Derfor skifter Kvindemuseet navn: "Kvinde" lugter af krænkelse og traditionelle kønsroller

Kvindemuseet i Aarhus skifter navn, kan man læse i avisen. Trods modstand fra en gruppe gammeldags feminister med det noble formål at forpurre navneskiftet. Det sidste vil mislykkes, thi de er oppe imod stærkere kræfter. Som ramt af den amerikanske syge er vi nået dertil, hvor alting skal følge samfundsudviklingen som en skygge. Selv det mindste helle som Kvindemuseet, Højskolesangbogen eller fodboldlandsholdet skal spejle tidens modeluner. Alt i samfundet skal minde om – samfundet.

»Museer er ikke monumenter. De skal følge samfundsudviklingen,« udtaler museets direktør, Julie Rokkjær Birch, som repræsentant for tidens progressive disciple i stat, kommune, kulturliv og akademia. Samtid og ”frigørelse” er godt, fortid er skidt, og museer lige så ”flydende” som køn, universiteter og sprog. Kultur er bare ”røverhistorier” og ”fortællinger”, som direktøren understreger i en klumme i avisen.

Man kunne mene, at det egentlig er en mærkelig indstilling på et museum, hvis mål trods alt må være at tilbyde et signalement af en fortid og gøre det muligt for de besøgende at få et kig ind i noget, der er forskelligt fra deres hverdag og nutid. Men nej. Kvindemuseet i sin nye form skal abonnere villigt på samtiden. Derfor er det også irriterende for museets ansatte gentagne gange at skulle forklare omverdenen, »at drenge både er velkomne og repræsenterede, og at det er et sted for hele skoleklassen«, siger direktøren.

Det er en afledningsmanøvre. Ja, en trojansk hest. Selvfølgelig kan man besøge et kvindemuseum, selv om man ikke er kvinde. Nogle vil endda gå så vidt som til at hævde, at man godt kan gå på kunstmuseum, selv om man hverken er skulptør, maler, kunsthistoriker eller installationskunstner. Man kan sågar besøge Egeskov Slot, selv om man ikke er en veteranbil. Museer er sjældent restriktive med deres besøgende, i hvert fald ikke på den måde.

Sandheden er en anden, nemlig den, at Julie Rokkjær Birch er en moderne leder, der skjuler sagens kerne, som er, at begrebet ”kvinde” ikke længere er acceptabelt i toneangivende identitetspolitiske kredse. Inspireret af amerikanske græsrødder og universitetsmiljøer har vrangforestillingen om, at køn er noget, man vælger frit, bredt sig hertil, hvor vanvittig tanken end lyder ud fra en biologisk observation. Det er derfor, ”kvinde” er ekskluderende, ja, krænkende, foran ”museum”. Det lugter af traditionelle kønsrollemønstre og patriarkat, væk med det! I stedet får vi noget med køn. Det lyder langt bedre i minoriteternes epoke, som kun lige er begyndt.

Biologien er det første offer for den amerikanske syge. Den fortæller os ellers, at alle mennesker er født med et entydigt køn (undtagen en mikroskopisk gruppe hermafroditter). Det er akkurat på grund af de to entydige køn, at vi overhovedet eksisterer, for det kræver to køn at skabe liv. Nogle – ofte ganske ulykkelige – eksistenser føler sig som det modsatte køn. Fred med det. Men at nogle mænd gerne vil være kvinder og klæder sig og lever derefter, gør dem ikke til kvinder. Virkeligheden er given og fuld af politisk ukorrekte begrænsninger.

Den nye kønsforskning og museumsforvanskning er marxisme på nye flasker: Man vil ikke nøjes med at beskrive verden, nej, man vil omforme den. Lige siden Marx & co. er venstrefløjen gået gennem historien med en konstant iver efter at revolutionere alting. Først var det kapitalismen og den private ejendomsret. Så kom turen til nationale identiteter, slut, forbudt! Derpå var det den borgerlige kultur og dens institutioner, der skulle ødelægges.

Kampen mod det biologiske køn er en tak mere gak end de tidligere projekter. Vist kan man smadre nationale identiteter ved hjælp af masseindvandring, det er vi allerede godt i gang med. Men kønsidentiteter, forankrede som de er i biologiske, entydige køn? Ja, det afholder ikke vore dages projektmagere fra at forsøge. De er bare ikke forskere, men forkæmpere. Forkæmpere for den seneste venstrefløjsfantasi, der forhåbentlig vil lide skibbrud på virkelighedens klipperev.

Jeg er sympatisk indstillet over for gammeldags feminister, som i 60’erne og 70’erne kæmpede for ligestilling og ligeret, og som nu mener, at der stadig må være kvinder til. Kvinder, der f.eks. ikke skal dele toiletter med mænd eller konkurrere i sport mod mænd, der tror, de er kvinder. Lad Kvindemuseet bestå, og lad det fortælle den stolte historie om de danskere, der gik forrest i kvinders kamp for ligeret. Det er en historie, som mere end nogensinde har behov for at blive genfortalt, måske især for unge piger og drenge fra det vestlige Aarhus. Den håndsrækning skal ikke ødelægges af pseudointellektuelle akademikere uden blik for kvindekønnets eksistens.