Kan vi som borgere og samfund forvente, at sygeplejersker melder sig frivilligt til at tage sig af Covid-patienter?
Vi står midt i en pandemi. Hospitalerne mangler ikke udstyr men villige hænder.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi er alle nødt til at yde vores del for at mindske spredningen af Covid-19 og for at beskytte de mest sårbare i vores samfund. Børnene går i skole hjemmefra, de unge har ikke det sociale liv, de har brug for, borgere med psykiske problemer lider under de nuværende forhold, de gamle er ensomme og savner deres børn og børnebørn – alt sammen kræver en ekstra indsats af hver enkelt af os, for fællesskabets skyld og for ikke at overbelaste vores sundhedssystem.
Her i USA bad New York i foråret læger og sygeplejersker fra hele landet om hjælp. I tusindvis meldte sig frivilligt, kyssede deres kære farvel og satte sig op i fly, der fragtede dem fra den ene ende af landet til den anden. De ankom til et kaos, hvor sygehusene var underbemandede, og der manglede værnemidler. Titusindvis af New Yorkere døde, sygdommen var stadig ny og personalet stod i en situation, de aldrig før havde stået i.
New York bad om hjælp, og den fik de fra selvopofrende mænd og kvinder over hele landet. Mænd og kvinder, mange af dem med familier derhjemme. De frivillige havde den faglige viden og ekspertise, der var så hårdt brug for. De var heroiske og parate til at hjælpe, også selvom de var bange.
Der er ingen tvivl om, at sundhedspersonale, der tager sig af Covid-patienter er hverdagens helte. Her i USA er de på udmattelsens rand efter snart et år med denne rædselsfulde dræber. Både fysisk og psykisk giver de udtryk for, at de har svært ved at håndtere både deres professionelle og personlige hverdag.
Der skal mange hænder til, når Corona-patienter skal plejes på intensivafdelingen. Vi har set billederne af hvidklædte hospitalsansatte, der efter et system tjekker væsker, løfter dynen, tjekker skærmene med vitale informationer og vender patienten, der ligger i koma. Den proces kræver et team på minimum 5 personer.
I Danmark mangler der ikke hospitalsudstyr, der mangler hænder til at sørge for Covid-patienterne. Sygeplejersker på landets hospitaler er blevet bedt om at melde sig som frivillige, det har alt for få gjort. Derfor har staten nu dannet et Corona-beredskab, hvor sygeplejersker kan få at vide, at de skal stå klar, hvis de bliver indkaldt.
Jeg har en veninde, der arbejder som sygeplejerske på et hospital i Seattle. Hendes specialområde er sårpleje. Hun blev allerede i foråret bedt om at arbejde med Covid-patienter, når der er brug for det. Jeg har aldrig hørt hende beklage sig, selvom Coronakrisen her i USA er ude af kontrol, og hun er alenemor til to skolesøgende børn, der pga. Corona ikke går i skole men på 9. måned undervises hjemmefra. Hun har 12-timers vagter og transport til og fra hospitalet oveni. Det er ikke noget, hun snakker om, sådan er det bare.
Jeg er godt klar over, at det at være sygeplejerske ikke er et ´kald,´ men jeg er overrasket over, at man, når man har valgt en profession inden for sundhedspleje, ikke kan se fornuften i at træde til, når man står i en situation, hvor menneskeliv er på spil. I et solidarisk land som Danmark, er det er et svigt, at man ikke er villig til at bakke op om sine kollegaer og tage en tørn sammen med de segnefærdige sygeplejersker, der nu i månedsvis har kæmpet imod Corona i første geled.