Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi troede, vi havde vundet freden

Vi har mistet sproget for krig. Vi har holdt ubehaget på afstand siden Murens fald, men Putin viser os, at vi har været naive, overbeviste om, at vores måde at indrette samfundet på, var den eneste rigtige – som alle andre også gerne ville have.

Det er uvante ord at skrive: krig i Europa. Og frygten sniger sig ind i børneværelset, under sengen og ind i børnenes natlige drømme og værste mareridt bag de lukkede øjenlåg, når mørket falder på – akkompagneret af billederne fra dagens mediedækning: kampvogne, mennesker på flugt over grænsen til Polen med deres ejendele i en lille taske, et barn på den ene arm og en vanddunk i den anden, røgsøjler, soldater, brændende huse og billeder af Putins benede ansigt.

Ruslands invasion af Ukraine kan påvirke danske børns trivsel, fortæller en psykolog hos Red Barnet. Børnetelefonen har travlt. Børn er bange for en tredje verdenskrig, bange for atombomber, der kan rydde hele verden med et tryk på en knap, og Red Barnet har udgivet fem velmenende råd til, hvordan man taler med sine børn om situationen i Ukraine:

»Lyt til, hvad børnene oplever – og tal om det. Lad børnene stille spørgsmålene. Vær opmærksom på, hvad børnene ser og hører. Tag hånd om børnenes frygt. Lyt, berolig og flyt fokus.«

Jeg forstår børnenes begrundede frygt. Ikke mindst fordi børnene oftest modtager nyhederne om verdens skæve gang alene – på deres iPhones og iPads, hvor de kan holde sig ajour med invasion, angreb og dødstal. Da jeg var barn, sad familien, børn og voksne, omkring det samme sort-hvide fjernsyn eller omkring den samme transistor i køkkenet, og sammen kunne vi fordøje grusomhederne.

Der er krig i Europa. Det er uvante ord at skrive – og vores behov for professionel hjælp til samtalen om krigen med vores børn siger noget om, at vi de seneste 30 år siden Murens fald, Sovjetunionens sammenbrud og den liberale verdensordens sejrsgang har holdt ubehaget på afstand. Krig i Europa er en uvant tanke, en umulighed – og vi har derfor mistet sproget for det, men nu er den der, krigen.

Postkoldkrigsæraen er slut, historien var ikke afsluttet alligevel, som Francis Fukuyama troede. Og de fleste med ham troede, at de vestlige samfundsmodeller endegyldigt havde vundet, at en ny æra af fred og stabilitet og fremgang og frihed ville indfinde sig. Og vare i 1.000 år. Eller i al evighed – som om mennesket og verden var født på ny til noget bedre, renere, sandere og syndfrit.

Vi troede på den ideologiske fortælling om, at den liberale verdensorden var urokkelig. Vi troede, at alle ville blive demokrater, bare vi ventede længe nok.

Men nu er bomberne og den liberale verdensorden faldet, og den europæiske civilisations fernislag er tyndt, som en desillusioneret Stefan Zweig sagde. Det er en anden tid nu, men vi har troet på et blændværk. Det er en anden tid nu, fordi Vesten ikke står over for Sovjetunionens kommunistiske ideologiske kræfter – en tankegang, der kunne besnære, udbredes og blomstre.

Nu er det os, Vesten, der står med en ideologi, der ikke duer til noget som helst i forsvaret mod mørk og rå magt. Vi troede på den ideologiske fortælling om, at den liberale verdensorden var urokkelig. Vi troede, at alle ville blive demokrater, bare vi ventede længe nok. Vi troede på noget i mennesket, der ikke findes, og derfor har vi nedrustet, forsaget militæret og glemt Danmarks udsendte i kirkebønnen fra landets prædikestole.

Det var en stor fejl, vi skal være bevæbnet til tænderne, selv om vi er med i Nato. Hvis du vil have fred, så rust dig til krig. Angrebet forleden var på et frit og uafhængigt land. Og Putin insisterer på at gøre Ukraine til fjenden. Helt igennem meningsløst. Hvorfor skal Rusland egentlig være Vestens fjende? De er kristne, de har en af verdens største litterære arve, og på trods af alt muligt har vi en åndskultur tilfælles. En kristen ånd.

Der er meget i denne krig, vi ikke kan forklare vores børn – men vi kan begynde med en erkendelse af, at på trods af liberale og gode og humane intentioner så findes magt og ondskab. Og består. Altid. Det må aldrig blive uvante ord.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.