Minkfarmere er altså også mennesker af kød og blod

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I de seneste uger har jeg fulgt med i debatten om nedslagtningen af den danske minkbestand. Bølgerne går højt, følelserne sidder uden på tøjet i begge lejre. Forleden stod jeg i en kø sammen med to mænd, der åbenbart kendte hinanden, foran en bager på Amager, hvor jeg bor. En af dem siger henkastet til den anden, efter de har udvekslet almindeligheder om børn og arbejde, at det da var godt, at vi slap af med den klamme minkbranche, og den anden mente, at minkavlerne da bare må finde noget andet at lave. Faktisk siger den ene – og jeg kan næsten ikke få mig til at skrive det – at minkavlerne skulle have været gasset sammen med minkene.

Jeg var lige ved at tude, da jeg stod og overhørte det her.

Og nu ser jeg så journalist og meningsdanner Ditte Giese skrive: »Hvorfor skal vores skattekroner gøre dyrplagere til millionærer?«.

Jeg bliver så ked af det. Hvad er det for noget at skrive? Én ting er hele grundlovsbruddet og den problematik. Men hvordan er det dog, at mange af mine med-københavnere ser på de her mennesker? Det at være landmand er for langt de fleste så meget mere end et job. Det er hele livet, måske endda i mange generationer, et gammelt erhverv, som kun få danskere efterhånden kender til og har forståelse for.

Jeg er selv vokset op på en gård, og hele min familie var involveret i den daglige drift, og vi arbejdede alle hårdt hver dag for at holde gården kørende. Jeg kender ingen minkavlere, jeg har ingen speciel veneration for mink, jeg forstår selvfølgelig den generelle problematik med mink og coronasmitte, men uanset hvad vil jeg gerne minde om, at minkfarmere er mennesker af kød og blod, nøjagtigt ligesom alle os andre.

Jeg vil gerne fortælle en anekdote fra mit liv og fødegård:

Jeg gik i 9. klasse. Det var efterår eller måske vinter. Jeg kom cyklende hjem fra skole, og foran mine forældres gård, ovre ved stalden, holdt to store lastbiler. Bagsmækken var åben, og én efter én blev min fars jerseykøer gennet ind i bilerne. Raske og sunde, i de varmeste brune farver, med smukke buede horn og store brune øjne, traskede de villigt ind i lastbilerne. De var blevet malket for sidste gang i deres liv om morgenen, og her i den tidlige eftermiddag gik de stille og roligt ind i lastbilerne, på vej til slagteriet, hvor de senere ville få en kugle for panden.

Den sidste ko, der traskede ind i lastbilen, var Flicka, vores gamle yndlingsko. Når hun var i nærheden, var der altid ro og fred i flokken af unge køer og vilde kvier. Hun var nærmest en del af vores familie. Min far vendte ansigtet bort, da hun gik ind i lastbilen.

Min far elskede sine køer. De var ikke bare hans levebrød, de var hans liv. Han vidste nøjagtigt, hvilken ko der havde hang til yverbetændelse, så hun blev kærligt masseret før og efter malkning. Han vidste, hvem der havde svært ved at kælve og derfor skulle have en hjælpende hånd, når det var oppe over. Min far levede og åndede for sit lille landbrug, køerne, kalvene, markerne med græs og foderafgrøder. Hver morgen stod han op og malkede sine køer, og hver aften malkede han dem igen. 365 dage om året, år ud og år ind.

Hver dag kl. 12 sad han helt tæt på radioen og tyssede på os, så han kunne høre de vigtige mælkenoteringerne, og når mælkepriserne var lave, så vi hans bekymring og nervøsitet for, om han nu også kunne betale regninger og forsørge sin familie. Min far hjalp ikke, han stod helt stille og betragtede køerne gå ind i lastbilerne. Jeg parkerede min cykel og gik hen til ham. Jeg havde aldrig set min far så ked af det i mit liv. Hans ansigt var fortrukket i sorg. Han fortrak ikke en mine, på et tidspunkt tørrede han sine øjne med ærmet på sin jakke. Det var det.

Da chaufførerne var færdige med at læsse køerne ind i bilerne, kom de hen til min far med et stykke papir, som min far underskrev. De mumlede et eller andet til ham og slog øjnene ned, de kunne ikke se ham i øjnene, og så gik de hen til lastbilerne og kørte stille væk. Det sidste, vi hørte, var nogle af køerne, der muhede inde fra en af lastbilerne. Min far vendte om på hælen og forsvandt ind i stalden. Halvandet år senere tog han sit eget liv i laden.

I 1970’erne fastsatte EU de såkaldte mindstepriser for mælk, og bønderne producerede og producerede, og der ophobede sig derfor kæmpestore lagre af mælk og smør rundt om i landene. Især de store landbrug havde tjent enorme summer på produktion af mælk.

Til sidst satte EU en stopper for overproduktionen og gennemførte sidst i 1970’erne en lang række rationaliseringer for at få priserne til at falde, samtidig med at man tilskyndede landmændene til at afhænde deres bestande af malkekøer mod en mindre erstatning.

Min far så ikke anden udvej.

Husk, at minkavlerne også er mennesker af kød og blod, før du fryder dig over, at erhvervet er blevet slået ned.

Har du selvmordstanker? Tal med nogen.

Du kan ringe til Psykiatrifondens rådgivning på 3925 2525 – helt anonymt. Du kan også kontakte Livslinien på 7020 1201.