Det skal være muligt at affrede dyr – vi kan med fordel starte med skarven

Udryddelsestruede dyre- og plantearter skal fredes, så vi også i fremtiden kan nyde dyrelivets mangfoldighed. Det er indlysende sandt, og der findes næppe mange mennesker i denne verden, der er uenige. Derfor kan vi også glæde os over EU’s habitats- og fuglebeskyttelsesdirektiv, som freder en lang række europæiske arter på tværs af landegrænser.

Én af de danske fugle, der er at finde på EU’s beskyttelseslister, er skarven, som har været fredet siden 1980. Dengang var skarven en sjældenhed i Danmark, og den første egentlige bestand efter fredningen etablerede sig så sent som i 1985 ved Esrum Sø.

Siden dengang har skarven i den grad oplevet en fremgang uden sidestykke. I dag anslår Miljøstyrelsen, at der er mellem 25.000-30.000 ynglepar i Danmark og op mod 300.000 i dansk farvand hen på sensommeren. Mange har ved selvsyn set det massive antal af sorte skarver stå med udbredte vinger ved Sprogø, og når man tager turen over Øresundsbroen.

Det er på sin vis glædelige nyheder. Det er et eksempel på, at dyrebestande forholdsvist hurtigt kan genoprettes, hvis blot vi gør en aktiv og målrettet indsats for at beskytte dem. Men lige når det kommer til skarven, så stopper det positive desværre her.

At skarven stadig er at finde på EU’s liste over truede dyrearter, er en skandale. Skarven er på ingen leder og kanter truet længere. Tværtimod. Den forvolder skader for mio. af euro i Europa til stor skade for erhvervs- og lystfiskere, mange naturelskere og almindelige borgere i EU. For eksempel spiser den mellem 400-500 gram fisk om dagen. Det er ikke ubetydelige mængder fisk, der ryger i næbet, og det anslås, at alene i Østersøen fortærer den 40.000 tons fisk hvert eneste år!

Fuglen skelner heller ikke mellem, hvilke fisk den æder, så i søer, åer og mindre vandløb står både snæbel, bækørred og laks på menuen. Det er alle arter, som er i massiv tilbagegang, og som gode, frivillige kræfter bruger både tid, kræfter og penge på at genoprette i den danske og europæiske natur. De kan så se deres hårde arbejde blive fortæret af en hær af disse ”truede” fugle.

Det er en rigtig god idé med et EU-samarbejde, når det kommer til fredning, for der er immervæk få dyr og planter, der hårdnakket holder sig inden for landegrænser. Men for at samarbejdet fortsat skal være en god idé, så skal det også være praktisk muligt at affrede dyr og fugle, når de ikke længere har et beskyttelsesbehov. Skarven er én af de fugle, der er eksploderet så meget i antal, at den nu selv er en betydelig fare for netop den biodiversitet, som man forsøger at beskytte.

Jeg ved, at det bliver en svær kamp at åbne direktiverne og se på muligheden for at fjerne dyr og fugle fra listerne. Der er stærke ”grønne” lobbykræfter, som med en dogmatisk tilgang og mod bedrevidende stædigt fastholder fredningen på alle de dyr og fugle, der optræder i direktiverne. For dem er det kun muligt at tilføje arter – aldrig at fjerne dem.

Men hvis fredning af dyr og planter skal virke, så skal vi have en pragmatisk tilgang, der bunder i videnskabelig data, helhedsvurderinger og en god portion fornuft. Dét vil jeg arbejde for fra min stol i Europa-Parlamentet. Hvis vi aldrig formår at fjerne dyr og fugle fra EU’s beskyttelseslister, så risikerer vi, at den folkelige opbakning til listerne går tabt. En affredning af skarven ville være et godt sted at starte med denne fornuftsbaserede tilgang.