Statsministeren er modigere end biskopperne
Toppen af dansk kirkeliv mødtes med Mette Frederiksen. Men det kommer der sikkert ikke noget ud af. Angsten for at fornærme nogen er for stor.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Allerførst vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle mene om det: På statsministerens initiativ mødtes landets biskopper i torsdags i Europas smukkeste lille by, Ribe, og blev fotograferet med solen i øjnene foran domkirken.
Sagen er nemlig den, at jeg helt grundlæggende har en temmelig stor mistillid til statsministeren, og jeg har svært ved at forestille mig, at der ikke ligger en eller anden fæl strategisk bagtanke til grund for bispebesøget. Hidtil har statsministeren ellers ikke udvist synderlig interesse over for folkekirken, nuvel – hun er blevet viet i en kirke, ladet sig affotografere med en kirke i baggrunden og skrevet et eller andet tralala om sin yndlingssalme og nogle kalkmalerier på de sociale medier.
Hvor ville jeg dog ønske mig, at de gejstlige var bare halvt så snu, strategiske eller modige som statsministeren.
Derudover blev folkekirken behandlet stedmoderligt under hele coronapandemien – både nedlukningen dagen før frelserens fødsel og den fodslæbende, unødvendige, langtrukne genåbning. Endelig har statsministeren stået fadder til valget af en kirkeminister Joy Mogensen, der ingenlunde magtede sin opgave, og endnu en kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen, der endnu har til gode at bevise, at hun har sans for det. Men altså – bagtanke eller ej – på den anden side roses den, der roses bør.
For de seneste mange statsministre, blå som røde, har såmænd ikke haft mange øjeblikke tilovers for evigheden, folkekirken eller bisperne – men i det hele taget svæver ånden sjældent højt over Christiansborg. Så lad os bare antage, at Mette Frederiksen rent faktisk mener det, hun sagde forleden i den gamle domkirkeby, nemlig, at »kirken har en vigtig rolle i kampen mod værdirelativismen«.
Alene med den sætning har statsministeren taget det åndelige brød ud af munden på hele den borgerlige fløj, der med enkelte beåndede undtagelser ikke er i stand til at formulere sig om kristendommen som hjerteslaget bag al dansk kultur, (civil)samfund, uddannelse, dannelse, demokrati, sammenhængskraft og menneskesyn.
Og statsministeren er faktisk mere snu end gennemsnittet: Indvandrerpolitikken har hun snuppet fra DF, der nu ligger i ruiner. Og kristendommen, der er det usynlige åndelige kit i den borgerlige familie, det sætter statsministeren sig også på. Hvad er der snart tilbage? Nogle regneark og en skattelettelse – og det er vigtigt, men er ikke alt. Og uden ånd, er det intet.
Emnet for Ribemødet var kirkens rolle i samfundet i krisetider, herunder selvfølgelig kirkens vigtige indsats for ukrainske flygtninge, der med kristen baggrund naturligt finder hen og føler sig hjemme i kirken. Til stede ved mødet var også Landsforeningen af Menighedsråd, Provsteforeningen og Præsteforeningen, hvis formand, Pernille Vigsø Bagge, tidligere MF for SF, nævnte den stigende præstemangel som et problem. Fint nok – det kommer der sikkert intet ud af.
Hele toppen af gejstligheden var altså forsamlet i Ribe – rundt om statsministeren. Hvor ville jeg dog ønske mig, at de gejstlige var bare halvt så snu, strategiske eller modige som statsministeren og gjorde hendes ord »kirken har en vigtig rolle i kampen mod værdirelativismen« til deres. Og måske tilføjede, at kristendommens sandhed om mennesket er vores bolværk mod værdirelativisme, svækket sammenhængskraft, glemsel og kulturelt og menneskeligt forfald – og derfor burde det stå øverst på bispernes ønskeliste, at dannelse og kristendomsundervisning bliver styrket i undervisningssystemet, at morgensang blev en naturlig del af skolegang – og alt muligt andet i den dur.
Men de tør ikke. For tænk, hvis de fornærmede nogen. En muslim – for eksempel. Eller en kulturrelativist.