På sporet af en ny livsopfattelse: Vi har brug for rødder, ikke kun fødder
Må jeg bede om et man? Lidt mere almindelig sund fornuft og lidt mindre jeg, mig, min og mit?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der var engang, hvor det ikke alene var de kongelige, der talte om sig selv med et ubestemt pronomen. Mange andre sagde gerne ”man” om sig selv, ikke for at virke royal, men snarere for at alliere sig med almindeligheden eller gemme sig lidt bag den.
Nogle sportsfolk gør det stadig, når de bliver interviewet om deres bedrifter. ”Man vil jo gerne vinde”, hører man dem sige. Ja, det vil du vel gerne! Og vi hepper på dig!
Min tiltagende brug af første person ental skyldes ikke alene retoriske hensyn. Jeg er naturligvis også formet af min samtid, der dikterer os at være unikke og frigøre os fra den grå masse.
I dag er det mest brugte pronomen på dansk ”jeg”. Jeget har mere eller mindre ryddet pladen, uden at nogen sagde: Stop dig selv. En flodbølge af egoer har erstattet det almene man med jeg, jeg og atter jeg. Når man først bemærker det, er jeget der hele tiden i alt, hvad folk snakker om, hvorfor det f.eks. straks bemærkes ved nabobordet, uanset om man gæster den fine italienske restaurant eller McDonald’s, hvis man minder sin 13-årige datter om, at man ikke taler med mad i munden, eller møder sin 15-årige søn iført en ren skjorte med et: Nå, man er nok kommet i stadstøjet i dag!
Sådan noget kan man ikke sige uden at blive til grin. Ingen vil være man, alle siger jeg, og jeg må da også tilstå at have gjort mig til ambassadør for jeget i mine klummer, bøger og podcasts for at overbevise flere ved at give lidt af mig selv og lukke læseren ind i mit værksted. Men min tiltagende brug af første person ental skyldes ikke alene retoriske hensyn. Jeg er naturligvis også formet af min samtid, der dikterer os at være unikke og frigøre os fra den grå masse.
Ualmindelighedstrangen bunder både filosofisk og historisk i det, vi plejer at kalde sekularisering. Med den trådte individualiteten frem som både ideal og praksis i Vesterlandet; det skete over lang tid og via en kompleks diskussion mellem kristne tænkere, sådan som man kan læse sig til på biblioteket.
Sekulariseringen opstod ikke som et pludseligt hik i de sidste årtier af 1800-tallet, men lå og rumlede i maven på vidt forskellige åndsskikkelser som Platon, Paulus, Augustin, Ockham, Luther, Descartes, Hobbes og Hegel, før den blev taget op af de franske oplysningsfilosoffer og siden gjort til hvermandseje takket være rettigheds- og demokratibevægelser. Men nu aner vi muligvis dens indbyggede begrænsning eller forstår, at sekulariseringsprocessen rummer en dobbelt arv. På den ene side frihed, på den anden side overmod. Vi kan ikke frigøre os fra alting. Visse ting er givne. Vi har brug for rødder, ikke kun fødder.
Inspirationen til denne livsopfattelse kommer fra den kristne tradition, særligt efter Reformationen, med betoningen af, at Gud er større end mennesket, men at hans kærlighed er tilgængelig for alle. Her fødes mennesket ind i en verden, der allerede findes og har en historie. Verden er så at sige fænomenologisk eller figurativ, før den er abstrakt, den har et genstandsfelt og en form, før selvet kan give dem indhold; den er skabt, før vi skaber den. Det betyder, at verden har mindst lige så stor magt over mennesket, som mennesket har over verden, nej, større.
Gud kridter banen op, sådan som det fortælles i Bibelen og understreges med syndefaldet. Forfatter og musiker Kristian Leth minder os om hierarkiet i første afsnit af programserien ”Bibelen Leth fortalt”, som sendes på DR P1.
Idet Adam og Eva spiser af den forbudne frugt, vinder de indsigt og forstår pludselig sig selv i verden. De får en bevidsthed om sig selv, og det er en velsignelse, som næsten giver dem vinger. Men samtidig mister de den paradisiske uforgængelighed. De erkender til deres gru, at lidelse, knaphed og død er en naturlig del af livet. Det er forbandelsen.
Velsignelsen og forbandelsen er tilværelsens tvillinger, og hvis man kan bede om noget i striden mellem dem, så er det, at vi tager forbandelsen på os og skruer bare en smule ned for vores tro på os selv. Herunder den indbildskhed, der i særlig grad har taget bolig i det 20. og 21. århundredes politik, teknologi, videnskab og rationalisme, der mener at kunne styre, forbedre og udregne alting i retning af større og større lykke for flere og flere, mere og mere oplysning, renere og renere luft, moral og samvittighed.
Må jeg bede om et man? Lidt mere almindelig sund fornuft og lidt mindre jeg, mig, min og mit?
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.