Er der håb for ordentligheden i dansk politik?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg tror, vi er mange, der kommer til at sidde og følge med på Folketingets tv-kanal, når Inger Støjberg efter planen på tirsdag bliver stemt uværdig til at sidde i Folketinget og umiddelbart efter afstemningen skal rejse sig op og forlade salen. Nu er der ikke så langt ud – hun sidder som løsgænger nede bagerst i salen sammen med de øvrige løsgængere. Men der er alligevel noget symbolsk i de skridt, hun skal betræde fra sin plads og hen til døren ud til vandrehallen. Hvert skridt bliver et vidnesbyrd for en rejse, der er på vej mod sin slutning. Fra storhedstid med fri leg til at bage kager for at fejre andres ulykke, tale dunder mod mennesker i nød og fnyse overlegent over modstanderes brug af ord som humanisme og medmenneskelighed til at blive dømt uværdig af sine egne tidligere kollegaer og politiske modstandere.

Jeg er en af dem, der er blevet fnyst ad. Og jeg begræder ikke et sekund Støjbergs fald. Alt, hvad hun får, har hun bedt om. Fra oldtidens Grækenland kender vi hybris og nemesis. Hybris er det hovmod, der får mennesket til at trodse guderne. Hovmod er en af de syv dødssynder, og i det gamle Grækenland faktisk den største synd, fordi der ikke findes noget mere syndfuldt end at glemme sine menneskelige begrænsninger. Hybris handler altså om, at man tror sig og agerer som en gud i stedet for et menneske. En sådan synd vil altid ramme én i baghovedet som en boomerang. Det er nemesis, hævnens og retfærdighedens gudinde, der kommer og minder én om, at man skal betale for sine synder. Og gå de få skridt hen til døren, der adskiller de folkevalgte fra de almindelige.

Det hjælper heller ikke på sympatien for Støjberg, at hun, selv efter en næsten énstemmig dom fra Rigsretten, fastholder sin uskyld og sit spin ved at tale om danske værdier og ”barnebrude”. At hun ikke respekterer eller anerkender, at intet mindre end Rigsretten har afgjort, at hun har begået en alvorlig strafbar handling. Og at hun derved tydeligvis ikke respekterer den tredeling af magten, som jeg vil mene er en ret væsentlig værdi for Danmark. Hvor havde blot en smule ydmyghed klædt den tidligere minister. Blot et ”ingen kommentar” til pressens mange spørgsmål uden for Eigtveds Pakhus den eftermiddag.

Vi bliver nødt til at tale om ordentlighed i politik. Man skal opføre sig ordentligt. Helt banalt og grundlæggende. Man må gerne glædes over fremgang, men man skal kunne bøje sit hoved, når tid er. Derfor er der også andre, som i disse dage bør kunne smage fortrydelsens bitre eftersmag i mundvandet. Lars Løkke Rasmussen er en af dem. Han havde meget tidligt meget travlt med at erklære, at han finder Støjberg uegnet til Folketinget oven på dommen. Det er alligevel noget, at den mand, der holdt hånden under Støjberg, mens sagens stod på, nu pludselig er en af de første til at kræve hende uværdig til Folketinget. Tænk lige over det. Værdighed og ordentlighed findes i mange farver og størrelser – det samme gør deres modsætninger.

Jeg er opstillet som folketingskandidat for De Radikale og har en ret klar ambition om, at skulle jeg blive valgt igen, så vil jeg bruge min tid, energi og mine kræfter på politisk substans frem for spin på de sociale medier, og jeg vil gøre mit yderste for at opføre mig ordentligt. Men for at være helt ærlig: Når jeg står udenfor og kigger ind på Christiansborg, så mister jeg nogle gange modet. Er der et håb for ordentlighed i dansk politik?