Hvis vi vil bekæmpe klimaforandringerne, skal ideologierne sættes på pause

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I mandags kom FN’s rapport over klodens tilstand. Der er som sådan intet nyt i klimarapporten, andet end at tiden er fremrykket. Tidspunktet for den halvanden grads temperaturstigning, som vi helt sikkert kommer til at opleve, er med den nye rapport fremrykket med 10 år.

Både klimaminister Dan Jørgensen og landbrugsminister Rasmus Prehn taler da også med versaler om alvoren i rapporten. Men når det kommer til konkrete initiativer, fiskes forbeholdene op af lommen.

Det danske landbrug står for hele 30 pct. af Danmarks samlede klimabelastning. Derfor kommer vi ikke uden om behovet for lovgivning, som tvinger landbruget til at reducere udledningen. Alligevel mener Prehn, at de gode løsninger ligger andre steder end på hans ministerbord: dels at borgerne lader sig inspirere af de nye kostråd, som anbefaler et mindre kødindtag, og dels at andre lande lader sig inspirere af dansk landbrug.

Det går ikke meget bedre for klimaministeren. Når han konfronteres med den nye rapport, bliver han vred! Men han bliver ikke vred over den mangelfulde danske indsats. Nej, han bliver vred på alle de lande i verden, der ikke har en klimalov, som vi har i Danmark. Problemet er bare, at en rammelov intet er værd i sig selv. Måske er det på tide, at klimaministeren tænder lyset over spejlet frem for at angribe de 190 lande i verden (mit gæt!), der ikke har en klimalov.

Det må efterhånden stå klart for alle, at viljen til at bekæmpe klimaforandringerne ikke findes hos regeringen. Men det undrer vel ikke: Vi har en statsminister, som, hver gang hun får muligheden, taler bevingede ord om Arne og hans pension. Vi har en indenrigsminister og chefideolog, som bruger al sin tid på at fortælle os, at vi helst alle sammen skal ligne hinanden. Og vi har en udlændingeminister, som åbent og ærligt har erklæret, at han ikke interesserer sig for klimapolitik.

Min analyse er ret klar: Jeg tror simpelthen ikke, at den danske regering, og de politikere, der udgør den, reelt bekymrer sig om klimaforandringerne. Hvis de gjorde, ville helt andre ord komme ud af deres munde. Så hvor finder vi håbet?

Vist er det i hvert fald, at så længe ideologerne får lov til at styre showet, løser vi ikke problemet. Derfor må alle de partier, der tager klimaforandringerne alvorligt, acceptere at sætte egne ideologiske mærkesager til side i denne akutte fase. For hvis klimaforandringerne eskalerer, bliver der blot mindre plads til ideologiske mærkesager i fremtiden, for så står vi et sted, hvor politiske handlinger bliver brandslukning frem for forebyggelse. Det betyder, at de liberale partier nok må leve med øget regulering i en periode – for hvilken frihed er tilbage for mennesket, hvis kloden er ubeboelig? Det betyder også, at de socialistiske partier må leve med, at den sociale ulighed i en periode måske forskydes negativt – for hvad er sandsynligheden for, at uligheden mindskes, hvis de ressourcer og privilegier, der kæmpes om, er blevet færre?

Det er både på sin plads og nødvendigt, når politikerne siger til os borgere, at vi i klimaets navn må give afkald på privilegier, vi før har haft. Men det samme budskab går tilbage til de politiske partier, der stadig sætter ideologi før klimakamp: Også I må give afkald. I må slippe jeres ideologiske korstog, i hvert fald indtil vi er kommet igennem den akutte kriseperiode, for at samles om de løsninger, som for alvor kan redde vores klode.