Regeringens nøl kan betyde, at terrorister slipper ind i et dansk fly

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

På et kalkmaleri i Sulsted kirke i Aalborg Stift ser vi en fornem magthaver, Pontius Pilatus, der vasker sine hænder for at rense sig for ansvar for Jesu død. I salmen ”Rettens spir det alt er brækket” skriver den bramfri Thomas Kingo: ”Straks Pilatus sine hænder vasked udi hyklevand”.

Disse to arvestykker kom mig i hu, da jeg i onsdags så pressemødet med statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren.

Jeg fortryder ikke, at jeg stemte for invasionen i Afghanistan. Men jeg skammer mig over, at alliancen trækker sig ud i utide. Jeg føler, at vi har lagt en fælde for afghanerne og de danskere, der med livet som indsats har bidraget. I 20 år har der været områder med fremgang i retning af demokrati og ligestilling. Indsatsen har bestemt ikke har været forgæves.

Jeg skammer mig over en regering, der har mere travlt ved håndvasken end ærligt at indrømme det, som alle avislæsere og tv-seere ved. Denne regering har trods pres fra mange sider nølet og smølet og ladet mennesker i Afghanistan i stikken alt for længe.

Minsandten om ikke ministrene til pressemødet fortalte om alle de militærfly, der var sendt af sted, samtidig med at vi i medierne erfarede, at regeringen havde lejet et civilt fly for så kort tid, at kontrakten ikke ville kunne opfyldes med den mindste forsinkelse. Altså måtte flyet med plads til mere end hundrede mennesker returnere med nærmest uforrettet sag med godt et dusin nordmænd, mens afghanere, der har hjulpet os, med fare for liv og førlighed kæmper sig vej til lufthavnen.

Pressemødet var ministrenes opvisning i selvros, så hyklevandet drev af dem. Tror ministrene, at vi er dumme? Vi har det sort på hvidt og på bånd, at regeringen så sent som for godt to uger siden kæmpede for at udsende afghanere fra Danmark. Vi kan godt huske, hvordan Trine Bramsen så sent som for godt en uge siden vaskede hænder, da hun fortalte, at de afghanere, der havde hjulpet Danmark, slet ikke havde kontrakt med os, som om Taliban gransker underskrifter, før man halshugger.

Mens statsminister og forsvarsminister render til koncert, erfarer vi, hvordan landkortet på tv-skærmen bliver mere og mere rødt, efterhånden som mørkemændene erobrer Afghanistan. Bekymringerne hos dygtige udlandskorrespondenter som Puk Damsgård og Simi Jan får os til at frygte det værste. Men ikke engang fire generalers bønner og næsten alle partiers pression og adskillige advarsler har kunnet formå at få regeringen til at udvise rettidig omhu.

Selv om vi har nølet mere end flere andre lande, skal vi høre på ministrenes usmagelige selvros – ja, udenrigsministeren påstår, at der er lagt planer siden april. Men det demonstrerer enten regeringens utilgivelige uvilje mod at føre planerne ud i livet i tide, eller at regeringen mangler lederevner og handlingslammes og lader en lille ildebrand eksplodere til kaos, før der handles. Det ville klæde regeringen at erkende sin nølen og sit svigt i stedet for at indkalde til pressemøde med selvros som det dominerende punkt.

Regeringen har svækket tilliden til Danmark. Regeringens moral er i bund. Det er mere held end forstand, at en række mennesker er nået til Danmark efter strabadserende oplevelser, der for mange kunne være undgået med rettidig omhu. Og hvor mange lades egentlig tilbage til en uvis skæbne i Talibans vold? Værst er det måske, at regeringen først tog på arbejde, da alt allerede var kaos, og sikkerhedstjek måske ikke er muligt. Det er alene regeringens ansvar, hvis terrorister slipper ind i et dansk fly.