stemme om. Forskellige organisationer har knoklet for at gøre borgerne klar til at sætte et oplyst kryds. Man kan sige, min holdning er biased, fordi jeg selv arbejder med folkeoplysning. Men læs ikke mine ord som propaganda, men som ren begejstring. Jeg tror ikke, jeg kan komme i tanke om et andet land, der har så fin en folkeoplysningstradition, og som bruger den så klogt og ansvarsfuldt som Danmark. Folkeoplysningen både lytter og inddrager, giver perspektiv og stiller kritiske spørgsmål.

Det er vel heller ikke tilfældigt, at mens man både på tysk og på engelsk har taget det latinske ord “referendum” til sig, så hedder det på dansk folkeafstemning. Den latinske betegnelse betyder – direkte oversat - at “bære tilbage”. Det danske ord understreger, hvem det er, der bæres tilbage fra, nemlig folket. Det betyder noget.

Danmark har besluttet sig for at tage et stort skridt ind i det europæiske fællesskab. Lad os bruge dette skridt til at presse på for, at en kommende regering forpligtes på en progressiv EU-linje for i fællesskab at skabe et frit, grønt og fredeligt Europa.