Den crazy-sjove film ”Retfærdighedens ryttere” giver et vigtigt hint til os i coronatiden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg så Anders Thomas Jensens nye film forleden, ”Retfærdighedens ryttere”. Den er helt på højde med hans første og efter min mening bedste: ”Blinkende lygter”.

Filmens fortælling er et dystert drama – som serveres med tårnhøj humor. En vanvittig sammenfletning af tragedie og komedie.

Det er længe siden, jeg har grinet så meget og vedvarende gennem en hel film.

Men mærkeligt nok formår den samtidig at have en subtil undertone af noget seriøst.

En rød tråd gennem hele filmen er spørgsmålet om tilværelsens uendeligt komplekse sammenhæng mellem årsag og virkning og i forlængelse af det: meningen med det hele.

Nikolaj Lie Kaas spiller rollen som et dybt nørdet-begavet menneske, der går op i at grave så dybt i kompleksiteten, at man måske ligefrem kan forudsige begivenheder. Han repræsenterer på en måde fornuftens tilgang til tilværelsen, den mulige årsagsforklaring til alt, hvad der sker i hele verden. Kan man forklare alt, kan man måske i en vis forstand også tillægge alt en slags mening.

Eller kan man? Skulle man snarere finde meningen et helt andet sted? I troen på Gud for eksempel? Ja, det er minsandten et slags undertema i denne crazy-humoristiske film. Og jeg er tilbøjelig til at tro, at det er det sidste, der får overtaget. Det er muligt, at jeg tager fejl. Andre kan sikkert vælge en anden mulig fortolkning.

Men hele den rationelle forklaringstilgang, som længe ser ud til at få overtaget, mister faktisk overtaget til sidst.

Og yderligere viser det sig, at selv om forklaringen havde holdt, ville man ikke have været i nærheden af en udredning af alle hændelsernes årsag-virkning-tråde og endnu mindre i nærheden af noget, der ville give mening.

»Det hele giver bare lidt mere mening, når man har nogen, man kan blive sur på,« siger en datter af en mor, der dør i en tragisk hændelse, som sætter gang i filmens mørke historie. Datteren sigter med de ord til det, faren (Mads Mikkelsen) ellers har afvist helt og aldeles: troen på en Gud, der har styr på det, vi slet ikke kan se nogen som helst mening i.

På et tidspunkt toner Jakob Knudsens smukke morgensalme frem: ”Se, nu stiger solen af havets skød”. Den skærer ligesom igennem med en meningsro i hele dette vanvittige drama.

I denne coronatid forsøger et utal af eksperter at finde sammenhæng mellem årsag og virkning ned i mindste detalje, og tak for det. Deres arbejde gavner utvivlsomt meget i kampen mod pandemien. Men den ultimative sikkerhed imod både den nuværende coronasituation og fremtidige pandemier og alt andet bøvl og besvær i tilværelsen kan selv ikke de bedste udregninger sikre os mod. Og give det mening kan vi slet ikke, om vi så kunne samle al fornuftstænkning i hele verden i én stor pulje. Dertil behøves noget, der ligger helt uden for os. En, man kan blive sur på – for at bruge udtrykket fra ”Retfærdighedens ryttere”. Eller læne sig op ad, i forventning om at Han har langt højere tanker og planer, end vi har og nogensinde får.