"X Factor" er ikke længere uskyldig underholdning

Mere end 10 år er gået med sang- og underholdningsprogrammet ”X Factor” i Danmark, først på DR, siden på TV 2.

Jeg steg på, da min datter begyndte at interessere sig for musik, dans og populærkultur, og hele familien er såmænd blevet godt underholdt undervejs, ikke mindst på grund af de mange deltagere uden antydningen af talent.

Men nu er det ikke sjovt længere. Det er heller ikke bare tv og familiehygge. ”X Factor”, der i hvert fald indtil for nylig har været iblandt de mest sete fredagsprogrammer, er blevet en institution og kulturfaktor for de brede masser, især de unge og ubefæstede, og derfor er det på tide at tage programmet alvorligt, herunder at det hviler på tvivlsomme normer og værdier og er skadelig public service.

Normerne kommer fra USA og den kreative middelklasse i de større byer i Europa. De er først og fremmest progressive. De går på, at ethvert barn og ungt menneske helst skal forløse sit individuelle potentiale og blive enestående. Det kan kun gå for langsomt.

Det er lykken: at løsrive sig fra tid og sted, performende sit eget ego på en scene.

De skiftende dommere, som tænker og lyder ens, for såvidt gælder de bærende antagelser, lyver børn og unge mennesker lige op i ansigtet, bilder dem ind, at de er fuldstændig unikke og awesome, og lærer dem, at de ikke har brug for grundlæggende færdigheder, så længe de har deres karisma og personlige udtryk.

Løgnen er naturligvis en del af showet, dvs. den eliksir, der holder programmet evigt ungt, til trods for at selv publikum ved, at en forsvindende lille del af ”X Factor”s deltagere får succes med musik bagefter. De mangler ikke alene talent, men sandsynligvis også flid og tålmodighed.

Omvendt virker programmet som en stærk magnet på dem, der leder efter en genvej til berømmelse og helst ikke vil træne, øve sig eller lære at lave musik fra bunden. Derfor er det også først og fremmest sangere eller rettere personer, der selv mener at kunne synge, som møder op til audition.

”X Factor” er en tv-transmitteret form for karaoke. Den kunstneriske kvalitet bliver derefter.

Det er ikke deltagerne, jeg er ude efter; de er let bytte. Det er egentlig heller ikke tilrettelæggerne; de leverer blot en vare, som tv-stationerne sælger som public service.

Næ, det er dommerne, jeg kritiserer. Folk med en vis kunstnerisk standard. Thomas Blachman, Oh Land, Remee, Pernille Rosendahl, Ankerstjerne og flere andre. Som selv har arbejdet for at nå til et vist niveau. Men i ”X Factor” lader, som om talent er noget, der kun kommer indefra.

Det er inderligheden, der er problemet, og den har lagt sig tungt over tidsånden. Vi skal kunne og gøre det hele selv. Ydmyghed er en dødssynd.

Vi skal både kræve og realisere det umulige, afhjælpe flygtningekriser, standse epidemier, vinde krige, redde kloden og bagefter præstere den mest autentiske og intime repræsentation af os selv i et tv-show, der for øvrigt bygger på en løgn, som alle lever med, ja, lever fint med. Alt det helst før vi bliver voksne.

Og så undrer vi os over, at vore børn føler sig utilstrækkelige, bliver psykisk ustabile, søger anerkendelse på de asociale medier eller iler på efterskole for at blive fri for deres progressive forældre!?

Det bliver naturligvis ikke bedre af, at disse normer og værdier går igen i pædagogik og folkeskole. Selv børn i de små klasser klager over, at de er ”stressede” eller ikke kan ”overskue tilværelsen”. Som om børn skal kunne overskue tilværelsen. I stedet for at lære børn og unge mennesker, hvad de har brug for, sætter vi børnene i centrum og beder dem om at definere deres egne lærings- og udviklingsmål.

Det er dømt til at gå galt. Hvad ved børn om den slags? At afkræve dem svar på sådanne abstrakte spørgsmål er en hån. Ikke bare over for de elever, men over for selve lærergerningen og forældrene. Hvad bilder I jer ind, progressive politikere og pædagoger – at overlade skolen til børnene selv!

Tingene hænger sammen, selv om der ikke er tale om en sammensværgelse. Det, der foregår i tv og populærkultur år efter år, vandrer ind i kultur, sprog og dannelse og adopteres af det politiske, som vedtager love, betænkninger og reformer, der bejaer tidsånden.

Det er således på høje tid at tage ”X Factor” alvorligt og lukke programmet hurtigst muligt.