Ideologerne falder i fremtidens skakt som de første

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er litteratur- og sprogmanden Nils Gunder Hansen, der fandt på udtrykket i en klumme om, at tiden synes at gå stærkere og stærkere med alderen. Til sidst falder man ned i fremtidens skakt, skrev han. Jeg vil tro, han har ret, men nogle mennesker synes at tage forskud på faldet og haster mod fremtiden som en alkoholiker på jagt efter den næste gewesen.

Det plejede at være de unge, der havde travlt; nu er det sandelig også de gamle. Tag f.eks. den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, som vistnok har ”rekonstrueret” sig selv som ”feminist”, efter at hendes døtre er sprunget ud som henholdsvis panseksuel og nonbinær. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at nogen mor kan være glad for det, men Thorning-Schmidt iler med at bifalde døtrenes beslutning og alliere sig med ungdommen. Hvad det gælder om, er at leve det liv, man vil, uden at skulle tilpasse sig andres normer.

Det er ikke kun Helle Thorning-Schmidt, der taler sådan, det gør også tidsånden, dette mangehovedede uhyre i vort samfunds midte. Det er dette monster, som har fået os til at tro, at vi hver eneste morgen kl. 7 skal vælge, hvem vi vil være i dag, og frigøre os fra såvel biologi som tradition – netop for at kunne begynde forfra, autentisk, kvit og frit. Underligt nok fik jeg præcis den modsatte tanke i efterårsferien, hvor jeg slæbte familien med til Sachsen for at se bjerge, floder, slotte og gamle byer proppet med kultur og civilisation. Altså, den tanke, at man indimellem skal begynde bagfra, dvs. anerkende historien, båndene, religionen, krigene og det, der har formet os over et længere stræk. Selv dekonstruktionen anerkender dette: Noget må have konstrueret os, før vi kan dekonstruere det.

Dresden, delstatens hovedstad, er fyldt med disse konstruktioner, også kaldet museer. Indenfor en meget lille radius kan vi vælge mellem kunst-, våben- og porcelænssamlinger, et skatkammer med juveler, elfenben og andre sjældne kostbarheder, et bogmuseum, et Stasi-arkiv og en salon med matematiske og optiske hjælpemidler tilbage fra 1700-tallet. Der er også et møntkabinet med 300.000 blinkende genstande, et dukketeatermuseum samt et kunstmuseum med tysk kunst fra det kaotiske 20. århundrede. Jeg bliver helt paf: Hvad skal vi vælge? Hvor meget kan vi klare? Uforsigtigt går vi ombord i billedkunsten før 1800 og sejler gennem italienske, spanske, franske, nederlandske, flamske, tyske, bøhmiske, østrigske, engelske, skotske og schweiziske malerier i sale, der emmer af europæisk ånd og fortællekraft, så at det svimler for øjnene, og jeg må sætte mig ned og erkende, at jeg har hungret efter metafysik uden at vide, hvor galt det stod til.

Selv mine børn fornemmer, at det er noget på færde, da vi passerer Canalettos fotografiske skildring af Dresden anno 1747, Augustusbroen, den gamle bydel, fæstningsværk, markedet, kirkerne. Her har vi selv gået, shoppet og spist. Malerierne er genkendelige og alligevel fra en svunden tid, og læreren i mig jubler, da jeg hører min datter på 13 bemærke, at det næsten føles dobbelt, før hun indvilliger i også at se porcelænssamlingen. Fordoblingen er akkurat der, jeg vil hen. At kende til fortiden fordobler ganske enkelt eksistensen, udbygger den, perspektiverer den. Samtidig maner disse mesterværker til en lille smule ydmyghed, en lille smule eftertænksomhed eller blot en kortvarig besindelse på, at de også kunne noget, de gamle, hvide, døde mænd og kvinder, som gav alt dette videre til æstetisk nydelse og filosofisk refleksion.

Dagen efter snupper vi særudstillingen af Johannes Vermeer på det statslige kunstmuseum, som troner ned mod Elbens bredder, hvor 10 udvalgte værker, der sjældent ses sammen, er udstillet, således at deres formmæssige enkelhed lyser op i 1600-tallets typisk mere overfyldte landskabsscenerier. Hos Vermeer er det overflødige pist væk, og fantasien får frit spil i fortolkningen af portrætternes eksistentielle mening. Med ét synes fremtidens skakt at være skubbet lidt længere væk, og pludselig kan jeg bedre goutere, at vi alle skal dø. Den fjerne kunst kalder det nære frem, dengang bliver til en del af vores nu, rundet af andres erfaringer, drømme, syner. Måske er det bare det, vi skal huske: at andre var her før os, og at nutidens ideologer altid er de første, der ryger i fremtidens skakt.