Jeg vil ikke have en statsminister, der spiser makrel i tomat, jeg vil have en statsminister, der spiser foie gras på Marienborg
Drop den forlorne folkelighed, og læs nogle flere bøger ligesom Anker Jørgensen.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Statsministerens selviscenesættelse som folkelig er en af de forkætrede Dubai-bloggere værdig. Ostemadder, håndbold og nu senest makrelmadder skal vise, at Mette Frederiksen er en helt almindelig husmor ”straight out of Stationsbydanmark”. I virkeligheden er makrelmadden lige så forloren som bloggernes selfies fra Dubai, for de har nøjagtig samme formål, nemlig at foregive noget, som man ikke er. For Mette Frederiksen er ikke helt almindelig og skal heller ikke være det.
Hun er landets statsminister, og det er ganske enkelt mangel på respekt for embedet bevidst og kynisk at snobbe nedad på den måde. Jeg forventer, at statsministeren opfører sig som en statsleder og her hører makrel i tomat ingen steder hjemme. Hvis Mette Frederiksen rent faktisk godt kan lide dåsemad, så er hun selvfølgelig velkommen til at spise det med eller uden agurk, men det skal altså foregå udenfor kameraernes rækkevidde. Det er kvalmende at opleve al den påtagede folkelighed, for i virkeligheden siger det mere om statsministerens opfattelse af danskerne, end det siger noget om danskerne. Er vi virkelig en nation, der lever af makrelguf, ostemadder, og hvis eneste åndelige føde er håndbold? Næppe, men det er den analyse, som regeringens spindoktorer har af danskerne, og det er dybt beskæmmende.
Som borgere i det her land kan vi med rette forvente, at statsministeren og regeringen taler op til os, og det foregår ikke iført joggingbukser og med makrelånde. Jeg vil have en statsminister, som spiser foie gras på Marienborg, og som læser bøger og går i Det Kongelige Teater.
Mette Frederiksen kunne med fordel læse lidt i den partihistorie, som nutidens socialdemokrater har haft travlt med at slette. Her er to yderpunkter, som begge på hver deres måde talte op til danskerne. Helle Thorning-Schmidt insisterede på at være et stilikon og gå med dyre tasker. Hun nægtede at pakke det internationale udsyn væk og tale ned til danskerne, og når hun var folkelig, så var det, fordi hun mente det. I den anden grøft var Anker Jørgensen, som hele sit liv boede i Sydhavnen og frekventerede den lokale pølsevogn, men samtidig hele livet læste bunker af bøger. Her gik folkeligheden og finkulturen hånd i hånd, netop fordi finkulturen skulle ud til folket i den klassiske socialdemokratiske forståelse.
For lyset er ikke kun for de lærde blot, og netop det bør en statsminister være mere opmærksom på end at jagte likes ved at foregive en fortegnet folkelighed.