Billig arbejdskraft ødelægger Danmark
Vi har som samfund undervurderet betydningen af gode jobs til alle
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvorfor er USA så fyldt af had? Er det ikke besynderligt, at verdens mægtigste nation er ved at gå op i limningen af polarisering og indre splittelse? Den vigtigste forklaring på splittelsen er indvandring. Af billig arbejdskraft.
Vi bliver nødt til at gøre os indvandringens destruktive potentiale bevidst, når arbejdsgivere i disse måneder taler om mangel på arbejdskraft. I sig selv er det nonsens at tale om manglen på arbejdskraft. I nationaløkonomien er der ikke mangler, men udbud og efterspørgsel, så når arbejdsgiverne taler om mangel på arbejdskraft, mener de reelt mangel på billig arbejdskraft.
Det er i øvrigt et problem, som de helt selv kan løse. Sæt lønnen op og pludselig er der rigeligt med arbejdskraft. Højere lønninger vil måske gøre indhug i overskuddet, og derfor kan kun de mest veldrevne forretninger overleve den evige konkurrence. Det kaldes markedsøkonomi. Der er intet barmhjertigt over den økonomiske konkurrence, men til gengæld er den effektiv. Der er ingen regel, der siger at du skal kunne få job besat til den løn, du tilbyder. Ingen hører brok fra advokatselskaberne over, at de ikke kan finde erfarne advokater til samme løn som en skolelærer.
Men virksomheder, der ansætter ufaglært arbejdskraft er ofte i medierne for at kræve flere billige medarbejdere fra udlandet. Hvad er samfundets interesse i det? Hvad er alternativet til at importere med billig arbejdskraft til Danmark? Det er højere løn. I realiteten er spørgsmålet om ”mangel” på arbejdskraft derfor en interessekonflikt. Mellem arbejdsgivere og ufaglærte arbejdstagere. Hvis side skal vi stå på som samfund?
Det er selvfølgelig alt for enkelt stillet op, for der er også bredere interesser på spil. Som samfund får vi alt muligt godt ud af den billige arbejdskraft. Først og fremmest leverer den billige arbejdskraft et billigere produkt, der er til gavn for alle, der køber det. Den vil i nogen i tilfælde også sikre bedre beskæftigelse for den indfødte arbejdskraft, fordi den billige arbejdskraft også skaber nødvendigheden af flere højproduktive jobs. Den kan sågar hjælpe de offentlige finanser, hvis der ikke er tale om en permanent indvandring.
Hvad med ulemperne? Lad os tage de selvindlysende først. Hvis der er tale om indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika får vi højere kriminalitet, mere utryghed, kulturel splittelse osv. Vi vil også få et lavere nationalt velstandsniveau, mere synlig fattigdom, øget ulighed og en masse andre dårligdomme. Men lad os nu sige, at der er tale om billig arbejdskraft, der rejser hjem igen. Ren arbejdskraftsindvandring, uden familier, men blot flittige arbejdstagere, der er er taget hertil for at pukle til en lav løn og derpå rejse hjem.
Hvem taber på billige gæstearbejdere? Det gør de ufaglærte danskere og herboende udlændinge. Ikke alle sammen, men en væsentlig andel. De vil få dårligere jobmuligheder og relativt dårligere løn. Med alvorlige sociale konsekvenser til følge. Økonomi handler nemlig ikke bare om økonomi. Ikke bare om antallet af plasticdippedutter, man kan købe. Indholdet af et job handler også om ære, identitet og selvrespekt.
Når vi udhuler arbejdsmarkedet for ufaglærte jobs, udhuler vi menneskers eksistensgrundlag. I forvejen får ufaglærte typisk lavere anerkendelse og lever en mere usikker tilværelse på arbejdsmarkedet. De har dårligere helbred, dør tidligere og er generelt mindre lykkelige. Det har mange årsager, men én af dem er de dårlige jobvilkår. Sammenhængene er komplekse, men vi kender eksempelvis alt for godt den stigende proletarisering, der sker af ufaglærte mænd i udkantsområderne. De har sværere ved at stifte familie, fordi kvinderne ikke vil have dem. Kvinder har en (berettiget) forventning om, at deres mænd skal være produktive, i stand til at forsørge en familie og have selvrespekt. Hvis de ikke kan finde en egnet mand, vælger de måske at få børn med sig selv i stedet. En ulykkelig udgang. Vi har som samfund undervurderet betydningen af gode jobs til alle.
Igen, vi kan bare skæve til USA, hvis vi vil have et indblik i de sociale konsekvenser af massiv indvandring af billig arbejdskraft og en udpining af arbejdsmarkedet for ufaglærte. Vi får øget velstand til middel- og overklassen og en vred og forarmet underklasse.
Derfor en appel til den socialdemokratiske regering. Når de borgerlige med støtte fra de radikale vil kræve en lavere beløbsgrænse for indvandring til Danmark, så sig nej. Svar dem, at I holder af Danmark. Hele Danmark.