Ulighed bliver værst for ældre. Det bliver vores største skam i hele samfundet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det regnede, var koldt, og det var første uge i min praktik som social- og sundhedshjælperelev.

Jeg cyklede bag min erfarne vejleder, Birthe, som skulle lære mig faget. Men jeg havde for længst besluttet mig. I samme øjeblik, jeg satte mig på cyklen og kunne mærke regnen på kroppen, havde jeg gjort op med mig selv, at jeg ikke skulle være social- og sundhedshjælper og cykle rundt i regn og sne.

Vi cyklede gennem Vesterbro i København for at komme til den første borger. Hun var Birthes faste borger. De havde kendt hinanden i mange år.

Jeg var drivvåd. Mens jeg fik et håndklæde til at tørre mig med, gik Birthe ind og hilste på den ældre dame, der lå og ventede på os i sin seng.

Der blev spurgt ind til, hvordan der blev sovet, og om hun var sulten og klar til badet.

Jeg blev sat i gang med at riste boller og sørge for kaffe. Men det var ikke det værste.

Det værste var at lave havregrød, som jeg endnu ikke havde prøvet, men heller ikke kunne forstå, at nogen kunne få appetit til.

Den ældre dame var nu kommet til bords, havde fået sin kaffe, bolle og havregrød (som jeg fik min vejleder til at lave) og tændte også en smøg.

Min vejleder og jeg satte os foran denne her meget, meget spændende dame, som gav os en kop kaffe til at varme sjælen med.

Samtalen var usammenhængende af gode, aldersbetingede grunde. Men jeg synes, det var spændende at være hjemme hos fremmede mennesker og blive budt inden for med stor tillid.

Jeg havde hørt meget om faget inden. Især for sådan en som mig, der har rødder i et andet land, var det ikke et oplagt valg at arbejde i det her fag som mand. Der var mange fordomme, der var forbundet med at være sosu-hjælper, som stammede fra uvidenhed.

Men jeg elskede – og elsker stadig – arbejdet. Takket være min vejleder, der også havde tid til at vejlede den usikre unge mand om at ”holde fast”.

Hvis I havde spurgt min vejleder i 2009, havde hun også fortalt, at de havde travlt på arbejde. Problemet er bare, at i dag har vi meget mere travlt. Og på en helt umenneskelig måde.

I en ny undersøgelse, der er lavet af Ældre Sagen, tilkendegiver godt og vel hver fjerde hjemmehjælpsmodtager, at de kun kommer ud én gang om ugen eller sjældnere, mens knap hver femte kommer ud én gang hver 14. dag eller sjældnere. Det svarer til, at 12.255 hjemmehjælpsmodtagere kun kommer ud én gang hver anden uge.

Det er beskæmmende. Men det kan jeg godt genkende i dag.

Når jeg kører rundt indimellem som hjemmesygeplejerske, spørger jeg tit ind til, om de ældre kommer ud. Og der er altid nogle på mine vagter, der aldrig går ud, fordi de er bange for at falde eller ikke har nogen, de kan gå en tur sammen med.

Det samme gælder, når jeg prøver at spørge til, om der bliver gjort rent, eller om hvor tit ældre bliver tilbudt et bad.

Det kan vi ikke være bekendt. Men det værste er ikke kommet endnu.

Det, der skræmmer mig allermest, er, hvad der venter på ældre i kommende år, hvor undersøgelser peger på, at privatiseringen vil vokse, hvor de rige ældre med god pension kan få alt den hjælp, de har lyst til, mens de, som ikke har mange penge, kommer til at lide under det velfærdssystem, de er dybt afhængige af.

For mange ældre kommer deres pengepung til at afgøre, hvor meget hjælp de må få. Det er ulykkeligt.

En anden grund til, at ældre svigtes i dag, er også, at fagene bliver mindre og mindre attraktive at arbejde inden for, fordi man behandler fagfolk som robotter, hvor man umenneskeliggør de ældre ved at fjerne det relationelle fra faget, som er essentielt for mange af os for at blive i faget.

Folk flygter væk fra faget.

I dag har vi så travlt med gå ud af døren igen, at vi nøjes med at få ”blå sutter” på skoen i stedet for at tage vores sko af som i ”gamle dage”, fordi vi alligevel skal ud om nogle minutter.

Det er vigtigt, at ældreplejen og sygeplejen bliver prioriteret, før det bliver for sent. Men det er også vigtigt, at personalet bliver sat fri, så det kan gøre det, det elsker at gøre.

Den dag, da jeg så, hvor vigtigt et arbejde min vejleder lavede, havde jeg selvfølgelig ”igen” nået at tage en beslutning og ville selvfølgelig gøre uddannelsen færdig og ikke bare give op. En beslutning, jeg aldrig har fortrudt, og faktisk blev det også blev min begyndelse på min integration i det danske samfund.

At cykle i regnvejret har jeg aldrig elsket, men den indsats, man gjorde for andre mennesker, var meget mere værd, hvorfor jeg med tiden prøvede at vænne mig til godt og dårligt vejr.

Men Birthe må også have haft samme overvejelse flere gange selv på cyklen, siden hun en dag, igen efter en god tur i regnvejr, standsede på trappen på vej op til en borger og fortalte, at jeg også skulle huske at tage et kørekort, når uddannelsen var klaret. For så kunne jeg vælge, om jeg ville cykle eller køre i bil.

Det gjorde jeg. Jeg byggede også videre på min uddannelse og karriere. Problemet er dog i dag, at uanset om man cykler eller kører i bil, flover man sig over de vilkår, samfundets mest sårbare og dyrebare bliver tilbudt.

Birthe havde selv intet kørekort.