Aldrig mere en jul uden gudstjenester

Nogle gange er der grund til at tage sorgerne på forskud.

I hvert fald hvis man har sidste års nedlukning af folkekirken to minutter i juleaften i mente. For selv om Søren Brostrøm forleden lovede, at han vil gøre alt for at holde kirkerne åbne over julen, så plejer statsministeren at understrege, at hun ikke kan love noget.

Og vi har jo efterhånden vænnet os til, at Mette Frederiksen bestemmer.

Derudover er der grund til forundring og bekymring over, at folkekirken bare dukker nakken og agerer statens forlængede arm under coronapandemien – og i stedet for at tage opgaven og ansvaret på sig som en del af samfundets kriseberedskab og ikke blot vil være kirke i lyst, men også i nød.

Selvfølgelig skal kirken tage forholds- og forsigtighedsregler og forsøge at undgå smittespredning, det er klart, men når det er sagt, så mener jeg ligesom biskop Henrik Wigh-Poulsen, at kirken bør udvise skønsomhed i forhold til kravet om fremvisning coronapas, der også er blevet pålagt folkekirken som enhver anden kulturinstitution: fremvisning af coronapas ved mere end 100 deltagere. Ved gudstjenester og kirkelige handlinger med maks. 99 deltagere er der ikke krav om renhedsbevis – det går i mange kirker til hverdag, men ingenlunde ved den forestående højtid.

Og det strider imod kirkens væsen at skulle vise en personafhængig adgangsbillet i døren, der burde være åben for enhver, som søger den. Jeg plejer at sige til mine konfirmander, at kirken er som vores hjem, det eneste sted i verden, hvor man ikke behøver banke på, før man går ind.

Sådan er det ikke mere, og på plakaterne til ophæng i kirkerne udfærdiget af Kirkeministeriet står der: ”Kan du ikke fremvise et gyldigt coronapas, kan kirkens ansatte blive nødt til at bortvise dig”.

Læs det lige igen: Bortvisning. Simpelthen. Fra Guds eget hus – fordi du er uren. Hør selv, hvor forkert det lyder, og hvor svært foreneligt det er med Kristi egne ord i Matthæusevangeliet: ”Kom til mig, ALLE I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Alle I – ikke kun jer med papirerne i orden.

Og hvad beviser coronapasset egentlig? Ja, strengt taget ikke andet, end at jeg – gode, retfærdige mig – er ren og vaccineret, men smitte kan jeg jo stadig (og helt ren bliver en synder jo aldrig uden tilgivelsen i Kristus).

Det undrer mig, og det bekymrer mig, at der ikke er mere opstandelse i kirken over det temmelig voldsomme indgreb, som kravet om coronapas er – enkelte biskopper har ytret sig og tak for det, men ellers accepterer man bare, at kirken er med til at presse befolkningen til at blive vaccineret.

Kirkens fornægtelse af sit eget væsen vækker ubehagelige minder til sidste års jul, hvor temmelig højtråbende præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkebetjening i samlet flok gik benhårdt efter at aflyse alle julens gudstjenester. Og de lykkedes med deres forehavende og med en misforstået forestilling om, at for lutheranere afhænger frelsen ikke af, om man sidder på kirkebænken eller ligger hjemme på sofaen og spiser fedtet konfekt.

Nej, men der er to ting at sige om det: For det første er kirkens egne folk med til at undergrave kristendommens betydning og kirkens rolle i samfundet som andet end en kulturinstitution. Hvis kirken kan undværes i trange tider – så kan den vel også til hverdag.

For det andet: Hvis man som præst mener, at kirkerne uden videre kan lukke over julen, så må man absolut leve på temmelig stor afstand af menneskelivet – hvor glæde og sorg, (u)lykke og længsel, vaklen og vemod altid forstørres ved juletid. Alt det, man ikke kan bære i det krøllede julehjerte, men har brug for et kirkerum, et krybberum, et nåderum at lægge i.