Gud, hvor ville jeg gerne have set statsministeren og efterretningscheferne klappe lige i det vigtige øjeblik

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det var nu en skam, at den årlige uddeling af pressens fineste hæder, Cavlingprisen, ikke blev fejret ved vanlig festivitas på Nationalmuseet. Det var digitalt i år. Statsministeren havde lavet en videotale. Hende ville vi ellers gerne se klappe ad pressen.

Ikke mindst ad vinderen, som næppe var hendes favorit. Det vender vi tilbage til. Men klappe ville hun nok uanset, hvis hun havde stået der i festsalen fysisk. Sådan foregår demokratiet i Danmark og ikke ret mange andre steder i verden.

Og hvis der havde været en sammenkomst, kunne alle møde op. Især cheferne for PET og FE kunne også godt have brugt et glas mousserende vin og en opbyggelig påmindelse om pressens virke. Om grundlaget for ytringsfriheden og om grundprincipperne i det retssamfund, som de er sat i verden for at beskytte.

Uønskede artikler

Hvis efterretningscheferne mødte op der i stedet for at bruge kræfter på at intimidere medierne, kunne de sammen med statsministeren have fornemmet den principielle forløsning og fælles følelse af standens stolthed, der gik igennem de fleste journalister, da vinderen blev afsløret. For prisvinderen var artikelserien ”Mettes uønskede børn”.

Ekstra Bladets vedholdende dækning af børnene fanget i Syrien fik helt oplagt prisen for afsløringerne af regeringens dobbeltspil i sagen om børnene. Projektet udmærkede sig især ved sit ihærdige arbejde med at afdække efterretningstjenesternes fortroligstemplede risikovurderinger, som regeringen undlod at handle på.

Oplysninger, der i den grad var i offentlighedens interesse. Stemningen i Folketinget blev i hvert fald straks lige så hidsig som farven på Ekstra Bladets gule breakingbjælke, da afsløringerne udkom og udløste et særdeles højspændt politisk forløb, som endte med, at flere af børnene og deres mødre fik ret til at komme tilbage til Danmark.

Uanset hvad man mener om sagens udfald, kan det ikke diskuteres, at historierne var afgørende vigtige for folkestyrets – herunder offentlighedens – mulighed for at forholde sig til sagen om børnene i de fjerne lejre.

Men i stedet for at sende en buket til en af de nominerede journalister på Ekstra Bladet, Thomas Foght, har politiet i denne uge kaldt blandt andre ham til afhøring i den ejendommelige og meget alvorlige lækagesag, hvor fire nuværende og tidligere medarbejdere i FE og PET blev fængslet for læk af oplysninger til fare for rigets sikkerhed, og en stadig sidder tilbageholdt.

Strafferammen er op til 12 år, men sagen er også omgærdet af så meget fortrolighed, at vi egentlig ikke ved særlig meget om, hvad sagen drejer sig om, eller hvad det præcise ærinde er med at afhøre de udvalgte journalister.

Julefreden

Inden jul fandt efterretningstjenesterne anledning til at ringe rundt og minde mediechefer om den lovgivning, som pressen udmærket er bekendt med i forvejen. Nemlig det forhold, at det også kan være strafbart for medier at viderebringe ulovligt lækkede oplysninger.

Tak. Det er der næppe en ansvarshavende chefredaktør, der ikke allerede er bekendt med i forvejen.

Efterretningstjenesterne skulle hellere have brugt deres eventuelle decemberfritid på vaniljekranse og julefred. For de fortjener den største respekt for deres virke. Det må vi på Jyllands-Posten om nogen være de første til at understrege. Vi ved desværre godt, hvor afgørende vigtigt det er at passe på Danmark og på hinanden, når nogen truer os med vold.

Således må vi også være de første til at opfordre efterretningstjenesterne til at bruge kræfterne der, hvor de er bedst brugt. Det er de ikke ved at true den frie presse i et land, hvor den ellers står stærkere end mange steder.

