Lev med det, Mette

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Valget i tirsdags blev en kæmpe lussing til Socialdemokratiet. Partiet mistede i udpræget grad opbakning i de store byer. I København gik det så galt for partiet, at det mistede sin historiske status som det største parti. Også regionalt gik det galt – i Region Nordjylland gik partiet over 6 pct. tilbage og mistede sin regionsrådsformandspost, og i Region Hovedstaden gik partiet over 5 pct. tilbage.

Jeg skal ikke fortabe mig i tallene. Men billedet er entydigt: Et kæmpe nederlag til landets største parti. Hvorfor nu det? Well. Jeg har lige været ude at sejle i en måned. Jeg har krydset Atlanterhavet i et stort sejlskib med en besætning på 25 og godt 100 medsejlere. Jeg har haft det storartet. Men jeg har også været sandhedsvidne til, hvordan livet på et skib leves og forstås ud fra nogle meget traditionelle autoritetsregimer. Kaptajnen er omgivet af en helt særlig ånd af noget næsten urørligt – og medsejlerne er der for at tage imod ordrer. Hver dag kl. 15.15 gav kaptajnen en briefing til os medsejlere, og det føltes mest som at være i audiens hos dronningen.

Den samme følelse – og den samme modstand imod den – har jeg haft gentagne gange, når jeg har set statsministerens pressemøder. De er omgivet af en ånd af arrogance, manglende ydmyghed og en snert af fornærmethed, når spørgsmålene bliver for kritiske. De seneste eksempler fra pressemødet om sms-skandalen understreger min pointe: Dels blev statsministeren nærmest vred over det kritiske spørgsmål om embedsmændenes sprogbrug i sms’er – det var her, hun fik sagt til danskerne, at det må vi leve med. Og dels begik hun en eklatant krisestyringsfejl ved at appellere til de sygeplejersker, hun netop har vendt ryggen, om lige at give den en ekstra skalle. Hun formåede på ét og samme pressemøde at udvise manglende ydmyghed, blive fornærmet over kritiske spørgsmål og helt af sig selv at åbne døren til et nyt stormvejr fra de i forvejen utilfredse sygeplejersker.

Jeg har længe ventet på, at den dag måtte komme, hvor danskerne har fået nok af regeringens magtfuldkommenhed, manglende inddragelse og fornærmede afvisning af enhver form for kritik. Den dag kom i tirsdags. Og den er velfortjent.

På min sejltur og i kølvandet på min tiltagende frustration over den åbenlyse distance fra kaptajn til medsejlere tænkte jeg tit på, at når man som voksen autoritet behandler andre voksne som voksne mennesker, så opfører de sig derefter. Når man i sin rolle som autoritet behandler og taler til andre voksne som børn, så gør de en af to ting: Opfører sig som børn eller gør oprør.

Det er der, Mette Frederiksen står lige nu. Et sted, hvor borgerne, som de myndige og dannede mennesker, vi nu engang er, siger fra over for en statsminister, der ikke inddrager (heller ikke det øvrige Folketing, i øvrigt, hvilket Sofie Carsten Nielsen rettede en præcis kritik af i sidste uge), ikke lytter og først og fremmest reagerer aggressivt frem for ydmygt på kritik.

Hvor efterlader det så Mette Frederiksen? Tja, hun kan gøre en af to ting. Hun kan ringe til Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen, som fik et fænomenalt valg, og bede om at komme i praktik for at lære, hvordan man agerer inddragende og samarbejdsorienteret socialdemokrat. Eller hun kan leve med det. Vælger hun det sidste, tager hun med al sandsynlighed det næste skridt på den sti mod nederlag, der blev brolagt ved kommunal- og regionsrådsvalget i tirsdags.