Blokpolitik har overlevet sig selv. Fordelen ved at gøre op med den er et demokratisk løft

Danske journalister kunne ikke få det til at hænge sammen med den danske blokpolitik. Men her kan Danmark med fordel lade sig inspirere af Grønland!

Først forstod jeg ikke helt, hvorfor danske journalister blev ved med at hænge sig i netop den detalje. Det er selvfølgelig, fordi den danske blokpolitik er så fastindgroet i det politiske system. Men den danske model er bundrådden, og den irriterer mig grænseløst. Jeg tror faktisk også at regeringens støttepartier risikerer at miste vælgere ved næste valg. Eksempelvis kan jeg ikke støtte De Radikale, SF og Enhedslisten, fordi de på forhånd peger på Mette Frederiksen som regeringsleder. Et lignende scenarie kan man stille op for blå blok.

I Grønland er der så mange uenighedspunkter, at det ville være unaturligt på forhånd at pege på en bestemt regeringsleder. Det er der sandelig også i dansk politik. Danske journalister trak på smilebåndet over at kun to partiledere i Grønland ville pege på en leder – og så pegede de på sig selv. Men jeg ryster på hovedet over danske politikere, og det irriterer mig, at jeg ikke kan støtte eksempelvis Radikale eller SF uden at min stemme automatisk havner i den topstyrede socialdemokratiske højborg. Omvendt kan det være svært at stemme blåt, hvis man ikke lige kan se den på forhånd udråbte som statsministerkandidat.

Fordelen ved blokpolitik har været, at der blev skabt stabilitet omkring magten. Men den stabilitet omkring magten er blevet et demokratisk problem, ja næsten i uhyggelig grad.

Under coronakrisen har vi set, hvor megen magt Socialdemokratiet har fået - stærkt funderet på et fundament af støttepartier. På den måde har de partier, som støtter regeringen, ikke noget ud af at vælte den, for så får den jo bare en anden farve regering.

Blokpolitik har overlevet sig selv.

Fordelen ved at gøre op med den, er et demokratisk løft, som vil gøre lovgivningen og det politiske arbejde mere gennemsigtigt. Det vil blive lettere for oppositionen at stille spørgsmål og få svar. Og får de ikke det, kan de forsøge at samle et flertal uden om regeringen.

Derfor skal man heller ikke undervurdere Lars Løkke Rasmussens comeback-ideer. Hans ambition om etablering af et parti i midten af dansk politik har med ét fået gode vilkår at arbejde under. Den opbakning der har været til topstyret fløjmagt, er så småt ved at smuldre.

Det varer ikke længe, før danskerne vil have demokratiet tilbage. Det kunne blive ved det næste valg.