Forstår vi i Vesten, hvor skrøbeligt demokratiet er, og hvor meget det skal passes på? Jeg har mine tvivl

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Måske har kapringen af flyet i hviderussisk luftrum med journalist og systemkritiker Roman Protasevich (på vej fra et EU-land, Grækenland, til et andet, Litauen) ombord været med til at få øjnene op hos folk, der ikke normalt lader sig påvirke synderligt af diktatorers fremmarch.

For det er sådan, autoritære systemer fungerer – se på Kina, se på Tyrkiet, på Rusland, Hviderusland – listen bliver for tiden kun længere. Disse lande respekterer ikke internationalt territorium, de respekterer ikke menneskerettigheder og konventioner, de snigmyrder, forgifter og computerhacker sig til magt og indflydelse – også uden for deres egne territorier.

Hvorfor er det nu overhovedet interessant, hvad der sker i Hviderusland? Generelt er det beskæmmende og alarmerende, når udemokratiske styreformer får lov at terrorisere deres befolkninger, men på et geopolitisk niveau har begivenhederne i Hviderusland desuden storpolitiske konsekvenser i forhold til Europa.

Aleksandr Lukasjenko, Hvideruslands diktator, kunne ikke have handlet, som han gjorde, uden Putins velsignelse. Og som bekendt skyr Putin ikke selv nogen midler, når det handler om at sende signaler til sine politiske modstandere. Han går ikke af vejen for at tage bidder af omkringliggende lande (Ukraine) eller forgifte russiske statsborgere, der befinder sig på vestligt, demokratisk territorium i f.eks. England. Hvis Putin bliver ved med at slippe afsted med sin opførsel, hvor mange omkringliggende og tidligere sovjetiske lande sidder så og bæver? Og hvor mange kræfter inden for Europas demokratiske lande sidder ikke og tager noter i forhold til, hvor nemt det er at intimidere sig til magt og underkastelse?

Det er en del af det farlige. Den komplette mangel på respekt for den styreform, der er i lande uden for og inden for deres magtradius. Og det er her, det bliver interessant. For hvordan reagerer demokratisk styrede lande, ikke kun på politisk, men også på personligt niveau, når deres grænser overskrides, og despoterne opfører sig, som de har lyst?

Indtil nu har vi set fordømmelser fra politiske ledere, når politiske modstandere er blevet forgiftet og slået ihjel inden for deres landes grænser. Begivenhederne i Hviderusland, hvor vi har set en hidtil uset aggressivitet og mangel på respekt for borgere på vej fra et EU-land til et andet, viser, at de reaktioner, sådanne handlinger hidtil er blevet mødt med, ikke har afskrækket hverken Putin eller hans nikkedukke Lukasjenko.

Demokratier er i tilbagetog, og demokratisk styrede samfund er en minoritet i denne verden. Hvad har vi tænkt os at gøre for at beskytte den samfundsform, der går ind for lige rettigheder for kvinder og mænd, for ytringsfrihed og for retten til at være uenige med dem, der har adgang til våben?

Det lyder måske floromvundet, men ikke desto mindre er det sandt: Demokratiet er kun så stærkt som den enkelte borger. Alt taget i betragtning er det jo præcis dét, den demokratiske model går ud på: at hver person har en stemme, de (relativt) frit kan lade komme til udtryk uden at frygte for liv og (familiemed)lemmer.

Overalt i verden er diktatorer og autoritarisme på fremmarch. Senest er Samoas nyligt demokratisk valgte leder blevet mødt af en aflåst parlamentsdør. Som om det i sig selv skulle være en legitim måde at håndtere sit valgnederlag på for at klamre sig til magttaburetten. Alene i år har vi fulgt de antidemokratiske begivenheder i Hongkong, Myanmar og nu også i Mali.

Men ikke alle diktatorer låser parlamentsbygningen eller indtager den øverste ledelsesskammel ved et militærkup. Nogle arbejder på at bekæmpe demokratiet indefra. Det ser vi i Tyrkiet, vi ser det i Europa, og det så vi i fire rædselsfulde år med Trump. Heldigvis lykkedes det ikke at omstyrte demokratiet her i USA, men det var tæt på.

Måske er det, fordi jeg på i mit eget mikroniveau har kæmpet for personlig frihed, da jeg endelig fik vristet mig fri af Jehovas Vidner og genvandt retten til min egen stemme, at jeg bliver så helt igennem modløs over at se demokratiet være under voldsomt pres. Måske er det, fordi jeg som indbygger i USA så, hvordan Trump bevidst og aktivt eroderede demokratiet indefra og med sine korrupte forsøg prøvede at snyde og intimidere sig til magten. Selv hvis man ikke følger begivenhederne i verden tæt, så stod det lysende klart for verden, hvor skrøbeligt demokratiet er, med angrebet på Kongresbygningen den 6. januar i år, selve symbolet på det amerikanske demokrati.

Men hvis vi kun har holdninger til emner, vi har tæt inde på livet eller i vores baghave, og ikke reagerer aktivt, når vi ser tegn på, at demokratiske værdier udfordres – så kan vi være 100 pct. sikre på, at det liv i relativ tryghed med de demokratiske, vestlige værdier, generationer før os har kæmpet så hårdt for, om føje tid er en saga blot.

Hvis vi vil have et demokrati, så må vi have fakta, ikke propagandistisk spundne løgne, der tjener en magthavers interesse. Og hvis vi vil have fakta, så må vi have nogen til at rapportere om det, de ser og oplever. Og hvis vi vil have nogen til at rapportere det, de ser, så skal de være til stede der, hvor begivenhederne udfolder sig. Det ønsker autoritære styreformer ikke, derfor sidder deres journalister i fængsel eller i eksil i Hongkong, i Rusland, i Saudi-Arabien og i mange andre lande. Og hvis ledere med autoritære ambitioner ikke benytter sig af den slags metoder, så opildner de til had mod journalister, som vi ser det i Brasilien, eller, som i tilfældet med Trump, så omtaler de konsekvent medier, der rapporterer på en måde, de ikke bryder sig om, som fake news – og det kan være begyndelsen på noget, der er lige så farligt for demokratiet som at kaste sine politiske modstandere i fængsel.

Pressefrihed er ytringsfrihed, de to er tæt forbundne. Og ytringsfrihed er en af de fundamentale piller for, at demokratiet kan fungere. Giver vi køb på det eller accepterer tingenes tilstand og viger uden om, så findes den virkelighed, vi ikke får rapporteret, vel ikke? Og hvis vi tillader det, har vi de facto accepteret at leve under udemokratiske forhold med en manipuleret virkelighed.

Derfor må vi kæmpe, for vores alles frihed og demokratiske rettigheder – også selv om overgrebene forekommer os at være på så lang afstand, at de ikke have noget at gøre med os.

Før vi ved af det, kan udemokratiske kræfter svække demokratiet indefra, muliggjort af vores egne demokratiske processer – og dorske ligegyldighed. Hvis vi ikke råber op og reagerer, bliver vi kvalt – om det er fysisk eller mentalt, så er resultatet det samme. Voldsregimer og mørkekræfter overtager, nogle gange uden at behøve at løsne et eneste skud.

Det er op til os, hvor meget vi vil lade dem, der buldrer derudad med bøllemetoder, snigmord og kidnapninger og et bevidst forsøg på at påvirke demokratier, slippe afsted med. Hvor langt vil vi lade deres autoritære regimer trække ind på vores enemærker og rokke ved de normer, vi har kæmpet for?