Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Mor, vi er i lockdown. En ambulance er på stedet, og politiet gennemgår vores skabe«

For få dage siden begik en 12-årig dreng selvmord på min datters skole. Og ja, det sker, at helt unge begår selvmord – også oftere end mange af os måske går rundt og tror. Det skal der fokus på – så vi kan gøre noget ved det.

Børn begår selvmord. Også oftere end mange af os måske går rundt og tror.

Blot at skrive ovenstående får alt i mit system til at stå stille. Min mave snører sig sammen, mit indre er fyldt med følelser af fortvivlelse, angst og frygt.

Forleden fik vi en kortfattet mail fra min datters skole. »Der er i øjeblikket en sundhedsrelateret situation på skolen.« Denne kryptiske besked fik alarmklokkerne til at bimle i mit sind, og jeg skrev en hurtig besked til min datter: »Er du o.k.? Skal jeg komme og hente dig?«

”Jeg er o.k. Der går rygter om, at det er noget med en hjertefejl efter en overdosis, men lærerne siger ingenting,« svarede min datter via sms.

Og så satte panikken ind hos mig, men det kunne jeg jo dårligt vise hende. »Lyt ikke til rygter,« skrev jeg, efter hun fortalte, at politiet systematisk gennemgik elevernes skabe.

»Vi ved ingenting, venter på mere info. Jeg er sammen med venner og er o.k.,« kom det fra min fornuftige datter, der åbenbart var i stand til at holde hovedet noget koldere end sin mor.

Samme aften fik vi en besked om, at en elev var gået bort. Bagefter florerede rygterne. Han blev kvalt, det var en overdosis, kan det være xxx eller xxx?

Næste dag modtog vi en besked om, at eleven var gået bort som følge af selvmord.

12 år var han. Han blev kaldt Prins, fortalte min datter. Fordi han altid var så velklædt. Han var i ”the gifted program” for højt intelligente børn, jokede med alle, havde mange venner og var vellidt. Med andre ord var han ikke en elev, man normalt ville se som udsat pga. mobning, manglende intellekt, fysiske kendetegn osv.

Samme uge havde alle elever gennemgået et program, de kalder SOS – Signs Of Suicide, som fokuserer på at se tegn hos selvmordstruede unge og informere om, hvor de kan få hjælp. Og samme uge deltog drengen sammen med min datter i et Rainbow Meeting, et møde for LGTBQI+-personer.

Næste dag begik han selvmord på et af skolens toiletter. Nu er alle knager på indersiden af skolens toiletdøre fjernet.

Tallene for selvmord i denne aldersgruppe i Danmark og i USA er sammenlignelige. Heldigvis er selvmord i denne gruppe sjældne, dog begår en person under 13 hver femte dag selvmord i USA. I Danmark begår to-tre unge under 15 hvert år selvmord. Over 75 pct. i aldersgruppen er drenge.

Det er, som om jeg er blevet introduceret til en voksenverden fra den ene dag til den anden. I går var jeg et stort barn, i dag skal jeg forholde mig til en verden, jeg ikke er klar til.

Hele weekenden har min datter set bageshow og læst Harry Potter. Jeg læser hendes adfærd som et behov for at række tilbage til barndommen. Mandag måtte jeg hente min søn på 11, fordi han var brudt sammen i sin klasse. Hans lærer og skoleinspektøren græd til morgenmødet i klasselokalet. Min søns lærer havde drengen i sin klasse for to år siden.

Vi har taget kontakt til vores familiepsykolog, meldt os til en workshop om efterladte og selvmord og forsøger at gøre, hvad vi kan, for at fortælle vores børn, at vi er her for dem. Men det er svært ikke at lade min skingre indre hyletone med mit eget ”shit” og min egen angst overdøve den rolle, jeg er nødt til at sætte øverst som mor til to børn.

»Det er, som om jeg er blevet introduceret til en voksenverden fra den ene dag til den anden. I går var jeg et stort barn, i dag skal jeg forholde mig til en verden, jeg ikke er klar til,« sagde min datter til mig.

Hvad siger man, når man står der og knuger sine børn, mens tårerne løber ned ad kinderne på én? Der er jo intet, der kan beskrive, de følelser af frygt og sorg, man som forælder står med. Men mine følelser er ikke deres, og mine følelser skal ikke overtage det rum, det er vigtigt for børnene at have plads til at være i.

Jeg skal kunne række ud til dem med mit voksne perspektiv, samtidig med at jeg er i øjenhøjde. Og det er svært. »Livet er aldrig så sort, at der ikke er lys forude. Der er altid hjælp at hente, hos os eller andre voksne, I stoler på,« siger jeg og håber, at de strå, jeg griber til, er de rigtige for dem at høre.

Der findes ikke megen forskning om selvmord af unge under 13, men tallene viser, at selvmord i denne aldersgruppe er stigende.

I fredags kom den kendsgerning alt for tæt på vores og mine børns liv her i USA. Men problemet er globalt. Overalt i verden har børn det svært psykisk, i Svendborg og i Seattle, i Soul og i Sao Paulo.

Mandag morgen lå der et blomsterhav omkring flagstangen på min datters skole. Mange af børnene bar sort, flere havde skrevet kort, som de lagde sammen med buketterne. Alle ansatte i skoledistriktet, der har den mindste træning, som kan være relevant i situationer som denne, var blevet tilkaldt og stod klar til at modtage børnene. Alligevel var kun to tredjedele af skolens elever mødt op. Lærerne forsøgte på bedste vis at gøre skoledagen tålelig, og skolepsykologerne lavede opsøgende arbejde og henvendte sig til eleverne.

I en uge, hvor børnene på min datters skole både har lært om at se tegnene på selvmordstruede unge, og hvor mange af dem har deltaget i et regnbuemøde, der alt andet lige indikerer en bevidsthed om identitet, er der gået noget hamrende galt på flere fronter. Hvordan en ung dreng på bare 12 år kunne ende livløs på et skoletoilet på sin skole, kommer jeg aldrig til helt at forstå.

Men trods gode intentioner om at skabe et rum for samtale, at informere og at række ud, har en familie i selv samme uge, som disse tiltag fandt sted, mistet sin søn. Information om selvmord og andre initiativer, der har at gøre med børnenes identitetsdannelse, bør gennemgås og tages op til revurdering. Måske er undervisningsmaterialet ikke tidssvarende. Et eller andet er i hvert fald gået galt.

Jeg bebrejder ikke nogen noget. Jeg siger blot, at når en sådan tragedie kan ske, er der noget, der kunne have været håndteret anderledes, så denne unge dreng kunne have fået den hjælp, han havde brug for.

For jo, det sker, at helt unge begår selvmord – også oftere end mange af os måske går rundt og tror. Og det skal der fokus på – så vi kan gøre noget ved det.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.