Når visse grupper klarer sig dårligt, svindler man da bare med eksamen

Dagbladet Politiken skal have en sjælden ros herfra for at have afdækket, at ledelsen på Søndervangskolen i Aarhus i 2016 og 2017 snød med grundskolens afgangsprøver ved at give eleverne mere tid og ved at lække til lærerne, hvilke fag der ville blive udtrukket til eksamen/afgangsprøve.

Grundlaget for en bortvisning og efterfølgende afskedigelse af skolelederen bør ikke være langt væk, idet sagen synes særdeles godt belyst.

Jeg har ikke tidligere hørt om en lignende sag herhjemmefra af så systematisk karakter, men vi taler om et fænomen, som er kendt i hvert fald i Sverige og USA.

I sommeren 2020 kom det frem, at svenske skolemyndigheder helt systematisk havde sørget for, at mange indvandrerbørn ikke deltog i Pisa-undersøgelserne, som er et af de bedste redskaber til at vurdere elevernes evner.

Denne svindel fik den daværende undervisningsminister i Sverige til glædestrålende at bekendtgøre, at års tilbagegang var blevet vendt til ny fremgang, en ”fremgang”, der altså hvilede på en løgn.

USA er rig på sådanne svindelhistorier. Her skal vi se kort på, hvad der skete på en grundskole i delstaten Georgia i hovedbyen Atlanta. Skolen havde dengang en sammensætning, der var 99 pct. minoritet, hvilket skal oversættes til, at der højst var 1 pct. af eleverne, der var hvide. I årevis havde hundredvis af lærere visket forkerte svar ud og sat kryds ved de rigtige i stedet.

Hvorfor forekommer denne svindel med skoleresultater? Det gør den, fordi vestlige samfund i snart mange årtier har modtaget stor indvandring fra lande i den tredje verden, og næsten ingen af de grupper, der kommer hertil, kan i gennemsnit klare sig lige så godt som europæerne i værtslandene.

Det er en kendt sag, at nordøstasiater som kinesere, japanere og koreanere i snit klarer sig glimrende og som oftest bedre end europæerne, hvor end de bosætter sig. Også dele af den indiske befolkning klarer sig overmåde godt i rige vestlige samfund, mens sydøstasiater også klarer sig rimeligt om end dårligere end europæere.

Er der derimod tale om grupper fra Stormellemøsten og landene syd for Sahara, klarer de sig som grupper i snit væsentligt ringere end europæerne. Noget sådant afføder en lang række dårligdomme såsom forrykte anklager om såkaldt systemisk racisme – en rablende konspirationsteori om, at hvide mennesker har indrettet samfundet på en måde, der er til evig ulempe for minoriteter.

Hvis denne falske påstand om systemisk racisme skulle være sand, må man forbløffet spørge sig selv, hvorfor nogle af de allerede nævnte grupper klarer sig bedre end europæerne?

I desperation over, at der eksisterer disse gruppeforskelle, finder både enkeltpersoner og myndigheder på at begå svindel ved at fuske med eksamensresultater. Kan man ikke lide virkeligheden, er det åbenbart berettiget at diskriminere europæerne ved at give andre grupper særlige fordele.

Sagen fra Aarhus bør mane til refleksion over, hvad det er for tilstande, man skaber, når man gør samfundet tiltagende mere multietnisk. Multietniske samfund bærer altid kimen til konflikt i sig. Kun nogenlunde monoetniske samfund har muligheden for at blive til gode samfund for næsten alle borgere.