Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De progressive og liberale forældre har skabt et uhyre

En ny bølge af politisk korrekthed løber fra Amerika til Aarhus. I New York er hæderkronede The New York Times blevet til et absurd teater, og i Smilets By skifter Kvindemuseet navn og bliver hjemsted for flydende kønsidentiteter.

Vejen fra publicistisk fyrtårn til rædselskabinet har været længe undervejs for The New York Times, men nu synes rejsen tilendebragt. Selv liberale europæere har fundet ud af, at den er gal på verdens mest kendte avis, hvor fyringen af endnu en erfaren medarbejder for tankekriminalitet slutter sig til rækken af absurde redaktionelle dispositioner.

Situationen kommer ikke ud af det blå, men er gearet af en årelang kulturkamp, der kan tjene som anskuelsesundervisning for os andre.

En af avisens redaktører, Bari Weiss, der sagde op i protest, berettede i sommer om en mere og mere bitter borgerkrig mellem to garder på dagbladet; en gammel og en ny. Den gamle garde blev rekrutteret fra begyndelsen af 70’erne og et par årtier frem.

I USA talte man lige fra begyndelsen frihedens sprog, herunder friheden til at skabe sin egen lykke, fantasi og storytelling. Her var individet fra første øjeblik mere selvgjort, ligesom der ved ankomsten lå en forventning om individuel performance og succes. 

Garden havde to spor, som i praksis kunne være svære at se forskel på. Der var dels en klassisk venstrefløj, dels repræsentanter for en mere liberal humanisme med vægt på tolerance og fremskridtstro. Den nye garde er yngre og består af journalister, der blev ansat af den gamle venstreorienterede og liberale garde, men inkarnerer en ny venstrefløj, for hvem identiteter, minoriteter og sprogpolitik er langt vigtigere end lighed, internationalisme og åbenhed.

I mange år var det den gamle garde, der bestemte retningen; det er det ikke længere. Magtbalancen er skiftet til fordel for de unge. Nu er det dem, der bestemmer, hvem der er woke, og hvem der skal væk. Hvis ikke man er politisk årvågen og forstår, at verdens uretfærdigheder er indlejret systemisk i de vestlige samfund, er man fortid.

Anført af den nye garde skal The New York Times ikke bare være i opposition til almindelige amerikanere, men imod alle før dem selv – bortset fra de ikkehvide minoriteter. De skal beskyttes.

Man kan formulere det således, at børnene ikke alene vender sig mod populister og den slags, men også mod deres egne progressive og humanistiske forældre, der må se bestyrtet til. De har fostret et uhyre ved deres bryst ligesom på læreanstalterne, i kulturlivet, virksomheder, erhvervsliv og underholdningsbranchen.

Intet andet sted på kloden er dette sket så hektisk som i Amerika. Hvorfor? Fordi Amerika fra fødslen har været fiktionens land, lige fra de første bosættere og immigranter drog dertil for at skabe en ny og bedre verden langt fra Europa. De sejlede derover, flygtede, håbede, fantaserede.

For de første pilgrimme skulle Amerika være Guds eget land, og snart kom flere metaforer og superlativer til og skabte en fortælling om mulighedernes land, drømmenes land, fremtidens land for de frieste af alle. I sammenligning hermed synes europæernes selvforståelse at være langt mere evolutionær og jordbunden.

I USA talte man lige fra begyndelsen frihedens sprog, herunder friheden til at skabe sin egen lykke, fantasi og storytelling. Her var individet fra første øjeblik mere selvgjort, ligesom der ved ankomsten lå en forventning om individuel performance og succes.

Det er denne frihed, som den nye venstrefløjs identitetspolitik trækker på, når den opfordrer os til løsrivelse fra roller, traditioner, kategorier, tidligere idéer, fag og erfaringer, og når den insisterer på friheden til at starte forfra. Virkelighed, det er noget, man skaber – lidt ligesom Donald Trump.

Det samme sker herhjemme, bare lidt langsommere. Jeg har tidligere nævnt, hvordan Kvindemuseet i Aarhus under ledelse af en ny garde skifter navn og bliver til et museum for flydende kønsidentiteter. Motivationen er kønspolitisk aktivisme på vegne af den højere middel- og overklasse.

Fremover skal Kvindemuseets virke ikke dreje sig om kvindeliv i Danmark, men om visse idéer blandt privilegerede kvinder og mænd i ledende stillinger og positioner, og derfor er det også utænkeligt, at det viser interesse for undertrykkelsen af muslimske kvinder af patriarkalsk sindede muslimske mænd i de sociale boligkvarterer i Danmark. Her stopper overklassefeminismen og forvandler sig til Frankensteins monster.

Det virkeligt skræmmende er, at uhyret ikke blot er science fiction, men en fantasi, der bliver til virkelighed, fordi den ikke møder modstand.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.