Kimen til nye kriser er sået: Coronaregeringen holder os for nar
Fordi vi ikke længere tror på noget, der er større end os selv, klynger vi os til forestillingen om, at vi kan beskytte os mod alt.
Smittetal, smittetal, smittetal.
I snart to år har danske mainstreammedier været som besat af smittetal. Ikke en dag er gået, uden at aviser, radio og tv har fokuseret på dette, som indeholder det essensen af alle vore trængsler – og som om tallet burde være nul.
Vi har fået corona på hjernen, som en læser skrev forleden, og vore medier har i deres redaktionelle prioriteringer bukket og nejet for Søren Brostrøm og Mette Frederiksen og ophøjet kongerækken af virologer og epidemiologer til sandhedsdisciple. Og glemt, hvad lektoren på handelsgymnasiet i Thisted, Peter Gorm Larsen, skrev i en glimrende kronik i mandags: at der er andre kriser end corona, og at løsningen sjældent er af teknisk karakter.
Allerede den dag, corona kom til landet, var jeg så ”smagløs” at minde om, at der også er andre vægtige kriser at forholde sig til. I en blog, der hurtigt blev fordømt på Twitter og derefter fjernet fra jp.dk, skrev jeg, at indvandringen fra muslimske lande på længere sigt er langt farligere end coronavirus. Det mener jeg stadig.
End ikke virologien er et neutralt anliggende. Al videnskab er forbundet med valg og kollektive dilemmaer, dvs. med politik og dømmekraft. Hver krone, vi bruger på at beskytte os mod corona, herunder teste os selv halvt ihjel for 2 mia. kr. om måneden, kunne i princippet været brugt på alt muligt andet eller tredje.
Afpolitiseringen af coronakrisen har været fænomenal; enigheden har været forstemmende, og proportionssansen så godt som fraværende.
Men nu lader det endelig til, at flere og flere iagttagere, også fagfolk, drister sig til at stille spørgsmål ved håndteringen. F.eks. har Morten Petersen, professor i biologi ved Københavns Universitet, blandet sig i debatten og fremhævet, at vi ikke længere er ramt mere, end vi indimellem oplever med influenza. Hvert år dør ca. 2.000 danskere af influenza og lungebetændelse, og at flere ældre dør om vinteren, er heller ikke ualmindeligt. I hvert fald det seneste år har det i praksis været svært at se forskel på corona og influenza.
Samtidig findes der en elementær logik, vi helt har opgivet at forholde os til. Man kan indføre nødlove i en undtagelsessituation, det tilsiger statsræsonen, når den fastslår, at suverænen er den, der bestemmer over undtagelsen.
Forholdene er ganske simpelt ændret i løbet af det forløbne år. Ikke så meget på grund af videnskaben, snarere på grund af virkeligheden.
Denne lære er for øvrigt alment accepteret som et nødvendigt onde, ikke mindst i krigstid eller under naturkatastrofer. Men når undtagelsen ikke længere er en undtagelse, men derimod nærmer sig det normale, altså at en stor og voksende del af befolkningen smittes med en relativt harmløs virus, så må undtagelsessituationen naturligvis afblæses lige så prompte, som den blev indført.
Men det er den ikke blevet. Imens florerer den civile ulydighed og kimen til nye kriser er blevet sået. F.eks. når det kommer frem, at Statens Serum Institut har anvendt kunstigt høje tal i deres løbende opgørelser over indlagte med covid. Hvorfor mon? Med hvilket formål?
Forholdene er ganske simpelt ændret i løbet af det forløbne år. Ikke så meget på grund af videnskaben, snarere på grund af virkeligheden. Omikron er en mild variant af covid, som smitter mere, men giver langt færre lungeproblemer. Imens er behandlingen blevet bedre, ligesom flere er blevet vaccineret og formentlig også derfor bliver mindre syge. Vi bliver – for nu at sige det ligeud – holdt for nar af regering og myndigheder.
Den officielle coronapolitik har bøjet vores moderne trosbekendelse i neon. Glem kristendom, evangelium og den slags. Vi tror kun på ”sundhed” og frygter i al vore magelighed døden mere end nogensinde, selv om vi lever længere end nogen før os. Hvis man skal sige det kort, er det alt sammen nihilisme i praksis. Fordi vi ikke længere tror på noget, der er større end os selv, klynger vi os til forestillingen om, at vi kan beskytte os mod alt, som var vor skæbne en forsikringspolice eller et medlemskort til evigheden.
Ethvert dødsfald er en tragedie, sagde statsministeren, og dette ene udsagn er mere sigende end 1.000 hændervridende pressemøder. Alle skal overleve, ingen skal leve, og penge, jamen, de gror på træerne.
Dét er coronapolitikken i en nøddeskal.