Ramadansang i Højskolesangbogen er en måde at få islam ind med modermælken

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Højskolesangbogen afspejler ikke bare vores fællessangskultur men vores generelle danske kultur og identitet. År efter år sidder den ene skoleklasse efter den anden og synger med på sange hentet fra Højskolesangbogen som en del af deres almene dannelsesproces.

Den nyeste version deler også denne gang vandene, balancen mellem tradition og fornyelse er ikke let. Torsdag den 12. november udkom den 19. udgave af Højskolesangbogen, der ikke er blevet redigeret siden 2006.

Igennem tiden er sangbogen blevet fornyet, hver gang med fokus på at afspejle sin tid. Nye sange kommer til og gamle ryger ud efterhånden som tiden ændrer sig. Men når samfundet ændrer sig, brydes holdninger. Derfor er hver ny udgave af Højskolesangbogen både kulturel og politisk.

Formand for Højskolesangbogsudvalget og tidligere forstander på Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, har flere gange udtalt, at udvalgets arbejde ikke er politisk. Men selvfølgelig er det det.

Der diskuteres islam som aldrig før, ikke bare i Danmark men i hele Europa. Til trods for, hvad imamer og islamtalspersoner siger, er det som ganske almindelig dansker svært at se trosretningen som den fredens religion, vi får af vide, den er.

Men islam er en del af det danske samfund, hvad enten vi kan lide det eller ej. Det taler for at vi inkluderer Ramadansangen i Højskolesangbogen.

Alligevel får jeg en underlig smag i munden, når jeg hører Isam Bs sang. For jeg føler mig manipuleret. Min hjerne vil ikke rigtigt forstå, at jeg hver dag hører om nye uhyrligheder foretaget af den samme religion, der nu skal iscenesættes som hyggeligt dadelspisende i stearinlysets skær i en nørrebrolejlighed.

Samtidig finder jeg det ekstremt upassende, at visse sange er røget ud af Højskolesangbogen pga deres implicitte arkaiske holdninger til kvinder men at en sang om Ramadan, og dermed underforstået islam, med sine forstokkede kvindeidealer overtager pladsen.

Kender man en lille smule til Isam B. og bandet Outlandish, vil man vide, at der har været flere kontroverser, der står i skarp kontrast til den selvforståelse, de fleste danskere identificerer sig med, især når det kommer til forholdet til ytringsfrihed, kvinder og alkohol.

De to muslimske medlemmer af bandet har således optrådt til et arrangement under navnet Reviving the Islamic Spirit, hvor homoseksuelle og jøder blev lagt for had.

Og så var der historien om den norske sangerinde Herborg Kråkevik der måtte sendes til den modsatte ende af scenen ved DRs generalprøve på deres juleshow med Danmarks Radios Underholdningsorkester, fordi Outlandish ikke ville stå på samme scene med en kvinde, hvis skuldre ikke var dækket til. En episode bandet meget behændigt har nægtet at udtale sig om.

Og sidst men ikke mindst er det velkendt, at bandet før, under og efter flere af deres koncerter ikke har villet tillade ølteltene at sælge alkohol.

Det forekommer mig noget bagvendt at inklusionen kun går én vej. Det er en invitation ind i det danske fællesskab, når sangen optages i Højskolesangbogen. Men ramadansangen i sig selv repræsenterer via sine islamkonnotationer det stikmodsatte af inklusion.

Og hvordan forklarer formanden for Højskolesangbogsudvalget Jørgen Carlsen så valget af ramadansangen? “Det er ikke for muslimernes skyld, det er for alle os ikke-muslimer. For det handler om et stykke dansk virkelighed, som det former sig i en del af befolkningen.” Dén påstand kunne vel med rette siges at passe på en hel del andre subkulturer i Danmark?

Højskolesangbogen skal ikke repræsentere, hvad jeg synes, men den skal repræsentere det danske folk. Men det betyder ikke, at alle skal repræsenteres.

Jeg har det f.eks. fint med at to sekter, der i deres grundessens er alt andet end favnende, nemlig Jehovas Vidner og mormoner, ikke optræder i den inkluderende Højskolesangbog. Jeg finder det underligt, at islam, især i betragtning af hvor dogmatisk trosretningen er, skal medtages i Højskolesangbogen og dermed få en plads i den danske sangskat.

Og så er det da ironisk, at de små poder i de kommende folkeskoleklasser skal sidde og synge med på en sang om ramadan samtidig med at de ikke må lære om Muhammedtegningerne – det skurrer i ørene.

Nogle sange er røget ud, 151 er kommet til. Sådan må det være i et sangklenodie, der forsøger at bevæge sig med tiden.

Jeg er klar over, at det er let at smide islamofobkortet. Men for mig at se går inddragelsen af en islamforherligende sang stik imod intentionen med Højskolesangbogen, når dialogen kun går én vej.