Vi har de politikere, vi fortjener

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I sidste weekend var der lands- og årsmøder i flere partier. Det møde, der var mest interesse for, var Dansk Folkepartis årsmøde, på grund af det voldsomme stormvejr på de indre linjer, partiet befinder sig i. Det mest viste klip fra årsmødet var Pia Kjærsgaards reaktion på Martin Henriksens tale. Hun rystede på hovedet, mens hun vendte tommelfingeren nedad, samtidig med at hun ytrede sig. Man kunne ikke høre, hvad hun sagde, men jeg gætter på, at det ikke har været pænt.

Hvis det ikke var så tragisk, ville det være morsomt. Men det er først og fremmest nedslående, at en politiker, som har bestridt landets næststørste embede, finder det betimeligt at opføre sig sådan til et politisk møde. Senere på årsmødet tog hun selv talerstolen og brugte anledningen til at sige følgende om det at bære tørklæde: »Det har åbenbart også et eller andet at gøre med, at muslimske mænd ikke kan holde fingrene fra kvinderne, hvis ikke de er dækket fuldstændigt til. Og det gælder små piger helt ned til 8-10 år. Det er simpelthen moralsk uanstændigt«.

Spørgsmålet er, hvad der er moralsk uanstændigt? At skyde om sig med udokumenterede og dybt alvorlige påstande som den ovenstående? At bruge et så usselt sprog på et politisk partis årsmøde? Det tror jeg nok.

Pia Kjærsgaard er ikke alene i kategorien af politikere, der i sprog og opførsel er en skamplet på deres fag. Vi har også Pernille Vermund, som for nyligt hidsede sig voldsomt op over, at en af deltagerne i ”Gift ved første blik” tilsyneladende har kaldt hende racist, hvilket DR1 valgte at klippe ud af programmet. Jeg forstår udmærket vreden og frustrationen over at blive kaldt et stigmatiserende ord. Som nu for eksempel ordet ”perker”. Et ord, som Pernille Vermund forsvarer at bruge, uagtet at modtagerne af det oplever det som stødende. Hun sagde til Berlingske i 2019: »At andre mennesker føler sig krænkede eller stødt over noget, der slet ikke var ment som en krænkelse, og som aldrig skulle være kommet dem for øre, så har jeg det sådan lidt… nogle gange må folk også bare sige pyt«. Javel, så.

Og vi har naturligvis Inger Støjberg, der i 2017 fejrede andre menneskers ulykke med at bage en kage som fejring af udlændingestramning nr. 50 under sit ministeransvar.

I en anden kategori kan jeg til tider have det svært med Frie Grønnes vrede som udgangspunkt for stort set al deres kommunikation. Går man igennem partileder Sikandar Siddiques sociale medier, vil man se, at hans kommunikation ofte er et indigneret (men sprogligt ordentligt) svar på en højrefløjspolitikers ord eller handling. Jeg forstår indignationen. Men jeg mener, at politikere bør bruge deres taletid på at pege på de visioner, de har for vores samfund, frem for at pege fingre ad dem, der har andre visioner. Det modsatte gør intet andet end at understøtte den politikerlede, der i forvejen er nok af. Der mangler en respekt for ordentligheden i dansk politik. Alle politikere skal have lov til at have præcis den politik, de ønsker. Uagtet, hvor rabiat eller konservativ den er. Men hvis man ikke kan tale og opføre sig ordentligt, skal man ikke være politiker.

Vi har de politikere, vi fortjener. Når vi stemmer personligt og sætter vores kryds ved en kandidat, stemmer vi ikke kun på hans eller hendes politik, men også på vedkommendes etik, sprog og opførsel. Det skulle vi måske tænke lidt over i stemmeboksen næste gang.