Luk lortet? Sig mig engang, har de slet ingenting lært i skolen?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da jeg for nylig var på besøg på Rønshoved Højskole, der ligger så flot ud til Flensborg Fjord, hørte jeg et foredrag af skoleforskeren Keld Skovmand. Jeg var på forhånd interesseret i et begreb, som var meget populært blandt politikere og nogle bestemte notabiliteter fra Danmarks Pædagogiske Universitet i 10’erne, og som førte til den folkeskolereform, som den daværende undervisningsminister, Christine Antorini, først folkesocialist, så studievært og endelig socialdemokrat, gennemførte i 2014.

Begrebet er læring, og Keld Skovmand har skrevet en hel stak bøger om emnet og sågar været så overordentlig flink at fremskaffe dem til mig.

Da begrebet opstod, anede jeg hverken, hvad det betød eller indvarslede, og jeg havde for øvrigt travlt med at købe ind, vaske tøj, rydde op, smøre madpakker osv. for mine børn, der netop var begyndt i folkeskolen foruden til fodbold, springgymnastik, kor og cykling plus det løse. Det med folkeskolereformen burde nok have vakt min nysgerrighed, skønt I ved, hvordan det er: Livet leves forlæns, men erkendes baglæns.

Vist hørte vi forældre lidt fra lærerne på den lokale; de virkede bestyrtede. Jeg satte mig ikke ind i sagen, men forstod så meget, at læring var det nye diskursive shit. Nu, takket være Skovmand, er jeg blevet lidt klogere. Det er alt sammen meget kompliceret, men kan muligvis koges ned til følgende:

Læring ifølge den seneste folkeskolereform er viden, der kun er viden, når eleverne bruger den, og når de bruger den til at tilegne sig nyttige kompetencer. Det lyder måske tilforladeligt, men tag ikke fejl. Viden, der ligger derudover, er ikke læring. Det betyder i praksis, at det er eleverne selv, der er med til at definere, hvad viden er, og det er jeg mildest talt ikke helt tryg ved, til trods for at jeg faktisk godt kan lide børn.

Min utryghed skyldes, at læring dermed ikke længere hentyder til et bestemt fagligt indhold eller til et kanoniseret stof, men er blevet disruptet for nu at bruge et andet populært udtryk, som egentlig bare betyder, at det hele er blevet sprængt i stumper og stykker. Hvorfor skal man sidde og bøje tyske verber, når det er kineserne, inderne og araberne, der kommer?

Viden, altså i denne opdaterede fortolkning af viden, er derimod en proces snarere end et indhold. Processen består i at lære at lære, meget gerne ved hjælp af digital teknologi, og er altså et slags metabegreb.

Da man erstattede viden med læring, var det ikke længere så vigtigt at lære noget. Formålet forsvandt. Og blev afløst af nogle mål. Læringsmålstyring, kaldte reformatorerne det, men som Keld Skovmand skriver i en af sine bøger sammen med Lene Tanggaard, betyder det at lære at lære, at processen bliver genstandsløs: »Der er ikke noget ukendt derude, man skal gøre til sit eget, ingen verden, man skal indføres i og ledes ud i. Eleverne lukkes i stedet ind i et spejlkabinet, hvor de ikke ser andet og andre end sig selv, uanset hvor de vender sig hen. Eleverne tilbydes selvspejlinger i stedet for vinduer til verden.«

Når man først har set læring i dette modlys, forstår man jo bedre, hvorfor elever i 8. klasse ikke ved, hvor Storebæltsbroen ligger, ikke kan sætte komma og heller ikke synes at være klar over, hvad den grammatiske forskel er på i og I. Til gengæld ved de alt om smileyer.

Og så fik jeg en tanke. Vel har vores nuværende statsminister og hendes overivrige departementschef, Barbara Bertelsen, ikke gået i den nuværende folkeskole, men det er immervæk deres parti og forgængere, der har reformeret den i pagt med disse meta- og smiley-principper, og det har nu fået visse konsekvenser i den konkrete sag.

Overfører vi folkeskolereformens læringsbegreb til minksagen, medfører det, at viden om grundloven ikke er viden, før den bliver aktiveret, og det blev den jo tydeligvis ikke, da regeringen slet og ret nedlagde minkerhvervet i løbet af 45 min. I det lys kan statsministeren gå ud og sige, at hun handlede i god tro. Hun vidste ikke bedre.

Viden om de forventelige konsekvenser synes heller ikke at have gjort sig gældende, altså det forhold, at regeringens øverste minister dermed løb den risiko at blive stillet for en rigsret. Ikke engang dét, selvopretholdelsesdriften, dette mest hobbesianske af alle hobbesianske principper, syntes at have været gængs viden i Statsministeriet forud for aflivningen af minkerhvervet, det er måske det allermest overraskende.

Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen har unægtelig mange kompetencer, flere, end jeg kan opremse her, men ejer åbenbart ikke elementær viden om, at man ikke bare lige sådan kan lukke et helt og aldeles lovligt erhverv pr. sms.

Sig mig engang: Har de slet ingenting lært i skolen?