Også journalister fra bl.a. Weekendavisen, Berlingske, DR og Politiken blev i denne uge kaldt til afhøring. Herunder flere journalister, som grundigt har oplyst offentligheden om det internationale overvågningssamarbejde om kabelaflytning. En sag, der ved afsløringen åbenlyst har kostet på Danmarks sikkerhedspolitiske relationer til blandt andet USA. Den har formentlig trukket uoverskuelige veksler i den valuta, som efterretningstjenesterne handler med: fortrolighed.

Men sagen blev indledningsvis bragt frem af Tilsynet med Efterretningstjenesterne, der havde mistanke om ulovlig overvågning og sågar udsendte en pressemeddelelse om den mistanke. Herefter gjorde pressen sit til at oplyse sagen yderligere. Det var ikke pressen, som i første omgang mente, at offentlighed var mere vigtigt end sikkerhed. Det var systemet selv.

Ingen grund til vidnepligt

Alle medier undtagen DR har takket nej til en afhøring. DR har sagt ja til at møde op, men agter ikke at bidrage med noget. Om man skal møde op hos politiet og være tavs, eller om man skal takke nej, blive hjemme og være tavs, er ikke afgørende. Fortroligheden og kildebeskyttelsen er derimod afgørende. Den kan og må ikke gradbøjes.

Derfor kan man kun håbe, at efterforskerne streger journalisterne fra vidnelisten og ikke forfølger muligheden for eventuelt at pålægge medierne at vidne i en retssal.

Trods brud på tavshedspligtreglerne gælder pressens ret til kildebeskyttelse og fritagelse for vidnepligt, når den samfundsmæssige relevans er så åbenlys. Det har Højesteret tidligere fastslået meget tydeligt.

I den aktuelle lækagesag har efterretningstjenesterne dog vurderet sagen til at omhandle straffelovens meget alvorlige paragraf 109 om statshemmeligheder og rigets sikkerhed. Hvis det udgangspunkt er korrekt, så kan journalister i princippet også dømmes til at vidne og afsløre deres fortrolige kilder.

Selv hvis det – og det ville være en meget vidtgående beslutning – skulle blive udfaldet, at man vil tvinge medier i retten, så kan medierne ikke gradbøje kildebeskyttelsen.

Kildebeskyttelsen handler ikke om at beskytte journalisten, men om at beskytte ytringsfriheden. Uden retten til beskyttelse mod repressalier, hvem tør så udlevere oplysninger? Og uden oplysninger, hvordan skal vi så sikre vores samfund mod magtmisbrug?

Kildebeskyttelsen er ikke pressens princip, det er demokratiets, og som sådan er det heldigvis også fastsat juridisk.

I yderste konsekvens må Weekendavisens Martin Krasnik, Berlingskes Tom Jensen, Ekstra Bladets Henrik Qvortrup, og hvad de ellers hedder, så møde op og modtage en dom, mens de sidder sammenbidte som en østers i frostvejr uden at sige et ord undervejs.

De burde klappe

En sådan rettergang vil ikke føre til andet end frygt, rædsel og en straf, de så må affinde sig med. Kilderne ville de uanset hvad aldrig kunne afsløre, for så kunne de lige så godt nedlægge deres medier.

Nej, det ville nu være bedre, hvis efterretningstjenesterne genfandt kernen i deres eget arbejde med fortrolige oplysninger: tillid snarere end trusler. Lige nu sætter de tillidsforholdet over styr. Det gavner ingen.

Heldigvis kan videofejringen ses og genses, hvis budskabet ikke siver ind første gang. Har tjenesterne for travlt til at se det hele, kan de nøjes med at lytte til Thomas Foghts takketale. Han takkede netop for prisen med at understrege to afgørende løfter:

»Vi vil til enhver tid henholde os til kildebeskyttelse og aldrig nogensinde afsløre vores kilder. Og vi vil til enhver tid gøre alt, hvad vi kan, for fortsat at grave nye oplysninger frem.«

Årets pris står som en vigtig hyldest til den frie presse, som hviler på et fundament af ytringsfrihed, tillid og fortrolighed. Den må hverken statsministeren, efterretningstjenesterne eller vi tage for givet. Man kan stadig nå at sende blomster.