Elina ved lige præcis, hvad danskerne er for nogen. Sjældent har man læst så komprimeret vrøvl

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvordan føles det at blive belært om hygiejne af et menneske, der har for vane at rulle sig selv i skidt? Sikkert ganske selvmodsigende. Men næppe særlig meget anderledes, end det er at blive belært om indvandringspolitik af den svenske journalist Elina Pahnke.

I en nylig klumme i Aftonbladet med titlen ”Konservativt korståg mod kritisk forskning” skriver Elina Pahnke blandt andet, at »i ett Danmark där statsministeren för en tid sedan sa att målet är att ha noll asylsökande, har det bare varit en tidsfråga innan den ideologiske statsrasismen börjar göra avtryck på forskarfriheten«.

At Sverige i almindelighed og Malmø – den by, hvor Elina Pahnke så vidt vides bor – i særdeleshed er sunket ned i etnisk bandekriminalitet, skyderier og bombesprængninger, og at landet har et utal af områder, hvor den svenske stat har tabt sit herredømme og voldsmonopol, gør åbenbart ikke noget indtryk.

Det er intet mindre end »ideologisk statsracisme« at gøre modstand imod den slags uønskede samfundsforandringer. Der som en langsigtet konsekvens har, at selve det politisk liberale samfund forvitrer – så blandt andet ytringsfrihed, religionsfrihed, kvinders rettigheder og retten til at leve i et samfund præget af lov og orden kommer under pres.

I det hele taget er Elina Pahnkes artikel en opvisning i kognitiv dissonans. Det vil sige en opvisning i, hvordan man gør vold på såvel kendsgerninger som logik for at få sit allerede etablerede verdensbillede til at forblive intakt.

Hun åbner sin artikel med at sige, at Morten Messerschmidt og jeg fattede en »pludselig interesse« for, hvad der sker på universiteterne.

Min interesse for universiteterne er ikke mere pludselig, end at jeg i 2013 rejste en sag om manglen på akademiske standarder ved Aalborg Universitet, som jeg i øvrigt vandt. Den er ikke mere pludselig, end at jeg har været LA’s forskningsordfører siden 2015.

Og den er ikke mere pludselig, end at jeg efter en længere periode med forberedelser i 2020 skrev en hel bog om identitetspolitik ved blandt andet universiteterne.

At gøre vold på kendsgerningerne på den måde er imidlertid nødvendigt for at få den konspirationsteori til at falde i hak, at det danske Folketings interesse for aktivisme på universiteterne er en del af en international, konservativ tendens, der er startet i USA som et backlash mod Black Lives Matter.

I Danmark er tendensen ikke mere konservativ, end at den støttes af både socialdemokrater og liberale ud over de konservative. Og i Frankrig – som også omtales – er det som bekendt en liberal regering, der styrer landet. Med andre ord: Det er vrøvl og sludder, at det er specielt konservativt at være kritisk over for woke teoridannelser. Det er noget, alle tre hovedretninger i europæisk politik interesserer sig for.

I USA er debatten om woke teorier i øvrigt heller ikke af nyere dato. Man kan uden problemer læse Allan Blooms ”The Closing of the American Mind” fra 1987 som en tidlig advarsel mod identitetspolitik på universiteterne. Ligesom Steven Pinkers ”The Blank Slate” fra 2002 helt eksplicit er skrevet for at advare imod, at woke teorier om køn skubber videnskabeligt forankrede teorier med udgangspunkt i blandt andet biologi og kognitionsvidenskab ud fra universiteterne.

De såkaldte Chicagoprincipper fra 2014 voksede heller ikke ud af ingenting. De opstod ud fra en oprigtig bekymring for åndsfriheden i lyset af den såkaldte cancel culture.

Men det er jo bare kendsgerninger. De kan virke stærkt forstyrrende på en forfatter, der allerede ved, hvordan tingene hænger sammen.

Elina Pahnkes behandling af forholdene i Frankrig er også eksotisk. Hun skriver i sin artikel, at den franske forskningsminister Frédérique Vidal rejste debatten om ”islamo-gauchisme” for at aflede opmærksomheden fra såkaldt islamofobi (et begreb, der er opfundet for at udskamme kritikere af islamisme) og Frankrigs kolonihistorie i islamiske lande.

Pahnkes måde at diskutere problemet på, er absurd. Frankrig har en nyere historie med voldelig islamisme, der er mere blodig end noget andet land i Europa. Og det er uomtvisteligt sandt, at venstrefløjspartier alt for ofte tyr til enten socialdeterministiske forklaringer på problemer, der uden tvivl udspringer af kultur. Eller de tyr til absurde sammenligninger – som Pahnke gør – mellem forfølgelsen af jøder i mellemkrigstiden og kampen mod islamisme og jihadisme (samt – ironisk nok – islamisk antisemitisme) i vore dage.

I Danmark betragter vi Sverige som et rædselsvækkende eksempel på, hvad der kan ske, når en magtfuldkommen elite gennemfører en politik, der på den ene side anbefales af tossede forskere og på den anden side ikke går direkte ud over den magtfuldkomne elite selv. Men ud over den svenske arbejderklasse og lavere middelklasse. Der både må bo i eller i nærheden af de områder, der synker ned i kaos. Og finde sig i at blive stemplet som racister af folk som den højrøvede Elina Pahnke, hvis de stemmer på det eneste gennemført fornuftige parti i Sverige, når det gælder indvandring: Sverigedemokraterne.

Det er derfor, man under VLAK-regeringen i 2018 (og ikke socialdemokraterne, som Elina Pahnke fejlagtigt skriver) vedtog ghettopakken. I Danmark ønsker det politiske flertal heldigvis ikke at lytte til apologetiske forskere, der først anbefalede den vanvittige Udlændingelov i 1983. Og siden har frarådet skiftende regeringer at føre den eneste fornuftige politik: en politik, der går en anden vej end Sverige.

At det danske folketingsflertal eller den danske regering har indflydelse på, hvad der kaldes videnskab – som Elina Pahnke slutter sin artikel med at sige – er decideret løgn. Det har Folketinget og regeringen ikke nogen indflydelse på. Og det ønsker Folketinget og regeringen ikke nogen indflydelse på.

De eneste, der faktisk ønsker at bryde med armslængdeprincippet, er sjovt nok den venstrefløj, der stemte imod V137. Her kræver man jævnligt, at den økonomiske videnskab retter ind efter et politisk ønske om at forstå urentable udgifter som ”investeringer” og i det hele taget dropper sin kernefaglighed.

Jeg ville blive bestyrtet i to omgange, hvis jeg læste en artikel som Elina Pahnkes om et land, jeg troede, jeg kendte godt, i en dansk avis. I første omgang ville jeg blive bestyrtet over en rapport om, hvor galt det står til i et land, jeg umiddelbart havde en anden og mere gunstig opfattelse af. Og i næste omgang bestyrtet over, at man kan presse så meget vrøvl, sludder og løgn ind i en artikel af så forholdsvis begrænset længde.