ISIS-krigere og deres børn: har velfærdsdanmark spillet fallit?
At forlade trygge velfærdsdanmark for at tilslutte sig ISIS gør det svært at tro på, at selvsamme mennesker vil dele værdier med det velfærdssamfund, de vendte ryggen.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
For tiden er især børnene af ISIS-krigere og deres mødre igen til debat. Mødrene sidder i de to lejre al-Hol og al-Roj, forholdene er forfærdelige, børnene mistrives og har traumer.
Skal Danmark hente børnene hjem? Kommer de til at udgøre en trussel, når de bliver ældre hvis de kommer til Danmark? Gør mødrene? Hvad med fædrenes ret til at blive familiesammenført?
Der er ingen tvivl om, at de små poder betaler en fuldstændig hjerteskærende pris for deres forældres helt og aldeles uansvarlige opførsel.
Hvis Mette Frederiksen er ”børnenes minister,” sådan som hun proklamerede i sin nytårstale, og hvis vi som samfund skal turde træffe svære valg (tvangsfjernelse) og undgå tabuer (af religiøs art), sådan som Statsministeren brugte en stor del af sin taletid til at plædere for, så synes jeg, det er naturligt at spørge, hvorfor forældrene, der har vist, at de er fuldstændigt uegnede til forældrerollen ikke fratages forældremyndigheden, så børnene kan vokse op i familier, der kan give dem en opvækst i trygge rammer, langt fra tilhyllede stenørkenværdier?
Små børn er ikke farlige, men det kan de blive – især hvis de vokser op med en radikaliseret mor eller ældre søskende. Hvis forældrene virkeligt elskede deres børn, satte de dem fri og gav dem mulighed for at vokse op i trygge rammer, og lod dem have den barndom, alle børn fortjener. Hvis de ikke er villige til det, viser det jo netop, at de stadig mener, de udgør den bedste forælder for deres børn, noget deres livsomstændigheder og -valg burde vise med al tydelighed er himmelråbende virkelighedsfjernt.
Hvordan kan det være, at Danmark pr. indbygger er det land i verden, hvorfra flest syrienskrigere er taget afsted, når vi samtidig er et af de absolut mest udviklede velfærdssamfund?
Jeg talte engang med en person, der arbejdede på et torturcenter i Danmark. Han fortalte, at en ph.d.-undersøgelse viste, at én familie i Aarhus havde 13 medarbejdere tilknyttet. 13! Det er sådan noget, et velfærdssamfund gør– det er godt. Jeg er sikker på, at skolepsykologer, socialrådgivere, familiepsykologer med videre hjalp familien, og det kommer i sidste ende alle til gode, hvis velfærdssamfundet hjælper de svageste, så børnene og familien generelt trives bedre og måske endda en dag kan bidrage til samfundet.
Kom ikke og sig, at Danmark ikke bruger uendelige midler på at hjælpe. Men hvordan skal jeg kunne tro, at personer, der er født og opvokset i Danmark, og som har haft hele velfærdsdansmarks ressourcer i ryggen og alligevel er blevet radikaliseret og taget ned for at kæmpe for værdier langt fra dem, vi brøster os af her til lands, kan vende tilbage og blive skattebetalende borgere og ikke udgøre en trussel for det omgivende samfund?
Da jeg i sin tid var i proces med at forlade Jehovas Vidner, ja, det tager tid og foregår ikke fra den ene dag til den anden, vidste jeg godt, at de fleste, der forlader sekten, ender med at tilslutte sig den igen. Hvorfor gør de det? Det gør de, fordi det er så svært at bygge et liv op i en verden, der er så anderledes fra den, man er blevet indoktrineret til at kunne navigere i. Selvom de har levet i et mentalt fængsel og været underlagt et utal af regler og restriktioner, så er det nemmere at falde tilbage og fortsætte dén livsstil – fordi den er så velkendt og forventningerne er så klare. Og fordi verden uden for, den de fleste danskere befinder sig i, er så fremmed og svær at afkode og navigere i.
Hvis de børn, vi ser løbe rundt i ørkenlejren, vokser op med mødre, der har truffet et aktivt valg og støttet et styre, der er imod lige rettigheder til kønnene, homoseksualitet, uddannelse, den frie tanke men for halshugning, voldtægt, dødsstraf til vantro osv. osv., så bliver de da radikaliserede – uanset om de bor i en teltlejr i en vindomblæst ørken eller i en lejlighed i regnfulde Aarhus.
Noget siger mig, at det også vil være uendeligt svært for de kvinder og børn, der måske en dag bliver inviteret tilbage til Danmark, eller som simpelthen en dag står ved grænsen, at ændre sig og springe ud som helt almindelige skattebetalende rugbrødsdansekere.