Sådan redder vi universitetet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Glem et øjeblik identitetspolitikken. Der er noget helt galt på de danske universiteter. Stort set al den forskning, der bliver produceret, er værdiløs. Og det er der en helt konkret grund til. Forskerne bliver nemlig som gode velfærdsstatssoldater styret efter udgivelsen af artikler i videnskabelige tidsskrifter. Resultatet er naturligvis, at vi får det, vi måler: utroligt mange artikler. Utroligt mange forrygende ringe artikler. Som ingen i øvrigt læser. Hvad skal det til for? Jo, det skal blandt andet til for at sikre penge til flere artikler. Forskernes tid går i absurd høj grad med at sende ansøgninger til fonde, der skal finansiere mere forskning. Stort set alle får i øvrigt afslag, hvorfor arbejdsindsatsen svarer nogenlunde til at grave huller for at fylde dem igen. Det er jo åndssvagt.

Den store afhængighed af privat finansiering fra fonde gør desuden universitetet til et permanent midlertidigt foretagende. Der bliver oprettet forskningscentre i et væk med en ”flot” donation fra én eller anden fond, som så lukker igen efter 3-5 år. Fondene er til fals for det nye og smarte, som selvfølgelig ofte er dumt og underlødigt.

Ingen skal føle sig sikre på universitetet (bortset fra administrationen der har kronede dage). Når alting er afhængigt af fonde, består universitetet af en hær af håbefulde løstansatte. Drømmen for de fleste er den forjættede fastansættelse og vejen derhen er en ren gyser. Først skal man igennem tre års ph.d.-studier. Er man heldig, venter der en treårig postdoc-stilling på den anden side. Herfra kan en lille udvalgt skare opnå et midlertidigt adjunktur. Så er vi næsten i mål. Er man velforbundet, venter der et rigtigt adjunktur til sidst. Men i løbet af de seneste 10 års tid er det blevet sådan, at man faktisk heller ikke kan regne med at beholde det. Ingen er fredet!

Hvad kommer der ud af markedsuniversitetet? Ud over en grotesk mængde spild af alles tid får vi universitetsansatte, der dårligt kan siges at være intellektuelle. De er i stedet teknokrater. På økonomi, hvor jeg havde min gang, betyder det eksempelvis en absurd dyrkelse af statistiske modeller, hvoraf stort set ingen af dem giver nogen form for erkendelse. Hvor mange af den økonomiske videnskabs store indsigter er drevet af statistiske modeller? Stort set ingen, men de er superpraktiske, hvis man lige skal spytte en artikel ud. Derfor ved professorer i økonomi som regel meget lidt om økonomisk videnskab. Der er så godt som ingen, der eksempelvis har læst hovedværkerne af Adam Smith, Stuart Mill og Keynes. Til gengæld er de knivskarpe matematikere.

På filosofi i København, hvor jeg også har gået, er der selvfølgelig et par intellektuelle med et stort overblik over filosofihistorien. Men de fleste ved ikke noget særligt om den. De er i stedet specialiserede i små underlige grene af moderne analytisk filosofi. Der er eksempelvis bevidsthedsfilosofi, socialepistemologi, multikulturalisme og bioetik. Hvilket cirka vedkommer ingen, men fondene er mægtigt glade. Eksempelvis kastede Carlbergfondet et stort millionbeløb efter et Center for boblestudier. De følte sig sikkert mægtigt progressive, da de delte checken ud. Giv det i øvrigt fem år, og så har den sidste intellektuelle forladt instituttet.

Hvad gør vi for at redde universitet?

Vi skal stoppe fondene. Tvinge dem til at udbetale hovedparten til den almene forskning, og hvis midlerne udebliver, må Folketinget dække resten. Centerstrukturen giver måske mening på naturvidenskab, men på samfundsvidenskab og humaniora ender det ofte med antiintellektuelle ekkokamre.

Vi skal droppe alle midlertidige ansættelser. Ingen postdocs. Intet 3-årigt adjunktur. Tværtimod bør alle ansættes på tjenestemandslignende vilkår med årelange opsigelser, så universitetet virkelig skal mene det, hvis nogen skal opsiges. Giv forskerne mulighed at bruge deres tid på det, de synes giver mening. Ud over undervisning bør der ikke være nogen krav. Hvis nogen vil bruge 12 år på at skrive en bog, så er det glimrende. Hellere en original bog end 100 levepostejsartikler. Hellere en belæst professor, der indgår i den offentlige samtale, end én, der bruger al sin tid på konferencer i udlandet. Vil der være et mindretal, der udnytter friheden? Ja! Og det lever vi med. Spildet vil være tæt på intet i sammenligning med i dag.

Den store bekymring er den faglige intolerance. Desværre udelukker de samfundsvidenskabelige og især humanistiske fakulteter systematisk borgerlige mennesker fra ansættelse. Og flere steder dyrker de en venstreekstrem aktivisme, der ligger væsentligt længere ude end Enhedslisten. Hvad i alverden gør man ved det? Jeg ved det ikke. Og det ville muligvis blive meget værre, hvis alt, hvad jeg foreslår, blev gennemført. Med risiko for, at universiteterne bliver indoktrineringsanstalter, der prædiker en samfundsfjendtlig opløsningsideologi.

Så måske duer det slet ikke at genskabe det borgerlige universitet. Måske vinder venstreekstremismen. Hvis det sker, må vi forvente helt anderledes forslag. Sandsynligvis hentet fra en hårdkogt liberalisttype. Det kunne være sådan noget som oprettelsen af Universitetet A/S med Eric Rylberg som direktør (kendt for replikken ”går vi med smarte skjorter eller er vi dull?”). Et sandt mareridt – men det er måske dér, vi ender. Det er op til universiteterne selv.