Hashhandlens ulidelige lethed
Igen og igen møder vi indvandringens iboende dilemma, som tvinger os til at tage politisk stilling.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
De holder længere nede ad villavejen, ved plejehjemmet. De sidder i deres små Mazda’er og Polo’er, to foran og tre-fire unge fyre pakket sammen på bagsædet, 18-20 år, maks. De venter på kunder. Deres ansigter illumineres af skærmenens lys. Lad mig bare gætte på, at de ikke spiller skak.
Engang imellem stiger en af dem ud, går ind i buskadset og kommer tilbage igen. De er klædt i sorte træningsdragter og hættetrøjer og har små bæltetasker om livet til kontanter og små poser med hemmeligt indhold. De sælger cannabis, naturligvis gør de det, og alle ved det. Selv politiet holder sig væk.
Konsekvensen af en legalisering er formentlig, at hashen vil blive mere udbredt blandt unge mennesker generelt. Hvis hash kan købes frit i en butik, og til en lavere pris, vil flere unge blive fristet til at prøve og dermed risikere at få et afhængighedsforhold, som svækker deres kognitive og sociale intelligens.
Folk kører forbi og kigger bort, medmindre de skal handle. Indimellem standser en stor BMW eller Mercedes. Det er chefen, der vil sikrer sig, at alt går som vanligt. Han behøver ikke holde i en parkeringsbås, men parkerer, hvor han vil, ligesom han næppe betaler moms eller har mus-samtaler med sine løst ansatte medarbejdere.
En lille, fedladen ungersvend, det må være chefens PA, stiger ud, bjæffer et par ordrer på arabisk, somalisk eller tyrkisk, og så tøffer chefbilen videre.
Skærmene lyser atter op, men så kommer der pludselig kunder. Det er unge og yngre danskere med hang til hash. Hipsterdrenge, middelklassepiger, sønner og døtre af ernæringseksperter, krystalhealere og indretningsarkitekter fra de pæne murermestervillaer og ejerlejligheder med 75-tommers fladskærme på væggene. Små poser og kontanter udveksles diskret, de taler knap nok sammen. Prisen står ikke til diskussion, og pengene falder kontant som amen i kirken.
Køberne bor i nærheden. Sælgerne gør ikke, men har fundet ud af, at det er nemmere at komme til Brønshøj, hvor kunderne bor, det er ligesom med Hjem-Is-bilen, de ringer bare ikke med klokken. Kunderne ved, hvor bilen holder: ved plejehjemmet efter solnedgang. Det er helt sikkert, ingen bliver snuppet. Så skal der handles! Så skal der ryges!
Sandheden om hash i Danmark er, at hash er mere populært end nogensinde, og at hvert hvæs gavner de kriminelle sælgere og deres parallelle økonomi med rødder i Somalia, Irak, Afghanistan, Tyrkiet osv. Sælgerne har så godt som intet med Danmark at gøre, bortset fra at de tilfældigvis er født her og har gået i den danske folkeskole uden at lære noget.
De kunne lige så godt bo på Månen. De har ingen boglige, tekniske eller fysiske færdigheder, men har tilsyneladende allerede fundet deres levevej, og den er profitabel, ikke mindst fordi sælgerne sandsynligvis samtidig nyder godt af sociale overførsler.
Alt dette foregår hver eneste aften. Magten har vi givet til politiet, og politiet er magtesløse, men heldigvis er hashhandlen blevet et tema i den københavnske kommunalvalgkamp, hvor flere partier leger med tanken om at legalisere salget af rusmidlet for at begrænse det. Håbet er, at hvis hashen slippes fri, så falder prisen og dermed også den attraktive profit, som er bandernes indtægtskilde.
Tanken er god nok. Men konsekvensen af en legalisering er formentlig, at hashen vil blive mere udbredt blandt unge mennesker generelt. Hvis hash kan købes frit i en butik og til en lavere pris, vil flere unge blive fristet til at prøve og dermed risikere at få et afhængighedsforhold, som svækker deres kognitive og sociale intelligens.
Igen står vi med, hvad vi kan kalde indvandringens iboende dilemma: Skal vi legalisere noget for at komme uønskede virkninger af indvandrerkulturen til livs – vel vidende at det går ud over danskerne? Skal vi lukke gymnasier, sådan at indvandrerelever spredes bedre?
Svaret giver ikke sig selv. Men første skridt må være at anerkende problemerne forbundet med indvandring og indvandrerkultur på en mere ærlig måde end tidligere. At benægte det eller at tie har været venstrefløjens taktik alt for længe, ligesom Socialdemokratiet først for nylig har ændret signaler. Den politiske bekvemmelighed er gået ud over os alle. I stedet for at løse problemet har vi – dansker og dansker imellem – bekriget hinanden.
Sandheden er, at majoritetskulturen allerede betaler for at mildne de skader, som årtiers masseindvandring og menneskerettighedstyranni har påført landet.
Nyt ville det være, hvis vi ikke blot turde trække det kriminelle stik til indvandrerkulturens økonomiske grundlag. Altså, hvis vi også turde trække det kommunale.