Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Drev magtesløshed Ahlers ud af politik?

Når den enkelte politiker ofte føler sig magtesløs, er det en simpel afspejling af realiteterne. Hun eller han er faktisk langt hen ad vejen magtesløs, så længe det alene gælder det daglige arbejde i Folketinget.

Normalt fremstiller medierne politik som konflikt. For det første er der en overordnet konflikt mellem rød og blå blok. For det andet er der en masse små konflikter i den store konflikt: Støttepartierne kan være utilfredse med regeringen. Partier inden for den samme blok kan på nogle områder have set sig gale på hinanden. Baglandet inden for et enkelt parti kan kritisere ledelsen.

Der er ikke noget galt ved at anskue politik som konflikt. Så denne kommentar er ikke en opfordring til at lade være.

Men lad os i fællesskab prøve at gennemtænke en anden problematik: Hvor meget kontinuitet er der egentlig i dansk politik? Det vil sige: Hvor meget politik kører videre fra regering til regering, nogle gange i årtier?

Der er simpelthen ikke så forfærdelig meget, det enkelte Folketing eller den enkelte MF’er fra dag til dag kan ændre.

Det område, hvor det er lettest at se, at politik handler om kontinuitet, er i Danmarks forhold til resten af verden. Så langt tilbage som i 1965 udgav Danmarks daværende udenrigsminister, socialdemokraten Per Hækkerup, bogen ”Danmarks udenrigspolitik”.

I den bog siger Hækkerup, at Danmarks udenrigspolitik hviler på fire søjler: FN, Nato, det europæiske samarbejde (altså vore dages EU) og det nordiske samarbejde. Sikkerheden varetages af Nato (og til dels FN). Den økonomiske vækst sikres gennem EU. Og den værdipolitiske forankring i demokrati og velfærdsstat sikres gennem det nordiske samarbejde (og til dels FN).

Det er der ikke blevet lavet om på i de 56 år, der er gået, siden bogen udkom. Derfor kan man sige, at her har vi det mest markante eksempel på kontinuitet i dansk politik.

Til næste år fylder Danmarks fastkurspolitik (som først var i forhold til D-Marken, og siden blev i forhold til euroen) 40 år. Så også her er der en meget betydelig kontinuitet.

Endelig skal det noteres, at budgetloven også fylder rundt – 10 år – i 2022. Dermed har balance i de offentlige finanser været et lovkrav i et årti.

Disse former for kontinuitet kan man lære mere om ved at gå i arkiverne efter Hækkerups bog; eller efter beslutningsgrundlaget for fastkurspolitikken og budgetloven. Der findes imidlertid også en form for kontinuitet, der ikke direkte står beskrevet nogen steder, men som alle retter sig efter i praksis. Jeg tænker på finansloven.

Om kort tid fremsætter regeringen et forslag til finanslov for 2022. Det vil ske med fanfarer, der vil give genlyd i alle medier i ugevis og månedsvis. Der vil også være lagt op til konflikt. For et beløb, der svarer til cirka en halv procent af det samlede budget, vil blive sat i spil som gevinst til dem, der bakker regeringen op ved tredjebehandlingen kort før jul.

Det betyder, at cirka 99,5 pct. af finansloven ikke står til diskussion. Og sådan har det været så langt tilbage, som nogen, jeg kender på Christiansborg, kan huske.

På den måde fortsætter sløseriet med de helt meningsløse jobcentre, som koster 16 mia. kr. om året og maksimalt er det halve værd. Ligesom sløseriet med integrationsprojekterne og de såkaldte ”sociale indsatser” fortsætter. De sidstnævnte koster ifølge Rigsrevisionen omkring 45 mia. kr. om året. Og der er ingen dokumentation for, at indsatserne giver mening og gør mennesker selvhjulpne.

Projekt efter projekt vil køre videre inden for de fleste ministeriers områder. Og det vil være helt minimalt, hvad der kommer til at være af kritiske spørgsmål til, om nogen eller noget ud over de ansatte på disse projekter har nogen gavn af dem. Hvad kommer der egentlig ud af at bruge milliarder på verdensmål? Intet overhovedet. Fordi verdensmålene reelt går ud på, at alle lande i verden skal være som Danmark. Og vi er som bekendt Danmark i forvejen.

Konklusionen på denne del af analysen er: Der er simpelthen ikke så forfærdelig meget, det enkelte Folketing eller den enkelte MF’er fra dag til dag kan ændre. Udenrigspolitikken og den økonomiske politik er sat på skinner for længst og kører bare afsted i den retning, skinnerne nu engang er lagt.

Disse skinner ud i den økonomiske og udenrigspolitiske fremtid, er det kun meget få mennesker, der er bevidste om. Det er en skam. For den sociale og økonomiske verden, vi lever i, defineres først og fremmest af de store tog, der kører år efter år.

Det er den for længst fastlagte udenrigspolitik, der i sidste instans gør, at vi ikke kan dæmme op for tilstrømningen af mennesker, som ændrer Danmark på måder, kun de færreste ønsker. Den eneste måde, hvorpå man kan føre en rigtig stram udlændingepolitik, er med andre ord at skifte spor i den udenrigspolitik, Per Hækkerup fastlagde i 1965. Med de enorme afledte konsekvenser, det formentlig vil have.

Men heldigvis er det også den for længst fastlagte økonomiske politik, der gør, at den til enhver tid siddende finansminister ender med at blive verdensmester i at drikke kaffe med venstrefløjen og de økonomisk set vanvittige interesseorganisationer; hygge sig med dem og sige ”rend og hop” på måder, der er så høflige og velformulerede, at de ikke engang lægger mærke til, at det var det, manden sagde.

Man kan sige, at alle de mennesker i centraladministration og diplomati samt i toppen af de store partier, som har til opgave at forvalte skinnerne ud i fremtiden, tilhører samfundets elite. Og derfor kan man også med en vis ret forenkle tingene og sige, at skinnerne er elitens projekt.

Og det forklarer formentlig, hvorfor eliten (som defineret ovenfor) er så kraftig modstander af folkeafstemninger, som tilfældet er. Det europæiske projekt er allerede blevet underkendt af befolkningsflertallet tre gange: 1992, 2000 og 2015. Så hvem ved, hvad der ville ske, hvis man satte Danmarks samlede tilslutning til EU til afstemning? Eller Danmarks tilslutning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention? Personligt er jeg ikke i tvivl om, at afstemningen ville blive tæt. Ligesom jeg er sikker på, at en række af de mest outrerede identitetspolitiske forslag ville blive forkastet, dersom det kom til en folkeafstemning.

I Danmark er der efter Anden Verdenskrig flere eksempler på, at det folkelige oprør går igennem folkeafstemninger, end der er på, at det går gennem folketingsvalg. Det sidstnævnte er kun sket to gange: i 1973 og 2001.

Når den enkelte politiker ofte føler sig magtesløs, er det derfor en simpel afspejling af realiteterne. Hun eller han er faktisk langt hen ad vejen magtesløs, så længe det alene gælder det daglige arbejde i Folketinget.


Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.