Krigsflygtninge skal hjem, når der er fred. Ikke før

Gid det var så vel, at freden var kommet til Syrien, og at de syv millioner syriske krigsflygtninge kunne vende hjem og begynde genopbygningen af deres eget land.

Og gid det var sådan, at præsident Assad omsider havde nået til den erkendelse, at hans gasning, bombning og torturering af mere end 600.000 landsmænd var nok, og at han var klar til at træde tilbage og give plads for en midlertidig samlingsregering, som omverden kunne samarbejde med.

Ja gid, at de regionale stormagter i Mellemøsten endelig ville gøre en ende på deres endeløse proxy krige, der smadrer millioner af uskyldige menneskers liv og øger flygtningepresset på alle lande i nærområdet, herunder Europa.

Men sådan er virkeligheden ikke.

Og derfor er det slemt - og i øvrigt tåkrummende pinligt - at den danske regering som den eneste i hele verden nu insisterer på, at virkeligheden er en anden.

Insisterer på at sende velintegrerede unge syrere hjem - eller rettere: Anbringe dem på hjemsendelsescentre rundt om i Danmark, da virkeligheden jo netop er, at de ikke kan sendes hjem nu.

Dér kan de så sidde i årevis og koste kassen for fællesskabet - i stedet for at bidrage til det danske samfund, indtil de kan tage hjem til deres eget land.

For en dag bliver virkeligheden en anden. Også i Syrien.

En dag kan og skal de syriske krigsflygtninge vende hjem og bidrage til genopbygningen af deres land. De er på midlertidigt ophold.

Det giver bare ingen mening at forvalte den midlertidighed så brutalt, som regeringen gør nu, og med udgangspunkt i en virkelighed, der ikke findes. 11 ud af 12 bidragsydere til den rapport om situationen i Syrien, som regeringen har lagt til grund for sin beslutning om at fremrykke behandlingen af sager, tager nu afstand fra selvsamme rapport. Den sidste bidragsyder er vist en syrisk general. Og ingen andre lande i verden, endsige FN, ser den virkelighed i Syrien, som regeringen vælger at gøre.

Loven siger ikke, at der skal være fuldstændig stabilitet og et fuldtonet demokrati i Syrien, før flygtningene kan vende hjem, og det er næppe heller realistisk. Derfor er det i sidste ende en politisk beslutning, om man vælger at tro på, at flygtningene med mening kan vende tilbage, og her står regeringen altså alene med sin vurdering i Europa og i verden. Ligesom det også er et politisk valg, om de unge syrere, der har lært perfekt dansk og taget dansk studentereksamen skal have chancen og gøre nytte i mellemtiden - eller de skal gå i frø på et uddannelsescenter.

Prisen for regeringens valg er høj.

Både for flygtningene og for Danmark.