Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når projektmagere kupper historien

Fromme verdensforbedrere gør ikke verden til et bedre sted. Heller ikke ved hjælp af nye, snedige navne.

Debatten om, hvorfor Kvindemuseet i Aarhus skifter navn til ”KØN – Gender Museum Denmark”, har også nået Politikens spalter.

Forleden rykkede ph.d. i kunsthistorie Jacob Rosendal ud med et forsvar for navneforandringen. Eller rettere – forsvar er nok for meget sagt. I stedet for at forklare læserne, hvad Kvindemuseet har gjort forkert, siden det skal straffes med et så åndssvagt navn, angriber han en række debattører, heriblandt lille mig, for at være både gammeldags og paranoide – som om det har noget med sagen at gøre. Det første opfatter jeg i øvrigt som en kompliment.

Vurderingen af det sidste overlader jeg trygt til Vorherre.

Da jeg for en lille måned siden undrede mig over navneskiftet, kunne jeg ikke finde anden forklaring, end at ledelsen på Kvindemuseet måtte være blevet ramt af den amerikanske identitetspolitiske syge, hvor alting skal følge samfundsudviklingen som en skygge. Derfor skal selv museer, der trods alt beskæftiger sig med fortidens mennesker, skikke og tildragelser, afspejle nutidens aktuelle modeluner.

Alt i samfundet skal minde om – samfundet. Intet må vise tilbage til forne tider eller rumme sin egen historiske værdi. Fortiden skal netop bruges til noget andet, og her er vores narcissistiske epoke den mest lovende, ophøjede og omstillingsparate af alle: Sikke, vi kan fantasere og reklamere! Alt skal være nyt og pege fremad, flydende-levende, hybrid-individ-tabloid.

Spoler vi blot tilbage til september, var det karakteristisk, at museumsdirektør Julie Rokkjær Birch i et interview med Berlingske efterlyste, at museet tager »stilling til aktuelle konflikter og udfordringer«, herunder manderoller, transkønnethed, intetkøn osv. Men ikke kvindekamp. Det ord bryder direktøren sig ikke om. Måske fordi det lugter for meget af fortid, knofedt og konkret politik.

Så hellere en skinnende ny lirumlarum: »Vi skildrer og forsker i manderoller, transkønnede personers kultur og samspil mellem kønnene såvel som kvindehistoriske temaer. Vi har en vision om at udbrede viden om kønnets betydning til så mange som muligt og fungere som en aktivistisk kulturinstitution, og vi er meget aktive på sociale medier og uden for museets snævre rammer. Vi vil gerne ændre verden.«

Med direktørens egne ord kan vi således konstatere, at det ikke kun er Kvindemuseets navn og opgave, hun ønsker at ændre; det er hele verden. Julie Rokkjær Birch får travlt. Og vil i farten glemme sin kerneopgave at formidle kvinders historie i Danmark.

Men det betyder ikke noget. Alt tyder på, at kerneopgaven rager direktøren en høstblomst. Ligesom andre kunsthistorikere befinder hun sig et helt andet eleveret sted. Intet kunne ligge dem fjernere end at forstå den dødkedelige fortid, når man som dem brænder for at lave den om til noget, der passer som hånd i handske til en brandaktuel fremtid af regnbuer og tolerance over for de rettroende.

Det er her, projektmageres tid får gestalt i en glasagtig drømmeverden: i dette selvbedrag, i denne leflende dyrkelse af evindelig forandring. Vi møder dem på museer, i kunstverdenen, akademia, offentlige institutioner, på tv, i Hollywood, blandt arkitekter, hos SAS, Nike, Google og Facebook og den såkaldt disruptive reklame- og forretningsverden. De taler ens, drømmer ens, anvender de samme trylleformularer i synopser og på seminarer, uanset om de har titel af CEO, lektor eller ih, så meget kunstner.

Overalt vil de lave verden om, smide buster i havnen, vælte statuer af kolonisatorer eller nedbryde biologiske skel og fjernstyre almindelige mennesker til at marchere i takt for snart den ene, snart den anden gode sag, naturligvis helst for andre folks penge.

Verden er ikke stor og ensrettet nok, som den er, til dem og deres slags. De vil mere, tænke ud af boksen. De er rebeller. Afviser det bestående, det dikotomiske, det rigide. Bortset fra at de ikke risikerer noget som helst, så længe deres verden og karrierer netop er overbefolket af mennesker, der tænker, drømmer og taler som dem selv i lukkede kredsløb af bedrevidenhed.

Det er akkurat derfor, kontrasten bliver så stor, når den måbende offentlighed får et sjældent kig ind i ”rebellernes” verden og aner, hvor skabagtig og manipulerende den er.

Vi ser det kun, når det nærmest ved en fejl kommer frem, hvad de går rundt og laver i Nobelpriskomiteen, på Kvindemuseet, Nyborg Slot, Forfatterskolen, Kunstakademiet eller i Det Danske Akademi. Igen og igen dette opløb af selvbestaltede verdensforbedrere. Som ikke gør verden til et bedre sted. Uanset hvor mange nye navne de finder på.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.