Velkommen på Statens Museum for Korsfæstelse
Skynd dig ind og se de to tyske ekspressionister Nolde og Kirchner på Statens Museum for Kunst i København. Det bliver formentlig sidste gang, de udstilles i Danmark. Fremover vil deres malerier være tabu.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg er normalt ikke den store museumsgæst, slet ikke når det gælder moderne kunst, som rager mig en høstblomst. Men udstillingen ”Kirchner og Nolde” om de to tyske ekspressionister Ernst Ludwig Kirchner (1880-1938) og Emil Nolde (1867-1956) på Statens Museum for Kunst er værd at bruge krudt på. Den har fået en blandet modtagelse – pænest i de pæne borgerlige blade – mere kras i Kristeligt Dagblad og Information, og det antyder, at der er noget på spil. Det er der også. Udstillingen vil blive én, man snakker om også om 10 år. Hvorfor? Fordi den er den første af sin slags. Landets tungeste kunstmuseum er simpelthen gået ”woke” som en anden politisk teenager.
Den amerikanske politisering begynder allerede ved indgangen. Her mødes de besøgende af et hvidt ”statement”, som det hedder, på sort baggrund: »Denne udstillingen kaster et nyt og kritisk perspektiv på Emil Noldes og Ernst Ludwig Kirchners kunst. Vi stiller skarpt på det verdenssyn og de værdier, som vi mener, er indlejret i værkerne. Specifikt har udstillingen fokus på tysk kolonihistorie som baggrund for værkerne.«
Tag ikke fejl. De udstillede malerier, skitser og tegninger er stærke, smukke, gribende. Jeg er specielt glad for Kirchners gule kvinder med blomsterbuket og ”Rygvendt model med spejl og mand” fra 1912. Men det er ikke malerierne, der er i centrum; de hænger sådan lidt tilfældigt mellem store belærende plancher, kort og skærme. Udstillingens røde tråd er det bagvedliggende verdenssyn og de værdier, kunsten påstås at repræsentere, altså den racisme, kuratorerne mener at se i billederne.
Det er langt ude. De afbildede mennesker er netop ikke stereotyper eller karikaturer, men levende, seksuelle, dystre, faldne, smukke, afrodisiske, vegeterende, biologiske, varme, frysende, gule, mørke, blå og mangfoldige – dvs. alt hvad moderne installationskunst ikke er. Billederne taler til os henover århundredskiftet, Nolde med sin brede pensel, de vilde farver og sit barnlige patos, Kirchner med en større sans for detalje, lys og suggestion som i ”Negertanz”, en titel, kuratorerne end ikke tør oversætte.
De tør til gengæld godt fordømme kønsrollerne i Kirchners atelier: »Magtforholdet mellem kunstnere og modeller har ikke været ligeværdigt«. Fra 20’ernes Tyskland spoles der 100 år frem i tiden. Notér venligst, at de to tyskere netop søgte væk fra den borgerlige tilværelse med al dens Ordnung, Wissenschaft og storbyliv. Til Femern, Rusland, Papua Ny Guinea, og som udstillingen endda selv gør opmærksom på, fandt Nolde netop ikke urmennesker, da han kom til Oceanien, men kulturmennesker, præget af geografi og lokal historie, ja, nogle af dem var sågar allerede påvirket af vestlig civilisation – hat, parasol og bukser – lidt ligesom i ”Tintin” og andre populære fremstillinger. Nolde blev skuffet. Det oprindelige fandtes slet ikke derude.
Denne oplysning bruger udstillingen slet ikke til noget. I stedet handler den om tysk kolonialisme fra 1894-1912 og den diffuse skam, der tilsyneladende er forbundet hermed for de politiske korrekte kuratorer i København K 100 år senere. De vil gerne sige undskyld. De gør det ved at korsfæste kunsten.
Kontekstualiseringen af de to tyske ekspressionister er med andre ord helt skæv. Det er 2020’ernes syn på 1910’ernes kunst, der kurateres, hvilket understreges på en planche ved udgangen: »Kirchner og Nolde berører en række aktuelle og følsomme emner som racisme, undertrykkelse og den måde, kulturmøder finder sted på.« Fra start til slut får beskueren besked på, hvad vedkommende skal mene om fortiden. Politiseringen foregår med ske. Det er Weltanschauung anno 2021.
Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad andre gæster tænker. Selv hastede jeg ud i regnvejret for at få ilt. Men udstillingen vil danne skole. Offentlige museer vil bade i skyld og skam og gøre ældre og klassisk kunst til tabu. Moralismen, importeret fra Amerika, vil sejre. Engang var kunst bare kunst. I dag er vi havnet i den anden grøft, hvor kunst er et spørgsmål om rigtigt eller forkert. Hvad 68’erne drømte om, men ikke kunne realisere, er deres børn i fuld gang med gennemføre. Revolution. Ikke fra neden, men fra oven.