Vi kan ikke vaccinere os til evigt liv

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det moderne menneske har så svært ved at tage sygdom som et vilkår. Vi vil ikke finde os i, at der er noget, vi ikke selv kan beherske. Vi vil have et liv uden begrænsninger. »Vi bliver vaccineret for at få coronapas,« siger de unge.

Andre lader sig vaccinere for at få den fulde beskyttelse efter andet stik. Spørgsmålet er, hvor meget beskyttelse de får. Det er svært at få rede på. Ingen videnskabsmænd har lovet, at vaccinen beskytter et hundrede procent til evig tid. Faktisk har det flere gange været sagt, at beskyttelsen allerede nu svækkes for dem, der blev vaccineret først.

Hvordan man vurderer beskyttelsen, afhænger vist af, hvilke forventninger man har til vaccinen. Professor ved Københavns Universitet, Institut for Immunologi og Mikrobiologi, Jan Pravsgaard Christensen må formodes at være én af dem, der virkelig ved noget. Han udtaler torsdag til Jyllands-Posten og i citationstegn: »Det ser nemlig ud til, at mennesker med fuld vaccination fortsat har antistoffer i kroppen her i månederne efter deres vaccination, og de er heller ikke overrepræsenterede blandt de smittede.«

Hvad i alverden tænker professoren på? Siger han, at immuniteten kun varer måneder? Og hvad mener professoren med, at de vaccinerede ikke er overrepræsenterede blandt de smittede? Havde professoren da forventet, at man ligefrem svævede i større smitterisiko efter vaccination? Jeg tror, at professoren er en klog mand, der ønsker at understrege, hvad videnskaben ved, og netop også understrege, hvad videnskaben ikke med sikkerhed ved, endnu.

Der er unægtelig en verden til forskel på den uafhængige professor med de beherskede udtalelser og udtalelserne fra den tidligere direktør for den regeringsunderlagte lægemiddelstyrelse. Vi husker Thomas Senderovitz, der igen og igen sammenlignede udvikling af vaccinerne mod covid-19 med vor tids månelanding. En sammenligning, som statsminister Mette Frederiksen ikke var sen til at kopiere.

»Det er en månelanding i den her kamp mod corona, det er det simpelthen,« sagde statsministeren fra Marienborg, da hun virtuelt fulgte den første vaccination på Omsorgscentret Kærbo i Ishøj Kommune.

Siden er flere vacciner trukket tilbage, og der er rejst tvivl om virkning af krydsvaccinering, så mon ikke det er på tide, at vi lander på Jorden igen og erkender, at corona indtil videre er et vilkår, som vi mennesker ikke på et splitsekund, ja, måske aldrig, kan overvinde, og som det tager tid at udforske blot nogenlunde fuldt ud.

Mennesket har ikke skabt verden, og menneskets fejlslagne forsøg på at herske over naturen fører til drastiske klimaforandringer og nye sygdomme. Forskningen arbejder på livet løs, men politikerne skal holde sig fra at presse forskningen og oversælge resultaterne. Senfølger f.eks. af såvel sygdom som vaccine kan nødvendigvis ikke altid forudses, men skal erfares over tid.

Regeringen har et vældigt demokratisk efterslæb over for befolkningen. Ærlighed og åbenhed om beslutningsprocesserne er en mangelvare. Denne demokratiske selvfølgelighed har regeringen desværre erstattet af lukkethed og magtbrynde. Ved at mørklægge beslutningsprocesserne, så vi ikke kan se og vurdere, hvad der er politik, og hvad der er videnskab, og ved at forsvinde, når de ubehagelige spørgsmål skal besvares, risikerer regeringen, at mistilliden til ikke blot regeringen, men også sundhedsvæsenet, vokser.

Folketinget skal ikke være regeringens skødehund, men kræve åbenhed om, på hvilket grundlag regeringen træffer sine beslutninger. Det er en demokratisk nødvendighed. Og så må både regering og Folketing erkende, at corona er et vilkår, og at forskning tager tid, og at selv intensiv forskning ikke ændrer ved det vilkår, at vi alle er dødelige.

Selv den bedste vaccine kan ikke sikre os evigt liv.